Interview med Mads Ananda Lodahl
Af Lars Henriksen
Foto af Lærke Posselt
Vil du præsentere dig selv?
Jeg arbejder i 3 spor, kan man sige. Det første er politisk, aktivistisk og holdningsprægende. Det andet har været et mere kulturelt, kreativt spor, hvor jeg har været forfatter, filmanmelder og lavet alle mulige musik- eller festivalprojekter. Som det tredje spor er jeg er massage- og mind-bodyterapeut. Det, der ligesom binder det hele sammen, er seksuelle og kønslige minoriteter: queer, trans, LGBT, hvad man nu vil kalde det. Og bredere forstået: Identitet og minoriteter og inklusion-eksklusion, majoritet, diskrimination, modstand. LGBT-sporet er den røde tråd.
Møder du på et tidspunkt en udløsende faktor for dit arbejde med dig selv og dine egne holdninger, eller syn på LGBTI+ miljøet, eller LGBTI+ sagen ud fra et queer-perspektiv?
Jeg var klart en freak i Herning, hvor jeg kommer fra. Da jeg flytter derfra, møder jeg nogle punkere i et tog i Sydtyskland, langt, langt ude på landet og ender til en punk-koncert. Jeg vidste ikke, at punk fandtes. Det var en virkelig skelsættende oplevelse, og jeg kan huske, at sidde til den der punkkoncert og tænke: ”Jeg er kommet hjem.” Punk er mit subkulturelle hjem, det er der, jeg føler mig mest hjemme.
Punk, for mig, er en form for lutring eller opgør, hvor man ligesom brænder alt det væk, man er blevet opdraget med og ikke kan lide: Ligegyldige normer for, hvordan man opfører sig, hvordan man sidder, hvordan man klæder sig, hvordan man spiser og alt sådan noget, men jo også meget mere grundlæggende.
To ting, synes jeg, er fuldstændigt essentielle, og kernen i punk og i anarkisme: Det ene er, at det er anti-autoritært. Det betyder, at der er ikke nogen, der skal lede MIG, ingen, der skal bestemme over mig, men det betyder også, at jeg heller ikke vil lede – jeg vil ikke være nogens leder eller have fans eller følgere. Jeg vil gerne putte noget ud i verden, men folk skal selv tage stilling til det. Jeg vil gerne gå ved siden af folk – der er ikke nogen, der skal gå foran mig, der er ikke nogen, der skal gå bag mig. Jeg vil gå ved siden af folk, og ellers, så går jeg alene.
Det andet er DIY. Idéen om, at man gør tingene selv. Jeg har ikke brug for at få en eller anden tilladelse fra en myndighed, og jeg har ikke brug for, at få at vide, at det er godt nok, det jeg gør. Det kan jeg godt selv vurdere, og det kan jeg vurdere sammen med mine venner. Jeg tror virkelig, det er noget, der holder mange tilbage: ”Ah, det kunne være fedt, hvis der var et arrangement for sådan nogle som mig,” hvor jeg bare har det sådan: Så lav det! Hvem holder dig tilbage?
Den anden katalysator var, da jeg var til Queerruption, som var en international Queer-festival, i 2005 i Barcelona. Det er mit første rigtige møde med Queer. I en gammel besat fabrik med 1.000 queer punkere. Jeg var bare sådan: ”OK, det er sådan her, det skal hænge sammen, ikke?” Det var første gang, jeg var til en sex-fest, og ’Byg din egen dildo’-workshop, og masser af politiske diskussioner, og slås med politiet, og bare sådan – alt muligt – og alle mulige køn også, der var fuldstændig virvar.
“Jeg vil gerne gå ved siden af folk – der er ikke nogen, der skal gå foran mig, der er ikke nogen, der skal gå bag mig. Jeg vil gå ved siden af folk, og ellers, så går jeg alene.”
Du er, som forfatter, oplever jeg, gået fra at skrive aktivistisk litteratur til at skrive noget andet med “Sauna”. Hvordan ser du selv på det og den sammenhæng?
Jeg har skrevet skønlitteratur, siden jeg var barn, og inden i MIG, har det altid haft en central plads. Da jeg så kom ind i alle disse forskellige politiske bevægelser, blev det mere presserende at skrive mere politiske tekster, og det har jeg været glad for og stolt af, men jeg har hele tiden vidst, at det jeg i virkeligheden gerne vil skrive, ER faktisk skønlitteratur. “Upassende Opførsel” var på en måde sådan en opsamling af alt det arbejde, jeg havde lavet i alle de der år, at jeg ligesom sagde: ”Nu skal I høre, hvad jeg har lært!”
Jeg havde på fornemmelsen, mens jeg læste “Sauna”, at jeg læste en skønlitterær version af “Upassende Opførsel”.
Det er det, med de her tre spor, jeg arbejder i. Den røde tråd, der hele tiden handler om LGBT-liv, -trivsel, – verden, -krop, -sex, -whatever. Men det ene er et politisk projekt. “Sauna” er et skønlitterært projekt.
Og hvad kan skønlitteratur? Hvorfor skriver vi skønlitteratur? Hvorfor bruger vi kunst? Hvorfor ser vi film? Det gør vi jo bl.a. for at opleve noget, som ikke er os selv. For at opleve at være en anden end vi selv er. Men også for at blive bedre til at være os selv, ikke? Vi skaber jo vores identitet ved at spejle os i forskellige historier, noget, der ikke passer, som er fundet på, om det så er mytologi, eller om det er historier rundt om bålet, eller Hollywoodfilm, så kigger vi og siger: ”Nåh, ja, sådan kunne man også opføre sig.” Eller sådan kunne man også håndtere den der situation, eller sådan kunne man også forelske sig, eller… Og det kan skønlitteratur meget bedre end nonfiktion.
Er der også noget med at opleve en version af sig selv, som vi som LGBTI+ personer ofte ikke finder i anden kunstproduktion?
100%. Sauna skulle bare være sådan en ordentlig kioskbasker, som du kunne lade dig opsluge af, og ALLE siger bare: ”Jeg læste den på en dag.” Også folk, der aldrig læser bøger, og det var det, jeg gik efter! Denne her skal ikke i ”smallekassen”, det er ikke en nichebog, den skal bare UD. Derfor var jeg vildt glad for, at Gyldendal var enige med mig i, at dette her ikke var en smal bog. Men en bred bog. Og først og fremmest, i virkeligheden, en underholdende bog.
Det virker, som om der er en LGBTI+ bølge blandt forlagene. Er der et gennembrud i forståelsen for, at LGBTI+ litteratur ikke nødvendigvis er smal litteratur?
Der er sket noget i de sidste 10 år, som er fuldstændigt unikt i verdenshistorien. At man, som forfatter, kan være helt åben om, at man er LGBT-person, og man kan skrive om LGBT-emner, eksplicit, i sine tekster, og alligevel bliver ens tekster FØRST og fremmest set som litteratur. Det har ALDRIG eksisteret før.
”I gamle dage” kunne man ofte stå med sådan en oplevelse af et valg: ”Vil jeg have noget, jeg kan relatere til, eller vil jeg have noget, der er godt?” I dag kan man så få begge dele, og det er faktisk ret dejligt. Derfor er det helt vildt vigtigt, at der også er heteroseksuelle læsere, for ellers kan det ikke betale sig.
Gør du dig overvejelser om, hvem, der må skrive hvad om hvem, og hvornår?
Ja, det gør jeg. Jeg synes, at alle må skrive lige, hvad de vil om lige hvem de vil. Det synes jeg 100% og det er VIRKELIG vigtigt. Der er FULD ytringsfrihed.
Men jeg synes, at hvis man som forfatter skriver om en gruppe (uanset om man selv tilhører den) som historisk set, er blevet underrepræsenteret, fejlrepræsenteret, negativt repræsenteret eller hadefuldt repræsenteret, BØR man forholde sig til det – ansvarsfuldt! At tage ansvar er ikke det samme, som at man skal repræsentere folk positivt, men at man repræsenterer folk respektfuldt, nuanceret og fair.
Man må skelne mellem at fetishisere, objektivisere, eksotisere, og at subjektivere, og seksualisere. Det var vildt vigtigt for mig at SEKSUALISERE og subjektivisere William. At gøre ham til et sex-objekt OG til et sex-subjekt. Altså til én der har en seksualitet, én man kan have lyst til og som kan have lyst til én. Men uden at han er REDUCERET til det. Han skal på én gang fremstå som begæret og respekteret — på samme tid og af den samme person. Det fortjener vi alle.
Dit forfatterskab er i høj grad kendetegnet ved viljen til, eller evnen til, eller modet til, vil jeg næsten sige, til at stille din egen sårbarhed og ”fejlbehæftethed” blot. Er det bevidst?
Jeg har lært det på den hårde måde. På gaden, selv, ved at begå fejl. Jeg var 23 før jeg hørte ordet feminist første gang, og jeg var bare: ”Hvad betyder det?” Og folk var bare sådan: ”Nej, hvor er du bare ‘pikket’.” Men hvor fanden skulle jeg vide det fra? Der var ikke nogen, der havde fortalt mig det. Derfor tror jeg, at jeg har virkelig megen omsorg og tålmodighed med folk, der lige starter på rejsen. Fordi – det har gjort mit liv meget rigere og større, at der har været nogle andre, der har været tålmodige med mig.
Jeg ser det her som en rejse uden mål. Der var et tidspunkt – det er jo ikke kun ham, der har sagt det – hvor Simon Emil Ammitzbøll sagde i et interview: ”Så! Nu er vi i mål med LGBT-rettigheder.” Og for det første kan man sige, at: NEJ! Det er vi ikke. For det andet kan man sige: Hvad fanden MENER du egentlig? Hvad betyder det? At være i mål? Det er, som om nogen har sådan en lineær opfattelse af, at vi kommer direkte ud af koncentrationslejrene og så herhen, og så har vi det godt, og så kan vi bare [klapper hænderne sammen i en afslutningsgestus] nyde det resten af tiden, og sådan har jeg det ikke.
Det er jo det samme med diskussionen om homoægteskab. Er det målet? Det er det for nogen. For andre er det et skridt VÆK fra målet. Så vi har simpelthen ikke det samme mål, heller. Og det, der er målet for Simon Emil Ammitzbøll, er jo slet ikke det samme, som det, der er målet for mig, f.eks., eller dig?
Og fortællingen om fra mørke mod lys…
Ja, det er slet ikke sådan, jeg oplever det, og jeg tror også, at det er derfor, jeg har meget mere tålmodighed – og meget mere tilgivelse overfor mig selv og andre. Det er ikke sådan, at du har været et dumt svin, og nu blev du et godt menneske. Nej – det er sådan: Nu begik du en fejl, og så lærte du noget af det, og så begår du den samme fejl igen og så tænker du, “nå, jamen så lærte jeg det igen,”og det hele bliver bare ligesom ved. Det er cirkulært, ikke?
I Queer Jihad insisterede vi på at have retten til at lave fejl og på retten til at være i tvivl. Det var et af vore slogans: ”For retten til at være sikker på, man er i tvivl!” Det er jo et meget Queer perspektiv.
Jeg er så træt af, at Queer, som jo betyder ”klamme bøssesvin” og ”perverse stodder” ikke er blevet oversat [til dansk], for der er virkelig gået noget tabt. Jeg kan stå og snakke om ”queer dit og dat” og med folk, der selv identificerer sig som Queer. Hvis jeg så siger: ”Ja, transer og andre perverse freaks og bøsser og du ved…. ”, så er de sådan: ”Ej, sådan siger man altså ikke” og så må jeg svare: ”Er du klar over, hvad QUEER betyder?”
Når man tænker på, hvordan det var for Judith Butler at stå på et universitet, og snakke om queer-teori, hvor provokerende, det har været. Og det er det, Queer er: Unapologetic. Vi er sådan her som vi er. Vi ER fucking sådan her! Vi er dirty, vi er perverse, vi har masser af kærester, vi laver alle mulige beskidte ting, og det er vi fucking GLADE for. Det er FEDT, vi er sådan! Det er ikke synd for os! Det er ikke fordi, vi er syge! Det er ikke noget, vi ikke kan gøre for. Vi kan godt lade være, hvis det var! Og det er der bare noget virkelig, virkelig provokerende, og kontroversielt, og konfliktsøgende i — det er konfrontativt, men der er også noget meget stærkt i det, som gør, at man ikke bagefter skal til at slås med at: ”Nå ja, nu fik jeg også lige sagt, at jeg er “Born This Way.” Gu’ er jeg ej Born This Way – jeg har VALGT at leve sådan her!
“Og det er det, Queer er: Unapologetic. Vi er sådan her som vi er. Vi ER fucking sådan her!”
Mads Ananda Lodahl har bl.a. skrevet Upassende Opførsel, (Forlaget Solidaritet, 2018), Sauna, (Forlaget Gyldendal, 2021) og er med i forfatterkollektivet bag Bøssedanmark på forlaget Vild Maskine, 2021. Han anbefaler film og litteratur på bloggen Ekstra Pensum, holder foredrag og arbejder som terapeut.
Besøg Mads’ hjemmeside på www.almindelig.com og hans blog www.ekstrapensum.blogspot.com.
