Foto: Olav Holten
Af Mie Hald
Hvad er det første, du tænker på, når du hører ordet ”pirat”? Sørøvere, der plyndrer og brænder forsvarsløse skibe? Blodtørstige mordere? Sortskæg?
Intet af det er helt forkert, men som alle andre dele af historie, er der bare lidt mere nuance end dét. Vidste du for eksempel, at homoseksuelle forhold var meget almindelige i piratmandskaber? Og at kaptajnen på skibet typisk gerne viede to af sine ”ansatte”? Vidste du, at HBOs Our Flag Means Death muligvis har mere hold i sandheden, end man skulle tro?
Inden vi starter
Denne artikel diskuterer en periode, hvor der ikke var sprog for diverse kønsidentiteter eller seksuelle orienteringer – i hvert fald ingen, der blev skrevet ned. Det er stort set umuligt at sætte labels på mennesker, der eksisterede for flere århundreder siden. Bær derfor i mente, at ikke-cis pirater uden tvivl har eksisteret, men er svære at få konkrete navne på.
Samtidig vil forhold mellem to personer af samme køn i artiklen blive beskrevet som ”homoseksuelle forhold”, idet nuancer som bi-, pan- og andre seksualiteter ikke kommer op i historiske tekster.
Sømandsviser
Når man har med pirathistorie at gøre, er der nogle ting, der skal på plads først. Først og fremmest er det umuligt at ignorere, at det, vi betegner som ”pirathistorie”, er meget eurocentrisk. Den Gyldne Piratalder, for eksempel, strækker sig ifølge Wikipedia kun fra 1650 til 1730 – ikke engang 100 år. Pirater var desuden næsten kendisser blandt det almene folk – romantiserede helte, der slap væk fra samfundets strenge rammer.
Størstedelen af det, vi ved om pirater, kommer fra bogen A General History of the Robberies and Murders of the Most Notorious Pyrates fra 1724, skrevet af en ukendt forfatter, der brugte aliasset Charles Johnson. Det er den her bog, der har inspireret størstedelen af det, vi i den vestlige kultur har taget til os om pirater – selv piratsnak kommer fra en opsætning af Treasure Island fra 1950, og er egentlig en overdrevet britisk regionsdialekt.
Johnson brugte stort set ingen kilder og opdigtede en masse i sin bog. Han fokuserede kun på to kvindelige pirater, Anne Bonny og Mary Read, men et hav af mandlige kaptajner. I sin bog, Under the Black Flag, udtaler historiker David Cordingly dog, at nogle af Johnsons fortællinger har rod i sandhed; Johnson levede nemlig i samtiden med mange af de pirater, han skriver om, og brugte aviser og øjenvidner, når der endelig bruges kilder.
Mainstreampirater er altså, i et ret stort omfang, lige så korrekte som mainstreamvikinger – som du i øvrigt kan læse mere om i forrige udgave af HeartCore!
Når det kommer til queer pirater, bliver vandene delt…
Matelotage: Ægteskab mellem sømænd
Igen er der én ting, vi skal have på det rene: Mennesker har altid taget del i forhold på kryds og tværs af (og på trods af) køn, enten af natur eller behov. Det kan ses i dag under omstændigheder, hvor kønnene ikke blandes, fx i fængsler eller, hvis vi går nogle årtier tilbage, i hæren. De involverede søger mod de muligheder, der er tilgængelige, selvom de måske aldrig ville træffe dét valg ellers.
Sådan har det under tiden også været på skibe. I perioder var det ikke velset, at kvinder skulle være ombord, og derfor var der besætninger udelukkende bestående af mænd (af mangel på samtidens forståelse af køn) på havet med kun hinanden som selskab i månedsvis ad gangen.
Dét er ikke ensbetydende med, at der ikke var homoseksuelle forhold blandt sømænd og pirater, der blomstrede, fordi livet på havet gav en frihed fra de strikse ideologier i Europa; i Den Gyldne Piratalder kunne homoseksuelle handlinger nemlig medføre pisk eller hængning.
