Af Emilie Fiirgaard
Jeg skrev denne historie som en kreativ skriveøvelse. Jeg havde mange tanker og følelser omkring februar, efter jeg havde brugt 2020 på virkelig at lære mig selv at kende. Det gik op for mig, hvor lang tid og hvor meget energi, jeg har brugt på at filtrere dele af mig selv og min personlighed. Jeg har længe haft det som om, der var to af mig: Der var personen, som jeg viste omverdenen – acceptabel, organiseret, uskyldig og hetero. Og så var der den person, som jeg rent faktisk var – min ’ånd’ kan man måske kalde det. En utrolig uorganiseret, biseksuel pige, der ikke altid når at tænke ting igennem, før det er for sent at vende om. Det meste af mit liv, og til dels stadig, har jeg haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg fjerner filteret. Hvordan tager jeg masken af? For masken føltes mere og mere som den virkelige person, hvorimod den virkelige person føles som noget, der burde gemmes væk. Jeg bør ikke dele mine usikkerheder, for jeg skal være den stærke i familien. Den ældste og klogeste. Jeg kan støtte LGBTI+ rettigheder, men gud forbyde, at jeg taler højt om min egen identitet. Måske har jeg lagt låg på mig selv, eller også har jeg lært det gennem andre handlinger, som jeg har fået lagt låg på. For nyligt fik jeg en ADHD-diagnose, hvilket kun gjorde masken, som jeg har båret, tungere: Alle de gange hvor jeg blev irettesat for at være impulsiv, intens eller glemsom, selvom jeg ikke engang var klar over, at jeg gjorde noget anderledes eller galt. Disse er centrale dele af mig; jeg er hverken neurotypisk eller hetero, men jeg var nødt til at lade som om for at kunne passe ind i det billede, der var malet til mig. Hun var fanget inden i mig, hun var utilpas med sin krop, overbevist om at hun var tyk, og at alting, der var mig, var forkert, for hvis det indeni var forkert, var det udenpå vel også. Men sidste år besluttede jeg mig for at lære hende at kende; at lade hende trække vejret, så hun kunne vise mig, hvem jeg er. Jeg datede, jeg snakkede, jeg tog til lægen og omfavnede de skavanker, som vi deler. Hun er stadig usikker, men hun er også mig nu, og jeg kan acceptere, at alle har usikkerheder. Det vigtigste er, at man lærer at tage masken af, for det er svært at se skønheden i verdenen, hvis man har en maske på med for små øjenhuller.
Historien kan forstås på forskellige måder, og jeg tror på, at de fleste vil kunne relatere til den, på deres egen måde.
Den dag var ikke en smuk dag. Blæsten bragede og de sorte skyer hang truende over horisonten, som en panter klar til at springe så snart vi vendte ryggen til. Den forestående storm blæste et nervøst krusende mønster hen over overfladen, og hendes allerede sammenbidte ansigt blev kun mere sælsomt, da skyggerne fra overfladen bevægede sig over det. Hun huskede ikke noget fra i morges. Jeg stirrede på hende; hvordan håret blev kastet opad af strømmen, som rakte det ud efter urolighederne ved overfladen.
Jeg kender hende ikke I dag. Det sker af og til. Jeg lægger en forsigtig berøring på indersiden af hendes højre arm – der hvor velkendte fingre plejede at dvæle i ubekvemme øjeblikke – men det beroligede hverken hende eller mig i dette. Placeringen føltes akavet, og kurven var helt forkert. Jeg mærkede kun is på begge flader, huden kold fra stormens slag, og, som et blad i brisen, lod jeg min hånd falde langsomt tilbage i vandet. Jeg så hende sukke et dybt og tungt åndedrag, og en boble forlod mine læber. Jeg ville ønske, at hun kunne trække vejret bedre.
Ude af stand til at se hende i ansigtet, så jeg i stedet på hendes hånd, mens vi tog skridtet ud ad døren. Jeg stillede spørgsmålet, ”hvor er du?” Hun svarede ikke. ”Trækker du vejret?” spurgte jeg, mens jeg lagde en blid hånd over hendes bryst, forsigtig med at undgå bulen ved kravebenet, som gør os begge utilpas. Den langsomme hævelse fortalte mig, at lungerne fungerede, og endnu en boble undslap. Jeg ved, at vores ord ikke når langt i denne tilstand, tro mig, men jeg håber altid på, at vi kan finde en bedre måde at kommunikere på. Vandet er uhyggeligt, og vi ved begge hvordan bølgerne føles, når deres brud er uventet. Selvom der for en gangs skyld er stilhed i følelsesløsheden, så er jeg urolig for, hvad vi måske misser på ydersiden, mens vi flyder her.
Vejen til kysten har altid føltes lang, selv på de dage hvor jeg formår at lade hende trække vejret, men under vand føltes selv et enkelt skidt som et marathon. På de dage hvor hun føltes som om, hun ikke eksisterer, og jeg må bære benene alene, kan selv det at træde ud ad døren føles monotont og umuligt. Men der er en på den anden side – et mål som vi begge, af hele vores hjerte, ønsker at nå i vores levetid. Vi er gået af denne vej før, når vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre. På dage hvor vi ikke kan svømme, men stadig formår ikke at blive taget af strømmen, der slæber vi denne krop tilbage til kysten – et skridt ad gangen. Vi er altid alene, ingen ved hvor ofte vi flyder herigennem. Vi ønsker ikke at snakke om det, eller høre om det, for det ville kræve en anerkendelse af den kamp, som sindet kæmper, og det tror jeg er et skridt, som jeg ikke kan tage alene. En dag vil der stå en og vente på os på kysten; en, som ikke er så forvirret, og som ikke bliver forvrænget af overfladens skygger. De forventninger, som splitter os fra hinanden.
Normalt, på disse dage, kæmper vi længe med hinanden. Hun sætter håret op, så det ikke distraherer hende og bliver sur, når jeg siger, at det får mig til at føle mig utilpas med størrelsen på mine ører. Når boblerne flyder fra hendes læber som cigaretrøg, antager jeg, at hun råber ad mig, og jeg lukker øjnene. Vi bryder os ikke om at se på hinanden, for det burde ikke være sådan her. Men jeg så på hende den dag.
Jeg vågnede til en klar himmel og varmt vejr, mit hoved var tørt, og jeg mærkede ikke mine hænder. Det var en af de sjældne morgener, hvor jeg kunne overbevise mig selv om, at min krop rent faktisk var min egen. Jeg kunne tro på, at hun ikke var her, og at andre ikke ville kunne se, at jeg var anderledes. Jeg undgik spejlet, vendte den anden kind til det glimt, jeg fik af hende i den sorte del af ovnen, og jeg formåede at klæde mig på uden at tænke for meget. Hele morgenen havde været en succes, indtil jeg lagde mærke til de sorte skyer, der blev placeret på min skulder, da en kollega lagde hånden der. En lille berøring, fulgt af et scannende blik og en tommel op, som på ingen måde føltes godt.
Jeg var desperat. Jeg ville bare så gerne være til stede, men da jeg åbnede den nærmeste dør for at undslippe oversvømmelsen, der stod hun pludselig og så direkte ind i mig. “Du har da tabt dig,” fortalte hun, ”hvis du havde en kæreste, skulle han da nok være lykkelig… og håret, det klæder dig.” Hun ved, hvem jeg er, for jeg er masken, som hun bærer. Det så ud som om hun røg hundredvis af cigaretter, men jeg kunne ikke høre noget. Mit synsfelt sortnede i kanten. Og så faldt jeg i.
Om forfatteren
Mit navn er Emilie Fiirgaard, jeg er 24 år gammel og studerer lige nu en kandidat i Creative Writing and Publishing på Bournemouth University. Jeg er vokset op i bette Holstebro; en by, der fremmer kultur og kunst. Jeg har også selv været med i musicals og andre kreative opstillinger som lille, men fandt ud af, at min passion måske ligger mere i karakteren på papiret end præsentationen på scenen.
Jeg elsker at skrive historier, der omhandler koncepter og idéer mere end specielle og specifikke personer. Dette inkluderer både abstrakte koncepter, følelser og rytmer i sproget. Jeg er typen der tænker meget om mange ting, og nogle gange har jeg ikke altid mulighed for at tænke alle tankerne til ende. Derfor kan jeg godt lide at gribe nogle af dem for netop at se, hvor de fører til.
