40 år med aids: AIDS-Fondet udgiver bog med stærke personlige fortællinger

Af Andy Grysbæk

I år er det 40 år siden, at aids-epidemien for alvor fik fat. Det er også 25 år siden, der kom en behandling, der virkede, og en hiv-diagnose holdt op med at være en dødsdom. I den anledning udgiver AIDS-Fondet 1. december 2021 bogen 40 år med AIDS: personlige fortællinger. Bogen er en antologi med beretninger om at få hiv, overleve hiv og leve med hiv. Bogen er skrevet og fortalt af dem, der selv har hiv, og den skabes og udgives med nonprofit-forlaget Ordskælv.

INFO

Bogen 40 år med aids: personlige fortællinger kan forudbestilles ved at sende en sms til 1217 med teksten BOG. Så modtager du en sms med et link til bestillingssiden.

Ordskælv er et prisvindende nonprofitforlag og et skriveværksted, der arbejder for at fremme generationer af stærke skrivere, empatiske læsere og kreative tænkere i hele Norden. Ordskælv har tre søsterorganisationer i Norden: Ordskjelv i Norge, Ordskalv i Sverige og Orðskjálfti i Island.

Indgangen til 1980’erne rummer for mange unge håbet om en ny tid. 1970’ernes økonomiske krise og orange/brune tro på fællesskabet og revolutionen skal være fortid. Nu handler det om pastelfarver, personlig frihed, fest og en ubekymret tro på fremtiden.

Men allerede i juni 1981 sker der noget, der får uskylden til at forsvinde. Amerikanske læger oplever, at unge homoseksuelle mænd, der ellers har været sunde og raske, får alvorlige lungebetændelser og sjældne kræftformer. Sygdomme, man kun ser hos mennesker med stærkt nedsat immunforsvar. På det tidspunkt ved man ikke, hvad det er for en sygdom, man har med at gøre.

Den første gang man hører om hiv herhjemme er i december 1981. Her kan man på forsiden af Politiken læse om de første tilfælde af hiv i Danmark under overskriften “Bøsser ramt af sjælden kræft”. Man er stadig langt fra at finde ud af, hvad det er.

Sygdommen rammer hårdt i bøssemiljøerne verden over, hvor antallet af syge og døde bare vokser år for år. Samtidig er verden vidne til en epidemi, der er stukket helt af på den sydlige del af det afrikanske kontinent – og herhjemme rammes blødere og stofbrugere.

Bøssepesten. Sådan kalder verden det, og frygten spreder sig som en epidemi. Der er ingen forklaring på, hvorfor nogen bliver syge, og andre ikke gør. For mange er det uvirkeligt og langt væk. Andre tvinges til at handle, fordi de selv eller deres nærmeste bliver ramt.

Den historie bliver fortalt indefra i AIDS-Fondets kommende udgivelse af de mennesker, der bogstavelig talt har den under huden. Den prisbelønnede organisation Ordskælv, der er eksperter i at hjælpe folk med at skrive deres egne historier, hjælper deltagerne med at få skabt en flot og sammenhængende bog.

Hver mandag fra september til november har deltagerne mødtes hos AIDS-Fondet for at skrive sammen.

Vigtigt at kæmpe mod de fordomme, der stadig hersker

En mandag aften i september tager deltagernes skrivning afsæt i egne billeder og ting fra deres liv. Kan de lukke os op – både på skrift og for hinanden? Det kan de. En koral fra en vandkant i Vietnam og et forsidebillede fra DJØF-bladet i 1989 er eminente fremkaldervæsker for fortællinger.

Jens Peder Høeberg, der er en af deltagerne i projektet, læser op: “Da min søn var 12 år, læste han spisesedlerne fra BT og spurgte ’skal du dø, far?’. Der løj jeg jo selvfølgelig.”

Karen Siercke, som er leder og stifter af Ordskælv, reagerer på Jens Peders tekst: “Den sidste del af sætningen – der løj jeg jo selvfølgelig – kan jeg vælte omkuld i resten af aftenen. For mig er det en af de sætninger, der er hele essensen. Den tydeliggør det livsvilkår, I har vaklet med. At døden var en selvfølge. Og så skulle det alligevel vise sig, at du slet ikke løj, Jens Peder. For her er du jo, lyslevende og med koraller fra Vietnam i håndfladen.”

