Af Nicola Pettinger
Foto af Renato Manzionna
Det er en mørk, kedelig, blæsende og kold eftermiddag, da jeg banker på døren til Copenhagen Prides nye, skinnende og lyse kontor, klar til at snakke med Lars Henriksen og Chantal al-Arab om deres bog: Bøssernes Danmarkshistorie 1900-2020. Humøret løftes af de vidunderlige regnbuer, varm te og to utroligt engagerede og interessante mennesker at tale med. Vi snakker om temaet for dette blad, som er “bæredygtighed” — og hvad er mere vigtigt end at sikre, at historiens tråde væves bæredygtigt ind i vores nutid og fremtid? Så lad os prøve…
Lars og Chantal’s bog Bøssernes Danmarkshistorie 1800-2020 kan købes i boghandler eller online via deres udgiver, Forlaget 28B.
Hej I to! Og tusind tak for at give jer tid til at snakke med mig. Det er virkelig en smuk bog, og ingen tvivl om, at I må være utroligt stolte. Måske I kunne starte med at fortælle mig lidt om den?
Chantal: Ja, selvfølgelig. Det er en kronologisk historie om homoseksuelle mænds liv i Danmark fra 1900 indtil 2020. Vi startede i 1900, fordi der allerede er en afhandling i to bind, som dækker perioden 1660-1912. Ingen har taget faklen videre, så det besluttede vi os for, at vi ville.
Lars: Vi overvejede, om det skulle være en hel LGBTI+ historie — men i sidste ende indså vi, at vi som homoseksuelle mænd har erfaring med vores egen historie, miljø og fællesskab.
Chantal: Præcis. Selvom alle i LGBTI+ miljøet har været udsat for diskrimination, så har vi alle unikke historier, og det ville underminere den enkeltes historie, hvis vi forsøgte at få plads til dem alle. Historierne er alle forskellige, så… Vi fokuserede på, hvad vi selv kender til. Vi indså, at når vi så på kilderne, så kunne vi måske fange noget camp eller bøsseri på baggrund af vores personlige oplevelser. Måske andre ikke ville fange det.
“Vi fokuserede på, hvad vi selv kender til. Vi indså, at når vi så på kilderne, så kunne vi måske fange noget camp eller bøsseri på baggrund af vores personlige oplevelser.”
Helt klart — og måske kunne I også fortælle lidt om valget af titel? Jeg tænker, om jeg misser noget af konteksten i oversættelsen til engelsk?
Chantal: Altså ja, som der står på forsiden, så vil nogen kalde det en historiebog. Men vi er meget tydelige i forordet — det handler om fortællinger. Historien består af millioner af små fortællinger, og det har vi forsøgt at indfange. Vi forsøger ikke at fremtvinge en fuldkommen fortælling — det kan være problematisk for en traditionelt marginaliseret gruppe. Det er så vigtigt at inkludere de mindre fortællinger, at finde og følge vores heltes liv og dele deres oplevelser.
Lars: Ja — vi havde en del diskussion om titlen. Vi ville have kaldt den “Homohistorier”, og i sidste ende kom vi på titlen “Lars og Chantal fortæller om dansk bøssehistorie” — både fortælling og historie kaldes historie på dansk, så vi kunne spille på dobbeltbetydningen, hvilket vi også forklarer om i forordet.
Chantal: Lad os også tænke over det ord: “Bøsse”. Efter at have lært om Bøssernes Befrielsesfront, så er jeg så stolt af at bruge det ord, af at se mig selv som en forlængelse af deres arbejde, dem som tog ordet på sig og genvandt det.
Hvis man så tænker på bæredygtighed, er de her historier evigt forandrende?
Lars: Åh, det er jeg helt sikker på! Den næste person kunne skrive deres egen bog med deres egne historier, og den ville være helt anderledes.
Chantal: Jeg sagde for sjov til Lars, at jeg håber, at nogen bliver så oprevet over vores valg, at de selv vil gøre det bedre og virkelig går ud og laver deres egen research! Når du finder de her queer mennesker i historiebøgerne, så siger det intet om den del af deres liv. Vi har gjort dem synlige.