At danne par på havet var ikke uhørt – heller ikke selvom man havde familie på land. Det var både for sikkerhed og forsikring, men også komfort og tryghed. Det var så udbredt, at der, på piratskibe, i hvert fald, var et ord for det: matelotage.
Matelotage er fransk for ”sømandskab” (”seamanship”) og var en civil forening mellem to personer af samme køn. Det blev især brugt i det 17. og 18. århundrede, og individerne i forholdet ville dele deres indkomst mellem sig og arve den anden parts ejendele, hvis de skulle omkomme.
Det var, kort sagt, et ægteskab mellem sømænd – ofte med alt, hvad et ægteskab normalt indebærer, selvom de ikke startede med eller overhovedet indebar romantiske intentioner. Men så igen; det var heller ikke normen for de fleste ægteskaber i samtiden. Et par, der indgik matelotage, blev respekteret af resten af besætningen, som man ville et ægtepar på land.
Bukkanererne
Okay, så et enkelt ord for et homoseksuelt piratægteskab imponerer dig ikke? Hvad så med et helt homoseksuelt piratsamfund?
Det finder vi hos bukkanererne. Bukkanererne opstod på den caribiske ø Hispaniola, der i dag udgør Haiti og den Dominikanske Republik. Omkring 1605 havde Spanien forladt sine kolonier på øen, og det blev et tilflugtssted for undslupne slaver, deserterede soldater og sømænd – alle, der kunne have en grund til at ville skjule sig.
Befolkningen var primært mænd, og derfor udviklede talrige homoseksuelle partnerskaber sig. De levede af at sælge skind og kød til forbipasserende skibe og skabte et samfund der faktisk (på papiret) minder om en meget tidlig version af en velfærdsstat, komplet med sygesikring og lignende moderne samfundsinstitutioner.
Den spanske forfølgelse fik dem til at flytte til den noget mindre ø, Tortuga, der havde færre ressourcer og muligheder. Snart begyndte næsten hele befolkningen at vende sig mod pirateri for at overleve. Et samfund af åbne homoseksuelle pirater var født.
Dødningehoveder eller regnbuefaner
Den kedelige historiker vil argumentere for, at de homoseksuelle forhold var affødt af fornødenhed frem for præference. Men da den franske guvernør Jean Le Vasseur fik fragtet cirka 1.650 kvindelige sexarbejdere og småkriminelle fra Paris til Tortuga i håb om at ”rette befolkningen ind igen”, fortsatte bukkanererne bare deres partnerskaber eller udvidede dem til biseksuelle, polyamorøse forhold.
Hvem kunne også vide, at folk ikke havde lyst til at rette sig ind efter samfundsnormerne, når de havde bygget et godt liv op med deres bedste ven og livspartner?
Selv i flåden, hvor sådanne forhold var absolut forbudte, overså mange kaptajner gerne, hvad deres mandskab begav sig ud i; intime forhold reducerede spændinger og stress, og det styrkede båndet mellem mændene.
Det var faktisk en måde mange piratbesætninger rekrutterede nye medlemmer fra de skibe, de angreb. Du kan trods alt ikke bryde loven, hvis der ikke er en lov at bryde!
Der kan læses om homoseksuelle forhold mellem pirater i bøger som Antonio Pigaffetas dagbog, The Sodomy Trial. En samtidig fransk historiker skrev desuden: ”De går aldrig i kamp uden at omfavne hinanden som et tegn på forsoning. På sådanne tidspunkter kan man måske se dem dunke deres bryst, som om de ønskede at vække en angren i deres hjerter, noget de sjældent var i stand til.”
Piraterne sejlede under en metaforisk regnbuefane i århundreder.
Den Kinesiske Piratdronning
I løbet af historien er det ofte blevet set som uheld at have kvinder ombord på et skib – én af de mange former for overtro, søfolk har båret med sig i generationer. Men på trods af, hvad den normdrevne historieundervisning vil have dig til at tro, har kvinder langt fra siddet stille med hænderne i skødet, indtil de fik nok i starten af 1900-tallet.
Blandt de mest kendte kvindelige pirater er Zheng Yi Sao (鄭一嫂), også kendt som Madame Ching, en pirat, der styrede de Sydkinesiske have fra 1801 til 1810 – og jo, hvis hun sprang ombord på dit skib, var det uden tvivl uheld. Madame Ching anses nemlig for at være den mest magtfulde pirat nogensinde, og levede fra 1775 til 1844.
Magtfuld hvordan, spørger du måske? Joh, magtfuld på den måde, at hun havde små 400 skibe og mellem 40 og 60 tusinde pirater under sig, og er én af de eneste, hvis ikke den eneste, pirat, der gik på pension og levede resten af sine dage med forholdsvis fred og velstand.
Hold godt fast – nu bliver det lidt indviklet.
Madame Ching fik først magt gennem sit ægteskab med piraten Cheng Yi i 1801, før hvilket meget lidt vides om hendes liv, foruden at hun var sexarbejder. Cheng Yi havde valgt adoptivsønnen Cheung Po Tsai (som blev adopteret af Cheng Yi i sit voksenliv, da han allerede havde vist sig som en god og kløgtig pirat) som sin eneste arving, selvom han fik to børn med Madame Ching. Tsai var først Cheng Yis elsker, og blev senere Madame Chings ægtemand, efter Cheng Yi, som den erfarne sømand han var, på tragisk vis sejlede direkte ind i en storm og afgik ved døden
Kvinder til søs
To kvindelige pirater, alle, der har haft den mindste interesse i emnet, kender til, er Anne Bonny og Mary Read. De er to af de mest kendte kvindelige pirater, og begge tilbragte en stor del af deres liv forklædt som mænd.
Fra barndommen brugte Mary også navnet Mark, men ingen af dem refererede ifølge tekster til hinanden som mænd – derfor er det svært at sige, om Anne eller Mary faldt et andet sted på kønsspektret end ciskvinder. For artiklens skyld vil de begge blive refereret til med hun/hende pronominer, da det var dem, de i historiske kilder har brugt for hinanden.
Historien om Anne Bonny er bedst beskrevet – hun blev født som et uægte barn og klædt som en dreng med navnet Andy, så hun kunne arbejde og ikke ville blive opdaget. Mens Anne sejlede med kaptajn John Rackham (også kendt som Calico Jack), mødte hun Mary Read.
Mary havde et godt øje til kaptajnen elsker med det mystisk glatte ansigt, og det hentydes bl.a. i A General History of the Robberies and Murders of the Most Notorious Pyrates, at de to begge troede, den anden var en mand.
De to fik et forhold, ikke bare til hinanden, men med kaptajn Rackham – polyamorøse pirater slår til igen!
Den 15. november 1720 fejrede Rackhams besætning en sejr. Anne Bonny og Mary Read holdt sig fra rommen, for selv i dag er der få kvinder, der villigt ville lade sig drikke under bordet omgivet af dusinvis lovløse mænd. Mens resten af besætningen var døddrukne, blev de angrebet af piratjæger Jonathan Barnet.
Bonny og Read kæmpede imod, men det var en kort kamp. Besætningen blev taget ind og dømt til døden, og Annes sidste ord til Rackham var som følger: ”Havde du kæmpet som en mand, skulle du ikke hænges som en hund.”
Både Anne Bonny og Mary Read undslap omgående dødsdom, da de begge efter sigende var gravide. Read døde dog hurtigt af feber i fængslet, men Anne undslap. Hvad der videre hændte hende, vides ikke. Måske levede hun resten af sit liv i afsides fred, eller måske vendte hun tilbage til havet som Andy.
Udforsk pirathistorien
Successerien Our Flag Means Death fra HBO er én af de mest realistiske piratserier, jeg nogensinde har set – for den griber fat i de aspekter af pirathistorie, der ofte gemmes væk bagerst i lasten. Der var en periode, hvor Blackbeard sejlede med The Gentleman Pirate, men ingen ved helt hvorfor den frygtede pirat skulle rejse med en engelsk aristokrat; så hvorfor ikke som elskere?
Der er så utrolig meget at lære om pirater, at det er umuligt at få det hele ind i en enkelt artikel på 2000 ord – også når det kommer til regnbueflaget. Derfor opfordrer jeg dig til at finde ud af mere selv.
Kilderne brugt i denne artikel er som følger:
