Vores armbånd er grønnere end nogensinde!

Foto: In-house

Af Nina Matusik, Partnerskabskoordinator hos Copenhagen Pride

Hvert år lancerer vi et støttearmbånd, som gør det muligt for LGBTI+ miljøet, allierede og folk landet over at vise deres støtte til Copenhagen Pride. Det er blevet et synligt tegn på støtte, som vi kan bære med os i hverdagen. For nogle har det måske været en god samtalestarter, for andre et vigtigt statement. Uanset hvilken grund du har til at bære Copenhagen Prides officielle støttearmbånd, vil vi gerne sikre os, at vi står inde for hvert eneste aspekt, som dette lille stykke stof repræsenterer. 

Dette år virkede som det perfekte tidspunkt at sætte både social og miljømæssig bæredygtighed i højsædet. Vi bliver den første Pride Parade i verden med udelukkende elektriske køretøjer, og vi har introduceret en række nye CO2-reducerende tiltag. Vi flyttede vores armbåndsproduktion til Ungarn og valgte et samarbejde med en virksomhed, der står bag vores værdier, og vi genopfandt designet fra bunden.

Og det starter med indpakningen, som tidligere var lavet af plastik. I år er armbåndet pakket ind i bionedbrydeligt materiale lavet på majsstivelse. 

Informationskortet, der følger med armbåndet, er fremstillet af FSC-certificeret (Forest Stewardship Council) papir, hvilket betyder, at alt træ, papir og andre træbaserede materialer kommer fra genbrugte eller genanvendte materialer. Selve armbåndet er vævet af tykt garn af polyester og fastgjort med en justerbar bambusperle.

Fra nu af inkluderer vi information om og mulighed for at donere til vores Solidaritetsmidler, som yder støtte til danske og internationale LGBTI+ organisationer og andre organisationer eller aktiviteter, som ikke har adgang til regelmæssige finansieringsmuligheder. Indtil videre har vi støttet organisationer i Ghana, Nigeria, Polen, Ukraine, Tyrkiet og mange andre steder.

Inflationen og den økonomiske krise har tvunget mange producenter og butikker til at hæve priserne, men vi har truffet den aktive beslutning at holde vores priser uændrede, og armbåndet koster fortsat 50 kroner. Copenhagen Pride vil altid gøre vores bedste for at sætte tilgængelighed og inklusion i første række, også når det gælder økonomiske midler. Hvis du har mulighed for at donere et par kroner ekstra, kan du bruge QR-koden på informationskortet til at støtte Solidaritetsmidlerne. 


Ud over produktdesignet og de materialer, der anvendes til at fremstille armbåndet, vil vi udvide vores distribution og tilgængelighed til kulturinstitutioner, biblioteker, partneres kontorer og mange andre steder. Det vil nu være muligt at donere og købe det officielle Copenhagen Pride Support-armbånd via MobilePay, hvilket gør det muligt at sælge det på steder, hvor der ikke er et kassesystem.

Lanceringen og distributionen af vores nye armbånd er planlagt til juni, sammen med et par spændende muligheder for dig, der er interesseret i upcycling, cirkularitet, bæredygtighed og kunst. Hold øje med vores sociale medieplatforme og gør jer klar til at være kreative!

Copenhagen Pride 2023-støttearmbåndet lanceres i juni og vil være tilgængeligt i hele landet i juli. Find flere oplysninger på copenhagenpride.dk/armbaand. 

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden