Af Hendrik Fischer
Billede fra The Gender Spectrum Collection & Unsplash
Eftersom temaet for dette nummer af HeartCore er bæredygtighed, ønskede jeg at undersøge emnet med en alternativ tilgang. Væk fra bæredygtighedens typiske fortolkning som kampen mod global opvarmning mod noget personligt. Grundlæggende betyder ordet bæredygtig “at give, hvad der er nødvendigt for at eksistere.” Men hvor ofte skal jeg forholde mig bæredygtigt til mig selv, mens jeg bor på denne planet? Hvor ofte er jeg ude af stand til at eksistere, fordi mine grundlæggende behov ikke bliver mødt? Og hvordan er erfaringerne fra andre i LGBTI+ miljøet?
Arbejdspladsen synes at være et sted, hvor linjerne mellem det personlige, private og professionelle sløres. Det kan være et rum fuld af adfærdsmæssig forvirring, der ofte stammer fra normative antagelser eller fejlkommunikationer. Så når jeg får en invitation til mit arbejdes sommerfest, som opfordrer mig til at tage min kone med, finder jeg det som homoseksuel mand temmelig vanskeligt.
I denne artikel har jeg talt med LGBTI+ personer fra forskellige samfundslag for at udforske deres personlige erfaringer med at være præcis den, de er, på deres arbejdsplads. Et sted som nogle vil hævde er styret af heteronormative normer.
Sprang du ud til dine kollegaer?
Ja, det insisterende jeg på. Da jeg blev ansat på min nuværende arbejdsplads, sagde jeg til chefen: “Du skal vide, at jeg er homoseksuel, og jeg vil have dig til at fortælle det til alle.” Jeg fortalte hende, at jeg ikke vil have, at nogen går med mistanker om noget. Jeg vil ikke spørges, om jeg er gift, og hvem jeg er gift med.
Jeg vil ikke have, at det skal være et problem på arbejdspladsen, og jeg vil ikke have, at andre skal spekulere på, om jeg er hetero- eller homoseksuel. Det er vigtigt for mig, at hvis vi har et socialt arrangement, hvor ægtefæller og partnere er inviteret, så kan jeg invitere min partner og vide, at der ikke bliver stillet nogen spørgsmål.
Var der nogen tidspunkter, hvor det ikke var så nemt, som det er nu, når du ser tilbage på din karriere?
Jeg praktiserede jura i USA i næsten 20 år, før jeg kom til Danmark for ni år siden. Der var en tid, hvor jeg arbejdede for et stort amerikansk advokatfirma, hvor det ikke var okay at være homoseksuel.
Det var en tid, hvor jeg aldrig rigtig kunne være mig selv, men så meget har ændret sig i de sidste 10-15 år, og jeg vil ikke længere gå på kompromis med, hvem jeg er.
Har du igennem din karriere mødt nogen udfordringer som homoseksuel på dit arbejdsområde?
Der var engang, hvor mine ovenstående bad mig om at være julemand til julefrokosten. Det var den slags julefrokost, hvor familier var inviteret, så jeg forventedes at have min partner med. Problemet var bare, at jeg ikke var ude af skabet. Så jeg sagde, at jeg var single og lod det blive ved det. Jeg endte med at lege julemand for alle de heteroseksuelle mennesker og deres børn, og det var ikke sjovt. Men inderst inde vidste jeg, at tingene ville blive bedre. En masse er sket siden slutningen af 90’erne, og min tankegang har ændret sig om næsten alt omkring mig.
Du skal finde din egen vej, og i sidste ende bliver du nødt til at gøre, hvad der er moralsk rigtigt. Hvis du følger denne vej, vil du ikke fortryde det.
Maik (navnet er blevet ændret)
Alder: 51
Identificerer sig som: Homoseksuel mand
Arbejdsområde: Jura
Beskæftigelse: Amerikansk-certificeret advokat med speciale i sanktioner
Arbejdssted: Et stort dansk rederi
Du forsker i kønsstudier, hvilket får mig til at tænke, at din arbejdsplads er meget imødekommende og åben over for LGBTI+ medarbejdere. Var det altid nemt for dig at være dit mest autentiske jeg på arbejdet?
Siden jeg valgte at arbejde inden for et felt, hvor jeg kunne fokusere på emnerne kønsidentitet og seksualitet, er mine kolleger også interesserede i de emner. På den måde har jeg sørget for mest at være på arbejdspladser, hvor jeg føler mig anerkendt og kan være mig selv, og jeg har sjældent været nødt til at springe ud på arbejdspladsen.
For mig har det altid været rigtig vigtigt at være åben om, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Selvom jeg har haft forskellige slags elskere og partnere, er de fleste af mine relationer ofte blevet læst som heteroseksuelle af andre. Det fandt sted i hverdagen, men også nogle gange på arbejdspladsen. I løbet af de sidste 10 år har jeg vist min flydende kønsidentitet mere offentligt. Jeg svinger meget mellem forskellige maskuline, feminine og non-binære kønsudtryk. Når jeg ser mere feminin ud, bliver jeg ofte læst som en heteroseksuel ciskønnet kvinde, og når jeg ser mere maskulin ud, har folk en tendens til at tro, at jeg er en butch lesbisk kvinde. Jeg er ingen af delene, og jeg synes ofte, det er svært at være synlig, hvis folk ikke kender mig. Så jeg er også begyndt at tale mere om min egen erfaring og min nonbinære måde at leve på.
Har dette ændret sig gennem tiden og i løbet af din karriere?
Et miljø, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne være ude, var, da jeg underviste i forskningsetik på universitetet. Mine kolleger og jeg havde alle universitetsgrader i filosofi, og bortset fra mig, var de alle hvide, ciskønnede mænd. De kendte ikke til kønsstudier, og det er det eneste job, hvor jeg har oplevet klassisk sexisme, fordi jeg blev læst som kvinde og ikke var ude som nonbinær person. Det var meget ukomfortabelt for mig.
Hvad er dit ultimative mål for, hvor vi skal nå hen som samfund?
Det perfekte udgangspunkt ville være, at man ikke bare antager andres kønsidentitet, seksualitet og oplevelser på arbejdspladsen. Man kan ikke, bare ved at se på en person, vide, hvilken slags oplevelser de har, hvordan de ser sig selv, og hvordan de ønsker at blive behandlet. Det kræver en masse åbenhed ikke at gøre sig antagelser baseret på udseende. Du er nødt til at lytte til, hvad personen fortæller dig om dem selv, og med tiden vil du forstå, hvem de er, og hvordan de gerne vil behandles. Men i mange sammenhænge sker det ikke. Folk er hurtige til at sætte dig i en kasse, og baseret på det står du over for en masse forventninger. Folk er forskellige, så det ville være dejligt, hvis alle begyndte at forvente mangfoldighed i stedet for ensartethed.
Synes du, at det stadig er vigtigt at drøfte dette emne i det offentlige rum?
Helt sikkert! Men mest af alt bør ledelsen på arbejdspladserne påtage sig ansvaret for at have denne samtale med alle medarbejderne og for at udvikle inkluderende politikker. Og ikke kun i teorien, men også i daglig praksis. Her har ledelse og administrationen et stort ansvar for at synliggøre mangfoldighed og skabe et inkluderende rum, så det ikke overlades til LGBTI+ medarbejdere at skabe plads til sig selv.
”Det perfekte udgangspunkt ville være, at man ikke bare antager andres kønsidentitet, seksualitet og oplevelser på arbejdspladsen. Man kan ikke, bare ved at se på en person, vide, hvilken slags oplevelser de har, hvordan de ser sig selv, og hvordan de ønsker at blive behandlet.”
– Sølve, forsker
Du er fra Danmark, men du bor og arbejder i Los Angeles, Californien. Hvordan skete det?
Jeg voksede op på landet i Danmark. Jeg flyttede til København ret tidligt og arbejdede der i flere år. På et tidspunkt fik jeg arbejde i Frankrig, og så fik jeg et job hos et stort internationalt konsulentfirma ved navn Thoughtworks, der har en masse højt specialiserede IT-folk ansat. De kontaktede mig og spurgte, om jeg ville arbejde sammen med dem i London. Så skete Brexit, og på det tidspunkt havde jeg en amerikansk kæreste, så vi besluttede at flytte til San Francisco.
Du har arbejdet mange forskellige steder igennem din karriere. Hvordan var dine oplevelser?
Det har været meget forskellige oplevelser. Jeg har været ude i 10 år nu, og i starten, da jeg arbejdede i Danmark, var det helt anderledes (…). Når du begynder din transition, er der en fase på flere år, hvor det er ret tydeligt. Jeg arbejdede det samme sted gennem min tidlige transition, så de bemærkede det. Da jeg var til jobsamtale hos min nuværende virksomhed i London, fortalte jeg dem det, så der var slet ikke noget problem.
Har der været udfordringer gennem din karriere?
Da jeg var jobsøgende, var der en virksomhed, som ønskede at ansætte mig, og jeg blev indkaldt til anden runde af jobsamtaler. Den administrerende direktør sagde derefter den stille del højt. Han sagde, at han ikke turde ansætte mig, da han ikke var sikker på, om det cis-mandlige kontor, jeg ville arbejde for, ikke ville ende med en diskriminationssag. Jeg har også haft andre jobsamtaler, hvor jeg har fået at vide, at jeg beder om for mange penge, fordi jeg er transkønnet. Jeg nægter at arbejde for mindre end mine mandlige kolleger, da jeg har mere end 20 års erfaring og en masse resultater.
Der har været et skift i retning af mere lighed i vores samfund. Vil du sige, at dette også er mærkbart på arbejdspladsen?
Der har i løbet af det seneste årti været en bevægelse i retning af inklusion på arbejdspladsen. Dette er især i IT-branchen. Det kan skyldes, at computere ikke taler tilbage. Hvis jeg spiller et computerspil, og jeg vælger en kvinde som min karakter, er det sådan, computeren behandler mig. Du kan transitionere online, før du gør det i den virkelig verden, og når du gør det, opbygger du et fællesskab, og du kan eksperimentere en masse. Jeg lærte også en masse om computere, og for mig var det helt oplagt at få en uddannelse i datalogi.
Mener du, at der bør være mere plads til at diskutere disse spørgsmål i den offentlige diskurs?
En masse virksomheder er først nu begyndt at indse, at transpersoner eksisterer, og at vi er en værdifuld ressource, men de ved ikke, hvordan man har en samtale om vores eksistens. Mit råd til virksomheder er at have denne samtale på forhånd. Der er unge transpersoner, der ikke er ude endnu, så det er vigtigt for dem, at man har samtalen tidligt og skaber en tryg arbejdsplads. Mange i IT-virksomheder er lidt bange for, hvordan man har disse samtaler. Der er ikke mange ressourcer, de kan henvende sig til, og som sådan ved de ikke, hvad de rigtige procedurer er.
Hvilken ændring vil du gerne se i samfundet med hensyn til synlighed af transpersoner?
Vi ved, at vi har fået fuldstændig ligestilling, når hele folketinget består af transpersoner og ingen stiller spørgsmålstegn ved det. Hvorfor skulle de alle være trans? I hundrede år har de alle været hvide ciskønnede mænd, og det var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved. Vi er nødt til at nå et sted, hvor vi er enige og uenige om politik, ikke køn.
Tanya
Identificerer sig som: Transkønnet kvinde
Arbejdsområde: IT
Stilling: IT-konsulent
Arbejdssted: Thoughtworks, Californien
”En masse virksomheder er først nu begyndt at indse, at transpersoner eksisterer, og at vi er en værdifuld ressource, men de ved ikke, hvordan man har en samtale om vores eksistens.”
– Tanya, IT-konsulent
Gennem alle samtalerne skinner det igennem, at forventningen om arbejdspladsen som et ligeværdigt rum adskiller sig fra de levede oplevelser hos mennesker, hvis eksistens afhænger af dette rum. Eksistensen til at være fuldkommen sig selv, som er muligt for enhver heteroseksuel ciskønnet person uden nogen løfter et øjenbryn. Desuden bør denne byrde ikke lægges på skuldrene af LGBTI+ personer. Accept af forskellige udtryk for køn og seksualitet skal komme fra alle arbejdspladser i alle lag af rangordenen. At skabe et sted hvor alle kan eksistere på samme grundlag er den direktørens, ledelsens og kollegaernes ansvar. Det kræver åbenhed og nysgerrighed, men vigtigst af alt evnen til at overvinde bias. Samtale og mangfoldighed er nøglen, og selv om vi allerede er nået langt, er der stadig lang vej igen, før arbejdspladsen virkelig er lige for alle.
