Rejser modigt ud, hvor – næsten – ingen har været før!

Foto: Guillermo Ferla

Af Camilla Asra Engelby
Illustrationer af David Engelby

Da Whoopi Goldberg som barn så Nichelle Nichols som Lt. Uhura i Star Trek, udbrød hun begejstret til sin mor: ”Der er en sort kvinde i fjernsynet – og hun er ikke nogen stuepige!”. På mange måder har Star Trek som tv-serie rejst modigt hen, hvor de fleste serier ikke har været før, ved at skubbe grænserne for hvad der er acceptabelt at vise på mainstream tv. Selvom franchisen først for nyligt har tilføjet deciderede LGBTI+ karakterer, så har der faktisk været en form for mangfoldig repræsentation i serien tidligere. At føle sig repræsenteret i film og tv-serier kan føles utroligt bekræftende og hjælpe LGBTI+ seere til at føle sig inkluderet. Heldigvis er listen af mangfoldige sci-fi-karakterer – ligesom vores univers – under konstant udvidelse. Tidslinjen her er en hyldest til nogle af de seje og fantastiske karakterer og narrativer, som udfolder sig i tv-serien og filmene gennem årene.  

1968

Karaktererne Lt. Uhura og Kaptajn Kirk skaber røre med et kys mellem en sort kvinde og en hvid mand. Og selvom dette ikke var første gang, det skete, så er virkningen af sådan en begivenhed i en populær tv-serie med en stor fanbase, sendt i den bedste sendetid, ikke til at tage fejl af. Skuespiller Nichelle Nichols overvejede på et tidspunkt at forlade Star Trek, men ombestemte sig efter et tilfældigt møde med Martin Luther King jr. Nichols talte med King om sine planer om at forlade serien, hvortil han svarede, ”Det må du ikke gøre… Forstår du ikke hvad den mand [Roddenberry, skaberen af Star Trek] har opnået? For første gang kan vi ses verden over, som vi bør ses”. 

1992

I en episode, hvor rollerne er byttet om, møder vi Soren, et medlem af den androgyne J’naii-art. Blandt J’naii-arten anses det for en kriminel afvigelse at identificere sig som enten mand eller kvinde, men Soren indrømmer overfor næstkommanderende William T. Riker at de i hemmelighed har identificeret sig som kvinde siden barndommen. Soren og Riker er tiltrukket af hinanden, men Soren afsløres og undergår en form for omvendelsesterapi. Dog ikke før de udtaler en bøn om tolerance for alle dem med kønsidentiteter og med det argument, at ingen er kommet til skade eller påvirket af deres identitet, samt at de præcis som alle andre bare ønsker at blive accepteret for den, de er.  

1995

Trekkere ser det første kys mellem personer af samme køn i det ydre rum, da Kaptajnløjtnant Jadzia Dax og hendes forhenværende kone Lenara Kahn – begge fra Trill-arten – delte et intimt øjeblik på Deep Space 9. En lille del af Trill-befolkningen lever med en sansende livsform kendt som symbiont inde i deres kroppe. Når en værtskrop dør, overføres symbionten til en ny Trill. Jadzia identificerer sig som kvinde, men Trill-racen har tilsyneladende ingen problemer med at skifte kønsidentitet, eller tilsvarende med forhold mellem personer af samme køn. I dette tilfælde er en tidligere vært for Khan-symbionten blevet gift med en tidligere vært for Dax-symbionten. Forbundne Trills kan tilgå minder og egenskaber fra tidligere værter, og gensynet fremkalder tidligere romantiske følelser. 

 

 

2013

I Kelvin-universet – en alternativ tidslinje – afsløres det, at Lt. Hikaru Sulu er i et samkønnet forhold. Dette blev af mange fans set som et cadeau til skuespilleren George Takei (der oprindeligt spillede karakteren i den originale Star Trek-serie fra 1966). Takei sprang ud som homoseksuel i 2005 og er siden da blevet en fremtrædende LGBTI+ aktivist. 

 

 

2017

I 2017 på Star Trek Discovery introduceres vi for det homoseksuelle par, Kommandørkaptajn Paul Stamets og Dr Hugh Culber. Karaktererne spilles af skuespillerne Anthony Rapp og Wilson Cruz, som begge selv er en del af LGBTI+ miljøet.

 

 

2019

I 2019 bliver Kommandørkaptajn Jett Reno – eminent portrætteret af komikeren Tig Notaro – en del af Discovery-besætningen. Reno er enke, men bærer fortsat sin vielsesring efter sin kones død.

2020

I 2020 blev en non-binær karakter – Adira Tal – og en transkønnet karakter – Gray Tal – endelig en del af Trek-franchisen. Begge karakterer spilles af skuespillere, som deler deres karakterers kønsidentiteter. I en scene i sæson tre, hvor Stamets, som på dette tidspunkt ikke er bekendt med Adiras pronominer, tiltaler dem som ”hun,” bliver han rettet af Adira, som siger ”’dem,’ ikke ’hun’. Jeg har aldrig følt mig som ’hun’ eller ’hende’. Jeg ville foretrække ’dem’ fra nu af.” Herefter smiler Stamets bare og siger ”okay”. Dette er et superfint eksempel for enhver, som måske er usikker på, hvordan man håndterer at blive irettesat efter at have brugt de forkerte pronominer. 

Betydningsfulde personer fra andre Sci-Fi-serier:

Tony Sawicki, Cosima Niehaus og Delphine Cormier, Orphan Black

Larry Trainer, Maura Lee Karupt og Danny the Street, Doom Patrol

Mr. Terrific, Dreamer, Batwoman, Captain Cold og White Canary, DC’s Arrowverse

Captain Jack Harkness, Bill Potts, Madame Vastra og Jenny Flint, Doctor Who

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden