Foto: Liv Rossander
Af Mariya Alfa Staugaard
For de fleste mennesker er køn et centralt aspekt af, hvordan de forstår deres identitet og ser sig selv. For øjeblikket tales der i medierne meget om kønsforståelse. Specifikt i forhold til den binære kønsforståelse, hvilket vil sige, at man anser køn som to særskilte kategorier, som hver kommer med sine egne forventninger og konventioner. Men hvad sker der, hvis begynder at bryde muren mellem de to kasser ned?
En non-binær forståelse af køn giver dig mulighed for at tænke udover de to kategoriers begrænsninger. Det handler ikke om at smide kasserne ud, men i stedet åbne op for at anerkende køn som et spektrum, hvor den menneskelige oplevelse og udtryk af kønnet er langt mere mangfoldig.
Milo Kinnock er 22 år og maskulin non-binær. I slutningen af sidste år åbnede han op om sin kønsidentitet i TV-programmet ‘Året der gik’, og sidenhen har han talt med en række medier om, hvorfor det er vigtigt for ham at sætte ord på, at de binære kønskasser alt for ofte begrænser – og hvordan vi kigger frem mod en lysere fremtid, hvis vi bliver bedre til at åbne op for nuancerne af køn.
Eftersom temaet for denne udgave af magasinet er ‘Frihed’, tog HeartCore en snak med Milo om, hvad vi kan få ud af at tænke ud af de etablerede kasser – og ikke bare i forhold til køn.
Er der noget frigørende i at være non-binær?
Ja! Det er mulighedernes verden. Når du begynder at bryde nogle binære kasser ned, så bliver verden pludselig meget mere åben. Det handler ikke bare om køn – det handler om meget mere.
Det er essentielt for alle miljøer, at der kommer en mindre binær tankegang på dagsordenen for, at vi kan komme et andet sted hen. I måden vi snakker om racisme, om klimakampen – man skal ud af de gamle traditioner og vaner for at komme videre og hen til et sted, hvor flere mennesker føler sig frigjorte.
Hvordan er dit forhold til LGBTI+ miljøet?
Stort set alle mine venner er queer på den ene eller anden måde, vi er alle sammen ret flydende. Der er mange ting i LGBT-organisationerne og i Pride, som er mangelfulde, selvom det er ved at blive bedre. Der er rigtig meget racisme i LGBTI+ miljøet, der er transfobi, der er stadig nogle gamle traditioner, som holder ved. Og det skal der bare arbejdes på.
Hvordan går vi i gang med at rykke på de traditioner?
Jeg har forståelse for, at det ikke er alle, der har den samme forståelse for de her ting, men man skal også bare give sig i kast med at spørge. Og prøve at acceptere at der også er ting, hvor man lige skal ud at træde vande først.
Det var også det, jeg gjorde; jeg prøvede at spørge og undersøge ting selv. Jeg tror også, at det er vigtigt for, at folk skal få lyst til at lære, at man viser dem, hvorfor det er vigtigt. Hvorfor det er vigtigt ikke bare for dem, som er non-binære, men for hele verden.
Og hvorfor er det, at vi skal ud af de her kasser? Hvad er det ved det binære, der begrænser os?
Der er et begreb på engelsk, som hedder pigeonholing. Det handler om, at man prøver at presse folk ind i de her idéer og forestillinger om, hvem man tror, de er, eller hvem de udtrykker sig som. Og jeg tror, at det sætter folk fast i nogle vaner og nogle måder at være på uden at give dem friheden til at tænke over: Hvad er bedst for mig, hvad er bedst for fremtiden – og hvad er bedst for fremtidige mig?
Jeg tror, at de binære kasser… Det er svært at nedbryde dem, men de skal i hvert fald overvejes. Har vi det bedst her, eller skal vi prøve at gøre det mere flydende og udfase de rigide rammer? Er de rigide rammer det, der har holdt os fast i nogle måder at gøre tingene på, som ikke er bæredygtige?
Vi skal heller ikke sætte alle på spottet og bede dem træde ud og være en anden, end de nogensinde har været – men jeg tror, at bevidstheden om, at de her kasser findes, kan åbne nogle muligheder for frigørelse.
Folk kan blive meget nervøse, når det er noget nyt. Men non-binaritet og ikke-binær tænkning har aldrig været noget nyt. Den eneste måde, vi har rykket frem, er ved at tænke, at her er der nogle kasser, nogle systemer, nogle strukturer som ikke fungerer, så vi skal tænke dem på en anden måde.
Hvor starter projektet med at gøre verden mindre binær og mere intersektionel?
Jeg tror, at det starter med, at man lytter, lærer og accepterer forandringer. Og at man prøver at komme ud til folk, som ikke nødvendigvis er med på bølgen, men som bliver holdt tilbage af nogle gamle tanker og traditioner. Og prøve at snakke med dem om hvor de tanker kommer fra – sige til dem, “jamen det her er jo bare en ny tradition.” Det er en anden måde at tænke på, og det skal der også være plads til.
Der er rigtig meget på dagsordenen, og der er bevidsthed om, at tingene ikke skal være, som de har været før. Det er på vej, men jeg tror bare, at det skal blive ved i den retning. Mere bevidsthed, mere læring, mere viden – det, tror jeg, er den bedste måde at gøre det på.
Man er også nødt til at acceptere og forstå, at der er folk, som er sure, og folk som er blevet behandlet på dårlig vis i mange år. Man er nødt til at acceptere, at vrede og den slags ud-på-gaden aktivisme også skal til for at få folk til at lytte. Man er også nødt til at kigge på, hvorfor folk er på gaden for at kæmpe den kamp. Ting sker jo ikke, fordi jeg som ene person snakker med én anden person, der lidt er i samme boble som mig selv. Man er nødt til at lave noget larm nogle gange og komme ud på gaden og gøre det, der skal til for at rykke ved tingene.
Hvordan kan man være med til at løfte denne her dagsorden?
Jeg tænker altid meget på, at jeg aldrig kan tale på vegne af andre. Jeg står på skuldrene af folk, og jeg tænker meget på, at jeg skal bruge min position på den måde, som kan hjælpe flest mennesker. Jeg har mulighed for at få det ud til et kæmpe publikum, og så er det jo bare det, jeg skal gøre.
Selvfølgelig skal jeg være tro mod mig selv og ikke gøre noget, jeg ikke har lyst til, men også vide at jeg har den position og den mulighed. Jeg tror igen, at det handler om bevidsthed. Om at vide hvor du er henne i dit eget liv, og hvilket privilegium, som du har i forhold til alle andre.
Bare fordi jeg er fri til at være, hvem jeg er, er det jo ikke ensbetydende med, at alle andre er det. Det nytter ikke noget, at man hele tiden går rundt og tænker på sin egen frihed uden at tænke på alle de andre mennesker, der også skal have mulighed for at være dem, som de gerne vil være, på den måde de gerne vil være det på.
Jeg kan være fri, men jeg tror ikke, at jeg kan være helt fri, før alle andre også rykker frem. Det med at se nogle andre, som er i samme boks og miljø, som du selv er, have det sværere,end du selv har det, det skal være et wake-up call til dig om, at din frihed ikke er alle andres frihed.
Jeg synes også, at folk har et ansvar for selv at sætte sig i andre menneskers sted. LGBTI+ personer kan gøre så og så meget, men vi kan heller ikke tage hele byrden på vores skuldre. Folk er nødt til selv at holde sig informerede, særligt hvis de har et privilegeret standpunkt.
Nu har vi lige snakket om, hvorfor individuel frihed ikke altid er relevant at snakke om – men nu stiller jeg dig det her spørgsmål alligevel. Hvornår føler du dig allermest fri?
Frihed er jo ikke et øjeblik. Jeg føler mig i hvert fald mindst fri, når køn kommer til at spille en stor rolle. Det er i den der opbrydning af det binære, hvor man virkelig kan komme et specielt sted hen. Et sted hvor mange flere mennesker føler sig åbne.
Jeg har lært, at man ikke skal være bange for nye ting. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kommer til at sidde og tænke, ”what, det var virkelig nyt, det her!” At de kommer til mig med et eller andet helt out there koncept, en helt ny måde at tænke om kroppen eller noget andet på.
Det er frit, det er nyt, det er nice. Hvis du går ind på en natklub, som du aldrig har været på før, og det bare er det fedeste i verden, og du vil udforske alting. Eller hvis du bliver forelsket og bare vil lære alting om denne her person, og du kan slet ikke få nok. Nye ting er gode for os. Find glæden i det. Find glæden i at svære ting også kan være virkelig nice.
Det at finde frihed i din kønsidentitet og -udtryk er en individuel rejse. Milo og jeg er enige om, at det vigtigste er at opmuntre til en verden, hvor den proces, som det er at forstå sit køn kan har lov til at være både kompleks, rodet, overraskende og i evig udvikling. Vi skal også minde os selv om, at det at udforske, hvordan køn føles for dig, kan være en oplevelse, der bringer uendelig meget glæde – og det samme kan det at indse, at verden indeholder flere farver og mere mangfoldighed, end du er vokset op med at tro.
