Af Bryn R. Frederiksmose
Når det kommer til emner, som ligger inden for spektret af identitet, og de punkter, som definerer vores oplevelse af livet, finder jeg det meget vigtigt at være transparent om min egen forbindelse til emnet. I denne artikel vil jeg reflektere over, hvordan homogeniseringen af hvidhed har frataget os kultur, hvordan udøvelsen af min spiritualitet bør gøres gennem en kritisk analyse af, hvor praksissen kommer fra, og hvordan kristendommen har udvisket mine forforældres religiøse praksis. Jeg vil inkludere historiske kontekster til dele af vores nordiske arv, som måske ikke har været så manglende i queer-hed, som vi først troede, men som ikke burde ses uden en skepsis for forståelsen af historiske kilder gennem vores moderne syn på queer-hed. Jeg vil ikke forsøge at være objektiv, for sand objektivitet er en konstruktion, der stammer fra undertrykkelse, brugt til at holde marginaliserede individer nede, og alting bliver altid forstået gennem konteksten af min egen oplevelse af livet. Jeg er en hvid, trans-femme udøver af hekseri, ofte siger jeg blot, at jeg er en völva, som for nyligt begyndte at dykke ned i praksissen af Seiðt, en gammel nordisk form for spiritualitet. Denne artikel skal forstås fra dette perspektiv.
I de seneste år har vi set mere og mere diskurs om emnet af lukkede praksisser inden for de spirituelle fællesskaber. En lukket praksis er en spirituel praksis som er begrænset til dem som stammer fra de praktiserende, og mennesker som kommer fra kulturen, som praksissen hører til. Dette er oftest i konteksten af kolonialisme, racisme, og at genvinde ens tabte identitet. Mange spirituelle praksisser har været ulovliggjort i koloniserende reguleringer og er først for nyligt blevet tilladt at udøve. Dette har ledt til et tab af spiritualitet for en stor mængde af racialiserede individer, som nu arbejder på at genvinde det som blev taget fra deres forfædre. Med dette in mente giver det mening at respektere andres kulturer og ikke tilegne sig dem for ens egen gevinst. Denne respekt er nødvendig, trods nogle menneskers opfattelse af kultur som noget, der skal deles. For intet er delt, hvis en person kræver adgang til noget, som de ikke kommer fra, og ændrer praksissen så den passer ind i deres eget narrativ; der er et ord for dette, og det er kolonisering.
Mange spirituelle praksisser arbejder med hjælp fra forforældrene; har dem som guides for at hæve effekten af deres arbejde. Det er en måde at ære ens blodlinje, og på denne måde giver det ikke mening for en hvid person at praktisere oprindelige folks spiritualitet, eftersom det var de hvide forforældre som var med til at ulovliggøre praksissen i første omgang. Hvad har de forforældre at gøre i den praksis, de selv ulovliggjorde?
Dette rejser spørgsmålet, som vi er nødt til at tale mere om: ”Hvordan udvisker konceptet af hvidhed hvide mennesker fra deres kultur?” Hvis vi ser på kreationen af hvidhed, og hvordan det blev brugt til at opdele og kontrollere mennesker, så giver det mening at sætte et spørgsmålstegn ved det. Konstruktionen af hvidhed betyder, at vores kulturelle arv bliver homogen, hvilket tydeligt ses i USA, hvor kulturen er fuld af mangler, og hver person formår at tale fra samme homogeniserede kulturelle udgangspunkt og i desperation forsøger at finde en form for identitet. Man kan se mennesker, der klinger sig til drømmefangere, chakraer, namaste og voodoo, selvom deres forforældre deltog i destrueringen af disse praksisser.
Skabelsen af hvidhed og dens historiske funktion kan læses mere i dybden om i Jacqueline Battaloras ’Birth of a White Nation’. Det er vigtigt at anerkende og forstå, at vi alle er socialiserede til hvidhed, og at vi kollektivt må frigøre os fra dens konstruktion, hvilket først og fremmest gøres ved at forstå hvordan konstruktionen blev bygget, og hvordan vi uvidende opholder hvid overlegenhed i vores daglige liv.
Før kristendommen kom til Skandinavien, var der mange udbredte praksisser hos det gamle nordiske folk, som havde guder og praksisser, der stemte overens med nordisk kultur. Praksissen af Seiðt (say-th), en form for spiritualitet som havde ritualer med sange og ånder til at se ind i fremtiden med og for at finde svar på folkets spørgsmål. En praksis der ofte bliver sammenlignet med de shamanske praksisser af det oprindelige folk i nord-Norge, også kendt som Samer-folket. Seiðt menes også at rejse spørgsmål om queer-hed. Mange lærde mener, at praksissen af Seiðt kun blev udøvet af kvinder, og at mændene som udøvede blev set som kvindagtige, hvilket menes at have tabu tilknyttet. Indenfor nordisk kultur menes det at der var et term ”ergi” (navneord) eller ”argr”(adjektiv) som blev brugt til at fornærme en mands mandighed ved at knytte feminin opførsel til ham. Udøvelsen af spiritualitet, i dette tilfælde ofte Seiðt, blev set som en kvindagtig praksis, så mændene blev betragtet som ’ergi’.
De udøvende af Seiðt blev kaldt Seiðkona og Seiðmaðr (Seidr kvinde og Seidr mand), eller vǫlva, hvilket betød stavbæren. Indenfor Seiðr var der 4 søjler af praksis, de 4 S’er: Sangen, staven, sædet og sjælen. Det blev udøvet ved at synge eller messe sange i rytmer, mens den udøvende holdt en stav til jorden fra et højt sæde, hvorfra de kaldte ånderne frem for at få svar på de spørgsmål, de havde.
Spirituelle praksisser er queer, og queer-hed er spirituel. Vi kan se det i vores skandinaviske forfædre, som udskammede mænd for at praktisere Seiðt, selvom mange af deres guder også var kendt for at udføre denne kvindagtige trolddom. Men det var ikke blot udøvelsen af magi, der var queer og distancerende, forståelsen af køn har også været anderledes fra hvad vi normalt ville tro. Det er vigtigt at bemærke, at der skal benyttes en kritisk tilgang når det kommer til fortolkning af nordiske sociale værdier, siden vi ser dem gennem linsen af vores nuværende sociale forståelse. Der skal også en kritisk tilgang til, da mange studier af det nordiske folk fra 1900’erne blev udført af Nazister for at retfærdiggøre deres mål af ”renhed”. Skabelsen af mand og kvinde som binær er et kolonialt produkt, som blev implementeret så den menneskelige oplevelse kunne kodes ind i et strengt system af mand og det andet køn (kvinde), med sociale karakteristika for hvert køn. Mange historikere argumenterer for, at den nordiske forståelse af køn var anderledes end den, vi har i dag. Nogle ville argumentere for, at identiteterne af Skjoldmøer og Valkyrier var et tredje køn, i konteksten af at være et kvindeligt-født, maskulint-opførende individ. Det er dog ofte kritiseret at være en udviskning af lesbiske vikinger, som måske har været lidt mere maskuline end andre kvinder, men ikke nødvendigvis var et tredje køn. Her kan vi igen kigge på praksissen af Seiðt, hvor mænd blev set som queer for at praktisere den spirituelle kunst. Kunne man ikke også argumentere for, at de kunne være blevet set som et tredje køn, broen mellem mandlig-født og kvindeligt-opførende?
En stor del af spiritualitet er den personlige vækst, den bringer. Vi lever ikke i et vakuum, hvor intet påvirkes af vores omgivelser, og vi har et ansvar som borgere i verden til at begrænse den skade, vi potentielt påfører andre mennesker. Visse strukturer er gigantiske og utroligt svære ikke at tage del i. Den simple handling af at handle ind tilføjer store mængder af “dårlige” point til vores efterlivs-score, blot på grund af den måde forbrug fungerer i den vestlige verden, på bekostning af (hvad vi kalder) det Globale Syd. Men det vi kan gøre, på et personligt plan, er at lære og forstå hvordan vi uvidende reproducerer strukturen som undertrykker og opretholder den generationelle berettighedsfølelse af, at alting er til vores forbrug, uden respekt.
“At afkolonisere ens spirituelle praksis er en nødvendighed i dag, og skal gøres med ydmyghed og respekt.”
At afkolonisere ens spirituelle praksis er en nødvendighed i dag, og skal gøres med ydmyghed og respekt. Ofte kan det gøres ved at opdage ens egen kulturarv, for som vi ved, virker hvidhed ved at homogenisere. Og en del af det indre arbejde, du kan gøre er at opdage, hvor dine rødder går hen, og hvordan den praksis blev gjort før kristendommen fordærvede vores forfædre med løfter om magt og rigdom.
For mig er det at langsomt opdage og udforske de dele af historien, som binder sig til mig, både en proces af at forstå min plads i verden, men også at finde en vej hjem. I mange år har det føltes som at sejle på åbent hav, med høje bølger der smadrer ind i min båd, mens jeg lod kulingen bestemme retningen. Men det øjeblik jeg lærte om de skæggede, kvindelige völva, var det som om stjernerne begyndte at lede min vej til land.
Jeg værdsætter i høj grad andre praksisser af spiritualitet, men forstår også at min plads bør være som en distanceret værdsætter og ikke som en, der tager del i praksissen. En stor del af påskønnelsen er også at forstå, hvordan køn og samfundet fungerer i konteksten af spiritualitet. Selvom jeg ikke er bundet med blod, så har det at lære hvordan trans-hed har eksisteret i mange tusind år, især i konteksten af spiritualitet, bragt mig en lyksalighed og tilhørighed. Og selvom jeg højst sandsynligt kun forstår kompleksiteten af køn gennem vores nuværende moderne linse, så har jeg en stor mængde respekt for de ’trancestors’ (ordspil på ancestor (forforældre) og trans) som kom før mig. Hele vejen tilbage til de lergraveringer af fablen om Ninhursag, som skabte et væsen uden mandlige eller kvindelige organer, og hvordan guden Enki placerede denne eksistens af intet-køn ved siden af kongen i samfundet; til de tredjekønnede tilbedere af Ishtar som blev beskrevet som mennesker med både kvindelige og mandlige karakteristika inden for Sumer-samfundet; de græske androgyne mennesker, som i Platons Symposiom blev beskrevet som magtfulde dobbelt-væsener, som Zeus blev nødt til at halvere, fordi de blev for stolte, til dem der er kendt som ’quari-warmi’ fra Inkariget, som var shamaner, der bandt sig til verdens dualisme ved at være både mand og kvinde.
Kolonialisme har været skyld i tabet af verdens identiteter, og homogeniseret os til en uniform eksistens af ingen identitet, hvor afvigelser som queer-hed er set som en trussel. For at frigøre os, bør vores spirituelle praksis være oldgammel og ære rødderne af vores før-kristne tro, og derfra forbinde os til verden omkring os på ny. Men dette rejser et sidste spørgsmål: Er så queer-heden af spiritualitet, og queer-hed generelt, ikke også et produkt af vores koloniale historie? Trods alt eksisterede det vi kalder ’queer’ længe før Colombus begik folkedrab, og queer-hed eksistere kun som bevis på hvad der afviger fra den undertrykkende norm af vores samfund.