Jens Peder Høeberg har ikke umiddelbart selv tænkt, at det er en vigtig del af hans historie til bogen, at han har en søn, men Mikkel Emborg, som også er en af forfatterne til den kommende udgivelse, giver følgende respons: “Det er en vigtig facet til din livshistorie, at du har børn. Jeg syntes, det var slemt nok at skulle dø alene.”

Det får Jens Peder til at genoverveje.

Der sker noget godt, når tekster, der er skrevet af en person, bliver læst højt for andre skribenter, der har historier, der tackler det samme grundstof. I det møde bliver historierne skærpet og tydeligere. Og det er bogens styrke. Historien om hiv og aids kender vi i grove træk, men nuancerne er mange og vigtige at fortælle og få fortalt.

Den samlede bog bidrager med et kalejdoskopisk blik på hiv og aids fra de overlevendes perspektiv.

Stine Bang er chefkonsulent hos AIDS-Fondet og uddyber: ”Vi ønsker med bogen at slå fast, at selvom aids-epidemien for de fleste er noget, der er ovre, så er der stadig 6.600 mennesker, der lever med hiv i Danmark. Mange oplever til stadighed marginalisering og stigmatisering. De bærer på en hørt tung bagage, som de færrest kan forstå eller kender til. Bogen nuancerer fortællingerne om aids og hiv med de hiv-positives egne ord.”

Vigtigt at kæmpe mod de fordomme, der stadig hersker

1. maj tiltrådte Lars Christian Østergreen som direktør for AIDS-Fondet. Og han har en helt personlig motivation for at stille sig i spidsen for fondet og kampen mod fordommene: 12. august fortalte han for første gang verden, at han selv lever med hiv, og han gjorde det på forsiden af Politiken.

”Vi er 40 år inde i epidemien. Det er på tide at lægge frygten og skammen væk. Behandlingen virker. Diagnosen er ikke en dødsdom. Men så længe vi holder fast i fordommene, gør vi livet sværere for os, der lever med hiv,” siger Lars Christian Østergreen.

I forordet til bogen fortæller direktøren om, hvordan det påvirker en, når man ikke føler, at man kan være åben omkring sin diagnose. Hans fortælling introducerer bogen som prolog og sætter fokus på de sidste 40 år med hiv og aids. Udgivelsen markeres med en udgivelsesfest på World AIDS Day 1. december 2021 med en oplæsning af bogens forfattere.

Værdien af en lille rød sløjfe

Organisationen Ordskælv, der står for den kreative udvikling af bogen, blev stiftet i 2009 med inspiration fra San Francisco. Ordskælvs grundtanke er, at alle har ret til at udtrykke sig. Siden starten har Ordskælv forbundet mennesker, ideer, værktøjer, ressourcer og organisationer for at give mennesker styrken til at rejse sig i fællesskab og samskabe professionelle udgivelser og events baseret på deres egne historier, håb og drømme.

Karen Siercke, leder af Ordskælv, har en særlig forbindelse med AIDS-Fondet:

”Da jeg var i mine tyvere, hæklede jeg alt: Burritos, shorts og små snemænd, der lignede tamponer. Og dengang blev jeg kontaktet af AIDS-Fondet, som spurgte, om ikke jeg ville designe en selv-hækler-sløjfe til World AIDS Day. Så det gjorde jeg.

”100.000 hæklenåle blev sendt med skib fra Indien, mine hænder blev fotograferet til hækleopskriften, 400.000 meter bomuldsgarn blev klippet i 4-meter-stumper, og det hele blev samlet i små DIY-kit på rekordtid. Det år solgte Tiger 100.000 selv-hækler-sløjfer til fordel for AIDS-Fondet.

”Så da AIDS-Fondet nu 16 år senere spurgte om jeg vil være med til at skabe en udgivelse med fortællinger om at få hiv, så gav det mening.”

Bogen 40 år med aids: personlige fortællinger udkommer 1. december og kan forudbestilles hos AIDS-Fondet.

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden