Af David Blum
Det var ikke en fest, det var ikke en parade, det var en demonstration i fuld styrke, som fortalte resten af verden, at selv i Europa har vi stadig meget at lære
Thessaloniki, Grækenlands næststørste by, er en by af unge, eller i det mindste kan det se sådan ud på overfladen. Et gadelayout i romersk stil indkapsler den indre by i en fungerende og imponerende lodrethed, som gør det muligt for enhver, der kigger ud på det krystalfarvede Ægæiske Hav, at se tilbage og se de høje kvarterer langs bjerget, som en slags 3D-postkort. Det fungerer. Det er pokkers smukt.
Udover det er øllet særligt billigt, lokalt og smager svagt nok til, at enhver velmenende dansker må gøre sit for ikke at nævne det. Universiteterne er alle samlet i det samme område som de fleste af hovedattraktioner, herunder vartegnet Det Hvide Tårn, som findes også i alle Thessaloniki Prides materialer.
Efter en effektiv rebranding af et tårn, der siges at have været farvet rødt af fangernes blod, er det nu en standhaftig lektion i at ‘holde det rent’ som et tegn på sameksistens. Og på samme måde er Thessaloniki Pride ikke uden sin mangfoldighed.
Modig og i dit fjæs
Tre lastbiler kørte med i Thessaloniki Pride-paraden, hver med sine egne ‘beboere’, der i modsætning til den danske tradition for enten at holde det firma-farvet eller repræsentativt for en bestemt virksomhed, havde været håndhævdet til at holde sig til en sammenlægning af Post-Nuclear Apocalyptica med antifascistiske og anti-politi billeder med tilhørende BDSM-læder, Cyberware og unge influencers med bilhjelmen og træktovet ned, så de kunne gribe hænderne og tage imod sanganmodninger, mens den knaldorange lastbil bevægede sig ned ad gaderne blandt titusinder af farverige og livlige unge. Og jeg mener livlige.
Selvom de ikke ligefrem var inviteret, havde det marxistiske parti bannere med politiske slogans, der nærmest genlød af krigsråb, og opfordrede til retfærdighed for transkønnede og ofre for politibrutalitet. Politiet havde batoner parat ved de primære vejkryds, lige ude af syne — men det var ganske klart, at alle vidste, at de var der. Kameraerne var tændte, og gaderne var lige brede nok til, at det tvang stort set alle på fortovene enten til at følge menneskemængden eller gå ad de mange parallelle, men mindre effektive sidegader. Det var i dit fjæs, og da røgskyer matchede de vrede orange lys fra billige gadelygter på en middelhavs-sommerdag, der bliver til aften, kunne man nemt få følelsen af, at man var en del af noget.
Thessaloniki er ikke en rig by. I modsætning til København eller Sydney tager det omkring 20 minutter med en bus, som er designet til at komme for sent, at indse, at Thessalonikis grundlæggende infrastruktur er en blanding af turisme og New Age ”blue collar” jobs. Ikke fordi resten af Grækenland er meget anderledes. Ligeledes er de smukkeste og dyreste bygninger i byen stadig uden tvivl de ortodokse kirker, som er spredt rundt i landet — og mærkeligt nok så du ikke nogen sortklædte fædre i paraden. Selvom de måske skiftet klædet ud med læder. Der var masser af læder.
Og alligevel, selvom jeg havde chancen for bare at være en plet i paraden med et Erasmus+ projekt, følte jeg mig stadig mere tilbøjelig, mere begejstret, mere troende på den højlydte og sporadiske atmosfære.
Det er ikke tydeligt, hvad der førte til det, og afhængigt af hvilken slags neonlyserøde steampunk-briller, du ville bruge (jeg tror, de blev delt ud), kunne du lægge en masse i det. Var det det faktum, at det udelukkende var en “ungdomsting”? At selvom organisationen er på samme alder som Copenhagen Pride, så tog de en klar kulisse, men undgik ikke at fremhæve Stonewall-æraens pionerer der stadig gik med langs fronten?
Var det kaosset? Der er noget ved demonstrationer, der føltes mere som et skænderi end en fest — der var en tydelig Black Lives Matter-stemning over det hele, og et stort antal af bannere nævnte BiPOC-identiteter.
Spørgsmålet om identitet var der bestemt, og det er ikke helt tilfældigt, at der på alle lastbiler var repræsenteret en form for dobbeltminoritet. Det samme gjaldt sproget — en blanding af engelsk og græsk, som var både med på noderne… Men også i en mere Grøn-Anarki stil. Hvis det var foregået i København, kunne man fristes til at antage, at vi alle var medlemmer af Antifa. Men det ville ikke være retfærdigt at tage sin sociolog-, filosof- eller videnskabshat på, og analysere et så kompliceret system af valg, som førte til det, der mærkeligt nok gjorde Thessaloniki Pride mere elektrisk, end hvad jeg har set af i både NYC, Paris eller København.
“Fuck din Jomfru Maria”
Den ene ting, jeg fik ud af en hurtig spørgerunde til nogle medlemmer om deres mening, såvel som en bombardering af mine lokale grækere med alle mulige meningsløse spørgsmål, var at der var en tydelig stolthed over det hele.
Det var en slags “chin-up” affære, selv da det hele ebbede ud ved Det Hvide Tårn, og amfiteatret var vært for flere “tak for i aften”-taler, var der en slags smørret grin på alles ansigter, som jeg ikke tror er helt græsk eller helt Pride. En time inden paraden skulle nå sit sidste stop, var der opstået intense optøjer mellem politiet og nogle rasende mænd af en eller anden tilknytning, og der så ud til at være en generel følelse af ekstase i den evigt livlige indre by.
Og det er måske lige netop det. Der, den aften, var folk ikke bange for at være mere end lidt stolte over, at det hele netop hang sammen, men endnu vigtigere, at de havde modet til at gøre noget efter et års isolation og mere og mere konservative og Trumpianske argumenter, som fortalte os, at vi burde gå udenfor, når vores moralværdier sagde nej. Det faktum, at det gav mening i nogle timer. At den voldsomme transfobi, hypermaskulinitet og fremmedhad havde bogstaveligt talt ikke plads til at tale.
Det var ikke en fest, det var ikke en parade, det var en demonstration i fuld styrke, som fortalte resten af verden, at selv i Europa har vi stadig meget at lære, og at det ikke behøver at komme gennem nedladende bemærkninger eller ved at ‘gøre det bedre‘, fordi organisationen valgte sine sponsorer forsigtigt. Hver partner var en borgerrettighedsbevægelse, og udover at være sponsoreret af USAs konsulat og Heineken, var vi frit stillet til at skyde skylden på kapitalismen og lignende.
Det var ikke tilfældigt, at de to politiske partier, som lod til at være inkluderet, og som mine græske attachéerne fortalte mig, var de eneste, der blev lyttet til, var dybt røde. Dette var en klasseorienteret desillusionering over den måde, tingene blev drevet på, og i dag var det for de homoseksuelle og de transkønnede, som begge stadig har ærefrygtindgydende barske navne på græsk.
Jeg smågriner stadig over, hvordan et klassisk skældsord på græsk bogstaveligt talt kan oversættes til ”Fuck din Jomfru Maria”, men efter at have set Thessaloniki Pride, tror jeg, jeg forstår.
