“Hunger er en feministisk problemstilling, ligesom det er et spørgsmål om samfundsklasse. Lige meget hvad nogen forsøger at bilde dig ind, så er det aldrig din skyld, at du lever i et defekt system, og vi har alle en helt basal ret til at spise.”
Af Lærke Vinther Christiansen
Vi er her, vi er queer, vi minder jer endnu engang på, at hunger ikke blot er et spørgsmål om samfundsklasse, men et feministisk anliggende, og husk at retten til at spise (de rige) er et ældgammelt udsagn.
Du har sikkert hørt det før: “Spis de rige.” Beslaglæg produktionsmidlerne. Gør oprør mod undertrykkende strukturer. Længe leve revolutionen. Det er virkelig et skønt koncept. At gøre oprør mod undertrykkende strukturer er lige i LGBTI+ miljøets ånd. Men hvad betyder det? Hvor skal vi begynde? Vi kan starte med at takke Jean-Jacques Rousseau, som er ophavsperson til udsagnet: “Spis de rige.” Rousseau var en stærk kritiker af modernitet og samfundet, hvilket ses i hans værker, såsom Afhandling om Ulighedens Oprindelse (Discourse on the Origin of Inequality) og Den Sociale Kontrakt (The Social Contract). Men det var først efter hans død, sidst i det 18. århundrede, at Adolphe Thiers anvendte Rousseaus ord i sit ti-binds værk: Den Franske Revolutions Historie (History of the French Revolution) til at vække revolutionens ånd til live: “Når folket ikke længere har mad at spise, vil de begynde at spise de rige.” For det viser sig, at selv når du har smadret Bastillen, hugget hovedet af kongen og vedtaget Erklæringen om Menneskerettighederne i nationalforsamlingen, vil den frihed og de privilegier ikke mætte hverken dig eller din familie. I det 18. århundredes Frankrig, begyndte de franske indbyggere, til trods for at have bevæget sig mod et mere lige samfund, at indse at forhandlerne stadig kun solgte muggent brød og gammelt kød til jævne folk, og gemte de gode varer til overklassen. Hvilket, ærligt talt, var skandaløst, var der ingen der havde fortalt dem at ægte lighed (og guillotinen) var kommet for at blive? Helt ærligt, at gå det feudale samfunds ærinde var, ligesom, helt år 1788.
Hvis vi accepterer Rousseaus and Thiers roller som ophavspersoner til den franske revolutions devise om at “spise de rige”, er det ikke langt til at sige at dén ”spis de rige ”-bevægelse vi ser i dag, stammer fra den franske revolution. Hvad vigtigere er; “spis de rige” handler ikke kun om at omfordele goder og kommunistisk ideologi (selvom det godt nok er en stor del af det). Essensen af “spis de rige” handler om at få ordentlig mad, der ikke aktivt forgifter dig, selv efter du gør arbejdet og revolutionerer et helt pokkers samfund. Det handler om at have råd til basale menneskelige rettigheder, som overklassen prøver at manipulere dig til at tro, du ikke har fortjent, blot ved at være til, men at du snarere skal gøre dig fortjent til ikke at gå sulten i seng ved at hive dig selv op ved håret.
Forfatteren Mikki Kendall udtrykte det fremragende således: “Ægte lighed starter med at sikre, at alle har adgang til de mest basale nødvendigheder.” Det eneste problem er, at dette citat stammer fra Kendalls bog Hood Feminism, som blev udgivet i 2021, og ikke fra en 18. århundredes revolutionær, som har været død i mange år. Måske er et mere passende spørgsmål: Hvorfor må vi stadig slås for at dække alle menneskers basale behov? I Kendalls bog er et helt kapitel dedikeret til at erklære hunger for et feministisk anliggende. Hun pointerer, at der i Amerika findes kun en type mad, som er tilgængelig for dig, hvis du tilhører en speciel indkomstklasse. Den type mad er ofte kraftigt forarbejdet og anses for ‘fedende’, hvilket skaber fordomme omkring den mad, du har råd til at spise. Dette har tit affødt spørgsmålet: “Hvorfor prioriterer folk ikke bare at spise mindre forarbejdet mad?”. Vi kan jo starte med det faktum, at Amerika er berygtet for dets ‘mad-ørkener’, men ser vi bort fra det, så nytter det ikke noget, om der er en dagligvarebutik lige ved siden af dit hus, hvis du ikke har råd til at handle der. Hvad vigtigere er, madvarer, som er kraftigt forarbejdede, vil ofte have lang udløbsdato og være meget billigere end økologiske grøntsager friske-fra-gården, som holder en uge.
Bor du desuden i et område, hvor grundvandet også er forurenet, så du ikke kan drikke vandet fra hanen, er det i mange tilfælde billigere at købe sodavand. Juice anses ofte for at være et sundere alternativ til sodavand, men sodavand er forholdsvist billigere og sodavandsproducenterne sørger altid for at filtrere vandet grundigt på deres fabrikker. Vigtigt at bemærke her er at grundet det høje sukkerindhold og den lufttætte emballage risikerer sodavand i mindre grad at blive for gammelt, i modsætning til juice, hvor vi har set mærker som Capri-Sun sende muggent juice på markedet, på grund af dårlig indpakning. Så hvorfor bliver de rige rigere, har adgang til rent drikkevand samt friske, dyrkede fødevarer, mens fattige mennesker må slås for at føderale tiltag såsom Supplemental Nutrition Assistance Program (tidligere kendt under navnet Food Stamp Program. Et føderalt initiativ, der yder hjælp til indkøb for mennesker med lav eller ingen indkomst) ikke forsvinder? Det korte svar på sidstnævnte spørgsmål er, at det skønnes at velgørende organisationer kan og burde hjælpe de ‘ulyksalige’ i samfundet og hjælpe med at fordele mad og støtte. Dog har velgørenhedsorganisationer sjældent midlerne eller personalet til at gøre så stor en forskel som regeringens tiltag kan. Lad os nu se på, hvorfor de rige bliver rigere. Her findes en mængde faktorer, men lad os starte med at se på passiv indkomst. For enkelthedens skyld bevarer vi Amerika som eksempel, mere specifikt: Mackenzie Scott. Mackenzie Scott er et klassisk eksempel på den absolutte, ubestridelige økonomiske bekvemmelighed ved passiv indkomst af den simple grund, at det ingen rolle spiller, hvor mange penge Scott giver væk, uden at have en reel indkomst, hun synes at blive rigere for hvert skatteår, der går. Mackenzie Scott fik 4% af Amazons aktier i skilsmissen fra Jeffrey Bezos i 2019, hvilket gav hende en egenkapital på omkring 60 milliarder dollars. Selvom Scott har doneret over 8,5 milliarder til velgørende organisationer og NGO’er i 2020, er hendes formue vokset med 1,31 milliarder i 2021. Dette skyldes, at Amazon har nået et rekordhøjt nettoformue på 1,7 trillioner dollars i løbet af 2021. Med en Amazon-aktie som bare stiger og stiger, kan Scott helt bogstaveligt talt ikke nå at bruge penge hurtigere end hun tjener dem. Dette betyder dog ikke, at hun ikke gør et hæderligt forsøg, idet hun sikrede sig, at de 8,5 milliarder dollars kun blev doneret til kvindeligt ledede organisationer, suppekøkkener samt sorte colleges for at nævne nogle få.
