Own Voice i litteratur

Af Mie Hald

Har du nogensinde læst en bog med en karakter, der på papiret burde have noget til fælles med dig, men det er bare så… forkert skrevet? Der kan være mange grunde til, at det ikke lykkedes forfatteren at skabe en karakter, som du kunne relatere til, og én af dem er, at bogen måske ikke har været Own Voice.

Hvad er Own Voice?

Own Voice er et relativt nyt begreb. Ifølge Norwoodlibrary.org dukkede det første gang op i 2015 på Twitter, hvor det blev brugt af forfatter Corrine Duyvis som et hashtag og hurtigt værktøj til at finde boganbefalinger. Hashtagget kom i halen af #WeNeedDiverseBooks, som blev startet i 2014 af de asiatisk-amerikanske forfattere Ellen Oh og Malinda Lo, og handlede i første gang om børnebøger: Mere præcist skulle børn have adgang til bøger, der reflekterede deres historie og liv på en autentisk måde, som de kunne relatere til.

Begrebet voksede fra Twitter, og ligesom mange andre ting, der starter med gode intentioner, bruges det i dag også meget som et markedsføringsredskab, særligt på den amerikanske bogscene. Men samtalen er stadig vigtig.

“Own Voice er, når du som person kommer fra en gruppe, ofte en minoritet, og fortæller din historie med dine egne erfaringer.” Sådan forklarer formidler og designleder Lasse Kjøbeløv (han/de) begrebet, da vi ringes ved for at snakke om emnet. “Ikke-Own Voice er, når majoriteten fortæller den historie.”

Own Voice-historier er nemlig ganske simpelt skabt af forfattere, der skriver ud fra deres egne oplevelser, ofte i forbindelse med baggrund, etnicitet, og identitet. Det kan være en forfatter med depression, der skriver om depression, eller en polyamorøs forfatter, der skriver om en polyamorøs karakter.

Selvom det godt kan lyde sådan, så er Own Voice ikke biografier. Det er repræsentation i fiktion og ikke kun i bøger.

Krop og sjæl eller ren fantasi?

Man skal naturligvis ikke være X eller Y for at skrive om det, men der er en markant forskel på at fortælle om noget, man har oplevet på krop og sjæl, og noget som man har researchet.

“Own Voice er vigtigt, fordi vi, især i minoritetslitteratur eller litteratur om andre risikogrupper, er nødt til at få en direkte stemme, og at der bliver plads til den.” Sådan fortæller Line Lybecker (hun/han/den), forfatter til en række YA-bøger og ejer af fantasy-forlaget Ulven og Uglen, da vi mødes en kold mandag i januar. “Jeg synes ikke der altid skal sættes Own Voice-label på afsenderen,” tilføjer hun, “især fordi det kan være farligt for forfatteren at oute sig selv. Men det er praktisk for minoriteter, og majoriteten, at kunne afkode, om noget er Own Voice, så man kan finde en historie, der afspejler virkeligheden så meget som muligt.”

Fortællinger, der ikke er Own Voice, kan sagtens være god repræsentation, hvis de er skabt på en respektfuld og nysgerrig måde. Det kan ofte godt mærkes, når en forfatter har haft en form for interesse for inklusion, men ikke har tænkt på mere end overfladen – det resulterer i problemer som dem, mange har påpeget i den hvide forfatter Rainbow Rowells bog, Eleanor & Park, hvor én af hovedpersonerne har koreansk baggrund. Bogen, og forfatteren, er blevet kritiseret for at fremstille anti-asiatiske stereotyper (se for eksempel ‘The Problem with Eleanor & Park’ af Chantal Cheung i Northeastern University Political Review).

Det er især vigtigt at give opmærksomhed til dem, der bruger deres egen, levede erfaring i deres værker. Først og fremmest har det for mange af de mennesker, der skriver Own Voice (fx POC, LGBTI+, og ikke-kristne forfattere), i mange år ikke været muligt at fortælle det, de havde på hjerte, enten pga. diskrimination eller ligefrem forfølgelse.

Det virker meget ligetil, men det kan alligevel godt få en hidsig debat i gang.

Medgang og modgang

Nogle mennesker tror, at fordi der er kommet et større fokus på Own Voice, er der nogle ting, man ikke længere må skrive om. Og det er simpelthen bare en misforståelse.

“Som altid føler dem, der har de gamle holdninger, at de bliver invaderet eller truet,” fortæller Line Lybecker. ”Jeg tror, der er en tendens til, at nogle får det til at lyde som om at Own Voice er den eneste mulighed,” fortsætter hun. “Sådan ser jeg det ikke, og sådan bør det i min optik ikke være. Jeg synes, at der skal være begge dele. Minoriteter skal kunne fortælle deres historier, men det skal ikke kun være dem.”

Som med alle emner er der utrolig mange nuancer – både Line og Lasse er enige om, at der nok er tale om en form for forsvarsreaktion. Lasse Kjøbeløv forklarer det sådan: “Jeg tror, at årsagen til, at mange bliver sådan lidt bange, utrygge, eller synes at det er farligt, er således: At der er mange minoriteter, der begynder at synliggøre, at de historier og fortællinger vi før har kendt, på ét eller andet punkt styrker en fordom eller stereotyp.”

Det er de færreste mennesker, der bryder sig om at blive konfronteret med skår i det, som de er vant til. Det kan måske virke aggressivt for nogen, når dem, der før var stille, nu får en stemme. “Det, som jeg tror, de bliver bange for, er at vi på ét eller andet punkt som minoriteter begynder at vise kløer og tænder,” siger Lasse Kjøbeløv. “Og de får at vide, at de kan gøre deres arbejde bedre.”

Adgang forbudt?

En ciskønnet, biseksuel kvinde kan godt skrive om en transkønnet, heteroseksuel mand, men ikke med hovedet under armen. For så bliver det nemt at bruge misforståelser og fordomme i teksten, fordi det hos forfatteren er blevet forstået som fakta. “Du må skrive om, hvad du vil,” siger Lasse Kjøbeløv, “men du er nødt til at udvise en respekt overfor dem, eller det, som du skriver om. Der skal være ansvar for faktatjek, og styr på, om der på ét eller andet punkt formås at forebygge stereotyper og fordomme.”

Research, empati, og åbenhed er nødvendige, når en kunstner ikke skriver Own Voice. For uanset hvor gode intentioner der ellers har været, kan stereotyper og fordomme skade dem, det handler om hundrede gange mere end det kan skade kunstneren. Som Line Lybecker fortæller på vores møde: “Jeg tror, at det trigger en forsvarsmekanisme, når der pludselig bliver stillet krav til majoriteten. Men det skal gøres ordentligt, når man skriver om andre.”

Det gælder ikke kun kunstnere i majoriteten, men også minoritetsgrupper, der sætter spotlys på andre minoritetsgrupper. Ingen er alvidende, og respekt koster ikke så meget.

Vigtigheden i Own Voice

Det skønne med Own Voice er, at to forfattere med samme baggrund godt kan skrive om vidt forskellige oplevelser. For mennesker er komplekse og nuancerede, og Own Voice nedbryder den snæversynede opfattelse, der er så nem at kultivere ubevidst.

“Det bør ikke være sådan, at Own Voice er den eneste type minoritetsfortælling,” fortæller Line Lybecker. ”Det er pissevigtigt, men andre skal også kunne fortælle om de her ting. Ligeledes skal minoriteter selv kunne fortælle deres historier, men det er også vigtigt ikke at sætte en minoritetsforfatter i bås til kun at skrive Own Voice, for det er lige så skadeligt.”

Og Own Voice er ikke kun vigtigt for dem som historien handler om: “Det giver også dig som læser en mulighed for at lære og forstå grupper af mennesker, som du måske aldrig rigtig vil møde i din hverdag,” fortæller Lasse Kjøbeløv. “Eller du er et sted, hvor du er så privilegeret, at du ikke kommer til at opleve den struktur af for eksempel racisme, sexisme, queerfobi og derudad.”

God repræsentation er vigtigt for alle, uanset hvem du er. Men nogle er mere vant til det end andre. Der skal være plads til at fortælle sin egen historie, og derfor er det vigtigt at sætte fokus på dem, for hvem det lykkes at slå igennem med deres egen stemme.