Lars: Se her — jeg kan vise dig det — i bogen har vi skrevet deres navne i lyserød, så de virkelig er synlige. Så hvis bogen sælger, vil det vise, at noget LGBTI+ også har værdi uden for miljøet. Og at vores fællesskab ønsker at vide mere om vores egen historie — kritikerne har allerede snakket om hvad der ikke er inkluderet, og det er virkelig godt at se.
(Grinende) Fantastisk — det må vi tage til et andet interview!
Chantal: Jeg håber bare, at vi kommer til at se meget mere historie skrevet fra synspunktet af historisk marginaliserede grupper. Det er vigtigt for majoriteten at opdage, at den historie, de bliver præsenteret for, faktisk er en kurateret version; mange mennesker er skrevet ud af historien for at få tingene til at gå op.
Lars: Men også hvordan vores samfund — det danske samfund — har reageret på forskellige mennesker gennem historien. Hvordan vi behandler “anderledesheden”. Det er også det aktivistiske perspektiv af bogen, at vi som LGBTI+ mennesker generelt ikke ser os selv reflekteret i historien og i de traditioner, vi fejrer. Denne bog er i det mindste et udgangspunkt for at blive bekendt med deres egen historie, og hvor de kommer fra.Chantal: Vi har altid været her — der er ingen måde at slippe af med os på!
Så vi kan se historiens perspektivet i, hvordan vi bevarer vores historie i dag?
Lars: Hvis vi vil overleve, så har vi brug for vores rødder. Det giver os mulighed for at stå fast i en storm.
Chantal: Der er et behov for en fornemmelse af LGBTI+ fællesskab, og for at det kan ske, har vi brug for at kunne forestille os som én. Forandring kommer ikke ud af ingenting, og vi er ikke automatisk på vej mod lyset. Danskere er gode til at fortælle sig selv, at de er fra et liberalt og accepterende land — men når vi dykker ned i kilderne, så ser vi, at det slet ikke er sådan! De rettigheder, vi har i dag, er resultatet af aktivisters arbejde, nogle få, meget stædige, politikere, samt enkelte læger og forskere, som blev anset som radikale i deres tid. Vi er ikke her i dag, fordi majoriteten havde lyst til at give os rettigheder — og det betyder, at vi ikke kan tage det for givet, at vi vil have flere rettigheder i morgen.
Lars: (Indskydende) Jeg kunne godt tænke mig at sige, at vi ikke altid går mod det samme lys. En af de ting, vi snakker om i bogen, er vedtagelsen af loven om registreret partnerskab i 1989, hvilket generelt bliver set som et kæmpe skridt fremad for LGBTI+ miljøet. Men der var også grupper dengang som var imod forslaget, fordi det ikke gav familierettigheder, som at adoptere børn sammen.
For at vende tilbage til det — temaet for denne udgave af bladet er bæredygtighed. I har kigget tilbage i tiden på de rettigheder, der er blevet givet. Hvordan ser I bæredygtigheden af disse rettigheder i dag?
Chantal: Hvis vi taler om bæredygtighed, så indebærer det for mig evnen til at kunne forestille sig fremtiden. Vi har evnen til at forestille os den slags verden, vi ønsker. Det smukke ved det menneskelige sind er, at vi har gaven til at forestille os en bedre verden. Og når det kommer til bæredygtighed — social, økonomisk, klimamæssig, alle disse slags bæredygtighed, så er vi nødt til at forestille os, hvilken slags verden vi har lyst til at leve i, og så marchere derhen.
Lars: Der har været meget intern strid i vores miljø gennem tiden som har blokeret udviklingen. Hvis vi kunne løfte hinanden og lære af historien, bære hinanden som fællesskab, så ville der ikke være nogen grænse for, hvad vi kunne opnå.
Det er et stort ansvar, når man fortæller historien for et helt fællesskab. Hvordan har det været for jer? I smiler til hinanden, som jeg siger det her — fortæl mig mere…
Chantal: Vi har snakket om det! Vi har haft en gennemgående diskussion om, hvordan vi gør det her: Hvad vil vi udelade eller inkludere, og hvorfor? Selvom sproget til tider er camp, så har vi været ret opmærksomme på, at det her er skrevet fra et queer perspektiv, og på historierne som vi havde brug for at inkludere for at føle, at vi leverede et holistisk indblik i homoseksuelle mænds historie i Danmark.
Lars: Det betyder dog ikke, at vi ikke har været bange undervejs og tænkt, at folk måske ville sige, “hvem har givet dem ret til at lægge krav på vores historie?” Vi var lidt nervøse, da bogen først udkom, for at se, hvordan den blev modtaget. Men nu ser vi, at det næsten er som om, folk har ønsket det her i så lang tid at, de er helt oppe at køre over det. Det handler ikke om os — det handler om, at historien bliver fortalt.
I forhold til oplevelsen med at samle alt det her — hvordan har det påvirket jer at høre de historier?
Chantal: Åh, livsforandrende.
Lars: Vi har virkelig følt, at det var det værd at samle al det materiale, fordi på et eller andet tidspunkt vil de ressourcer være væk. Vi laver stadig interviews, og vi skriver dem alle ned og arkiverer dem, så de næste personer, der om 50 år måske vil skrive noget, har nogle kilder.
Chantal: Vi havde så meget rig information. Hvis du kigger på manuskriptet, vi afleverede, så er omkring 100 sider blevet skåret fra. Så det er virkelig en kuratering, de største hits af danske, homoseksuelle mænd.
Det er virkelig en vidunderlig måde at beskrive det på og perfekt til mit næste spørgsmål — måske kunne I fortælle mig om, hvad der personligt for jer er det vigtigste? Jeg gætter på, at I måske har forskellige svar…
Lars: Jeg vil ikke sige én ting, men der er en bestemt feature — “hvis du vil vide mere, så er det her, du kan starte”. Vi har lavet en del af hvad man kan kalde “menubokse” (åbner bogen for at demonstrere). Den her — homoer i litteraturen. Hvis du har lyst til at dykke ned i det, så er der en anbefaling af de 25 mest signifikante homoseksuelle bøger gennem århundredet — start her! Vi har gjort det samme til film, for mennesker indenfor kunsten, vi har lavet det til skuespillere, vi har gjort det for magtfulde personer. Hvis du bare vil vide lidt, så kan du starte her.
Chantal: Jeg vil sige, at en god ting ved bogen, som mange vil nyde, er de mange billeder. Folk kan se fortidens homoer i øjnene. De kan pludselig sætte et ansigt på og sige, “Åh! Det er sådan her han så ud!”. Det her er måske lidt bøsset — men også faktummet, at den ser fabelagtigt ud! Det her er en bog, man kan have på sit sofabord…
(Indskyder) — Det var præcis, hvad jeg havde tænkt mig at sige!
… Og sige, hvilken smuk bog! Saml den op og kig igennem den. Selvfølgelig er det siderne, indholdet, der er det vigtigste, men den er også visuelt tiltrækkende.
Føler I så, at det hjælper med at holde fortællingerne i live?
Chantal: Jeg føler mig meget tæt forbundet med mange af disse mennesker, selvom jeg aldrig har mødt dem. Mange af dem er døde — men jeg er begyndt at genkende navne, og jeg har denne her fornemmelse af at deres fællesskab og mit fællesskab er i familie. En af lægerne på dette billede var den første læge til at skrive om AIDS i et homoseksuelt magasin. Senere fandt jeg hans dødsannonce, og jeg kan huske, at jeg blev ked af det, da jeg læste den. Jeg følte, at jeg havde mistet en ven, fordi jeg havde “mødt” ham så mange gange i billeder og tekst, så jeg følte, at jeg kendte ham.
Hvor utroligt. Lad mig lige samle den tråd op — du havde denne oplevelse, hvor du følte dig meget tæt med mennesker gennem jeres fællesskaber. Kan du fortælle mig om din personlige rejse, mens du skrev? Ting der har siddet fast på et emotionelt niveau?
Lars: Det her projekt har ligget og boblet inde i mig i en del år, og heldigvis har jeg samlet en del ting fra antikvariater gennem tiden. Vi havde så meget materiale, og nu en samlet kollektion af fortællingerne — og det er for mig meget emotionelt. At se mig selv og mit folk på tryk, at der er et sted, jeg kan pege på min hylde.
Vi har dækket så mange spørgsmål. Nogle særligt fremstående oplevelser, aha-øjeblikke? Noget I ikke var kommet forbi før?
Lars: Vi dømmer ofte historien set gennem moderne briller — det har ikke altid været, som vi ser det nu.
Tusind tak! Det har været en utrolig spændende og lærerig samtale.