Scott er dog ikke alene om at være gavmild. Flere milliardærer har underskrevet et ‘Givende Løfte’, hvori de forpligter sig til at bortgive mindst halvdelen af deres formue i deres levetid. Selvfølgelig, hvis du fjerner 50% af en hulens masse penge, hvad står du så tilbage med? Stadig en kæmpe sum penge. Til syvende og sidst kan vi måske se på koncepter såsom ’Det Givende Løfte’, som søger at forbedre verden gennem filantropi, og undersøge om de generøse mennesker der står bag, ikke er selve grunden til at sådan et initiativ er nødvendigt. Med vage og generaliserende løfter om gavmilde donationer svarende til halvdelen af en milliardærs kumulative formue, ser fremtiden for velgørenhedsorganisationer lys ud, så hvorfor kan de ikke påtage sig at udrydde hunger? Her kan vi pointere, at donationer sjældent sker på et fair grundlag, ej heller distribueres de ofte på retfærdig vis. Har du nogensinde prøvet at søge om et legat eller en form for økonomisk støtte til en organisation eller til dig selv? Så ved du at det ikke ligefrem er en dans på roser (medmindre roserne gror i Dunkelskov). Hvad vigtigere er, og som tidligere omtalt, har myndighederne langt bedre evne til at nå en bredere del af befolkningen, og de besidder den nødvendige information for at sikre at de, som har brug for hjælp får hjælp. Faktisk er der teorier såsom Den Moderne Monetære Teori (Modern Monetary Theory), der foreslår, at vi helt basalt trykker flere penge og får regeringen til at investere dem i nødvendige instanser såsom veje og skoler, hvormed pengene bliver sat i spil uden at drukne markedet med overskydende kapital. Således undgår vi at være afhængige af, at de ultrarige skal løse verdens problemer. Markedet vil nødvendigvis blive påvirket af de investerede penge. Tid til et eksempel: Jolene, alles yndlingsbygningsarbejder, får en tjans med at reparere de nye veje, således at hun endelig har en god indkomst. Hun køber derfor en smule mere mad og måske en fin ny økse med de penge, hun har til rådighed, fordi hun er voksen med voksenpenge, og hvilken kvinde ejer ikke en ordentlig økse? Når hun gør dette, sætter regeringen skatterne op, for at afværge inflation. Markedsprisen på mad og andre varer vil dog ikke stige, fordi de højere skatter betyder lavere rådighedsbeløb for Jolene. Dog vil Jolenes tidligere rådighedsbeløb ikke længere falde ned i de kapitalistiske milliardærlommer, men flyde tilbage i regeringens pengepung, således at de har råd til at ansætte Jolene til flere byggeprojekter.
Der er stillet adskillige forslag til, hvordan vi løser hungerproblemet og har du lyst, kan du gennemføre en hel universitetsgrad i filantropi og lære om, hvordan du bliver en gavmild person. Hvis du skal tage noget med fra denne artikel, så lad det være dette: ‘Spis de rige’ er måske bare et morsomt tidsfordriv, men det kan spores helt tilbage til det 18. århundredes Frankrig, hvor det inspirerede til en revolution, fordi folk var trætte af at få at vide, at de ikke fortjente at spise grundet deres sociale klasse. ‘At spise de rige’ trækker tråde helt frem til vores moderne samfund, hvor folk stadig lider af hunger. Disse mennesker får at vide, at de selv er skyldige i deres egen situation, fordi de ‘bare’ kunne købe bedre mad, og har de brug for flere penge, kan de blot gøre en indsats og hive sig selv op ved håret. Tiden er måske inde til at indse, at der ikke kommer nogen og redder os. Vi kan i hvert fald ikke være afhængige af velgørende milliardærer, som er medskyldige i at skabe de økonomiske uligheder til at starte med. Vi kunne stoppe med at tage for givet, at velgørenhedsorganisationer og private kapitalindskydere vil hellige deres tid, penge og goder til at lappe hullerne i samfundet og i stedet satse på innovative økonomiske metoder for at give os de nødvendige muligheder til at kappe båndene til milliardærerne. Om ikke andet kan vi måske gribe denne mulighed til at huske os selv på, at hunger er en feministisk problemstilling, ligesom det er et spørgsmål om samfundsklasse. Lige meget hvad nogen forsøger at bilde dig ind, så er det aldrig din skyld, at du lever i et defekt system, og vi har alle en helt basal ret til at spise.
