Frankensteins queer eftermæle gennem grænsesøgende medicinsk teknologi
Af Anne Sophie Parsons
Foto: Hans Reiners / Unsplash
Tikkende og snurrende maskiner måler et febrilsk hjerteslag, genopvækket i en sammensyet, livsløs kvindekrop. Store, modbydelige sting holder de forskellige ligdele sammen. Den gale videnskabspersons laboratorie huser en enorm cylinderlignendemetalanordning, der når op i himlen og leder lynet. Det ikoniske billedsprog fra Frankenstein-serien er genkendeligt for mange i dets fremstilling af skandaløs medicinsk teknologi, men i sin kerne tillader fortællingen også, at queer forældreskab og skabelser udenfor de normative rammer får plads, mens heteroseksuelle forhold derimod ignoreres.
Fremskridt inden for medicinsk teknologi i forbindelse med fertilitetsbehandling og med hvilke typer menneskekroppe, som får mulighed for at blive forældre, har rykket sig mere, end man kunne have forestillet sig for årtier siden: Fremkomsten af det første ”reagensglasbarn” i 1978, behandling med in vitro fertilisering til samkønnede par og betalt surrogasi i en polariseret vestlig og østlig verden er alle aspekter af en radikal forståelse af, at liv kan skabes uden om de mest velkendte rammer. Det spændende potentiale, der ligger gemt i dette felts lægevidenskabelige midler, vokser og vokser i dagens verden.
Selve ideen om teknologiske vidundere, der kan give indblik i, hvordan man kan påvirke processen med at skabe liv uden om den heteroseksuelle biologiske fuldbyrdelse, er ikke bedre kendt end i Mary Shelleys fortælling om det misforståede monster i SciFi-gyseren Frankenstein (1818), som senere skulle se sig selv overført til det hvide lærred i forskellige installationer. Den åbent homoseksuelle instruktør James Whales film, The Bride of Frankenstein (1935), fulgte som den første efterfølger fire år efter Universal Pictures’ store success af samme navn som originalen, Frankenstein (1931).
Frankensteins monster som en queer skabning
Et stort, dystert, sammenskruet monster blev fiktivt født – egenhændigt af en moralsk ubestemmelig mand gennem en perfekt jomfruelig fødsel og opstod som et krydsresultat af natur og videnskab. Fuldstændig afskåret fra et reproduktivt samleje og en biologisk livmoders medvirken er bedriften, at en mand kan vække et andet menneske til live på egen hånd er i sin essens en queer overtrædelse af en etableret struktur.
Det faktum at den medicinske teknologis resultater i sig selv er en sirenesang for videnskabspersonen Henry Frankenstein bliver understreget i The Bride. Han bliver forledt fra sin bryllupsnat med den skønne Elizabeth og forkaster dermed et ”normalt” mand-og-kone-forhold, da den flamboyante og ældre Doktor Pretorius kommer med et tilbud, han simpelthen ikke kan sige nej til – at skabe et nyt levende dødt væsen sammen som ’partnere’.
At en mand kan vække et andet menneske til live på egen hånd er i sin essens en queer overtrædelse af en etableret struktur.
”Mit eksperiment endte ikke ud som dit, Henry. Men videnskaben, ligesom kærligheden, har sine små overraskelser”, pirrer den anden videnskabsperson, idet de to mænd tager ud på deres mission og lykkedes med at skabe den frygtindgydende brud sammen, som en fælles skabelse, ved at kombinere deres årelange viden indenfor deres felt.
I videnskabens navn – skabelsen af (unaturligt) liv udenfor livmoderen
Selv da den besynderlige Brud med sit store hår er blevet bragt til live, fejlslår den heteroseksuelle union ulykkeligt: Det oprindelige monster bliver afvist med et urskrig, dømt til et liv uden partnerskab – og så endda et der skulle efterligne et heteroseksuelt forhold!
På sand gysermanér slutter filmen med en lidt forbløffende men ikke desto mindre imponerende eksplosiv finale. Håndtaget trykkes ned og begge kreationer og en queer-kodet videnskabsperson bliver sprængt til stumper og stykker, imens de nygifte omfavner hinanden i sikkerhed med et aftegn af rædsel i ansigtet.
Vinder heteronormativitet og normalitet i sidste ende? Det synes tvetydigt: Langt fra at flygte fra grænseskred i videnskabens navn, bliver Henry Frankenstein fremstillet som tiltrukket af, ikke blot en gang men to gange, at give efter for ’unaturlige og umoralsk opførsel’ ved at skabe liv ud af ingenting – og for det andet ved at forsømme sin egen bryllupsnat til fordel for en mand. Pretorius’ udtalelse, idet de er i gang med ’føde’ deres unaturlige ’barn’ ved hjælp af elektricitet og eliksirer, er ladet med tvivlsom innuendo: ”Det er interessant at forestille sig, Henry, at vi engang ville være blevet brændt på bålet for det her eksperiment.”
Hvem er mest frygtet og forvist af det etablerede samfund? De levende døde monstre eller de to mænd som giver efter for ‘unaturlige’ lyster sammen?
Filmens sidste billede genforsikrer biografgængeren om, at Doktor Frankenstein nu forfølger en anstændig livsvej, men det har ikke desto mindre vist, hvad der ligger i grænseskredet ved og det fascinerende omfang af lægevidenskaben og teknologiske fremskridt – netop at mennesker kan forme og skabe liv udenfor et ægteskab og specifikke biologiske kroppe, hvilket åbner op for muligheden for adskillige former for queer forældrekombinationer i kølvandet på teknologiske mirakler.
