Foto: Rikke Høyen
Når fællesskab gør stærk
Af Lars Henriksen (han/ham)
”Ved festen var gården fuld af folk, der med sjofle betegnelser råbte højt om, at det var homoseksuelle personer, der deltog, og der sås i lokalet flere mandsklædte par, der kyssede hinanden, ligesom mandspersoner dansede med hinanden på højst uanstændig måde … Ved festen var størstedelen af de tilstedeværende damer. Forklædte mandspersoner, der ikke alene i klædedragt, men også i deres måde at være på, havde en skuffende lighed med kvinder.”
”Men jeg kan huske, at vi dansede rundt og havde en rigtig god fornemmelse af, at nu gjorde vi noget for sagen. Jeg danser sammen med en af de andre, der hedder Finn, og vi er en snes stykker eller sådan noget, vil jeg tro. Og så er der jo dem, der kommer for at kigge på os. Og vi snakker også med nogle af dem, og de udtrykker forskellige holdninger til det. Men de fleste af dem var, så vidt jeg husker, positivt indstillede og syntes, det var okay, at vi protesterede mod, at vi blev diskrimineret.”
Det første citat ovenfor stammer fra en politirapport fra 1923 og handler om fester i foreningen NEKKAB som året efter, ved højesteret blev ophævet som ulovlig, da den blandt andet “tilstræbte at være tilholdssted for og bindeled mellem mænd med homoseksuelle tilbøjeligheder”. Det andet citat er fra Ole – en af de mænd, der i 1971 deltog i en danseaktion på Rådhuspladsen for at komme danseforbuddet, som forbød to mænd at danse med hinanden offentligt, til livs.
På 50 års afstand af hinanden fortæller de den samme historie om betydningen af fællesskabet og sammenholdet som grundlag for frihedskampen. Alene føler man sig sårbar, men skulder ved skulder med andre LGBTI+ personer (eller hvad vi til enhver tid har kaldt os selv og hinanden) er vi i stand til at råbe højt, være os selv og protestere mod diskrimination.
De udstødtes klub
I 2023, 100 år siden de første kampråb i gården på Jagtvej lød til statsmagtens fortrydelse, mødes vi endnu til Pride-markering på Rådhuspladsen for at stå sammen om at ville et samfund, hvor der er plads til forskellighed og hvor de, som skiller sig ud, ikke skal tvinges i skjul eller bag lås og slå. Det er den røde tråd i vores bevægelse, at sammenhold gør stærk.
Det var det, som førte til oprøret i New York City i 1969, som blev til pridebevægelsen, og det var den samme inspiration, Axel Lundahl Madsen havde, da han stod ved Sankt Hansbålet i Kildeparken i Aalborg i 1948. At vi ikke længere kan finde os i undertrykkelsen og angsten, i isolationen fra hinanden. Vi må danne grupper, foreninger, tale sammen, feste i fællesskab, kende hinanden og vide, at uanset hvor groft verden behandler os, så udgør vi et alternativ – de udstødtes klub, som er stærkt nok til at knytte os sammen og robust nok til at tåle modstanden.
Kom sammen – gå sammen
“Vi er her – vi bliver her,” skrev Helmer Fogedgaard i Vennen 1949. ”We’re here, we’re queer – get used to it,” lød det i Christopher Street Remembrance Day Marcherne i 1970’erne og genlyder det i Pride-marcher over hele kloden endnu i dag. En tydelig bevidstgørelse af, at vi er flere end den ene isolerede, men en bevægelse, som flytter mennesker, holdninger og hjerter. Vi marcherer sammen, vi står og går sammen. Vi passer på hinanden.
COME TOGETHER, som er årets tema, er Copenhagen Pride 2023s kampråb som en opfordring til at møde op, træde til, gå med – og imod, sætte fællesskabet før den enkelte og andre før sig selv.
LGBTI+ samfundet står overfor modstand over hele kloden af en karakter, som både er inden- og udenvælts. Der er kræfter, som kæmper mod os udefra. Dem kender vi. Nu møder vi også en 5. kolonne, som under dække af at kæmpe for vore rettigheder udfordrer det fællesskab, som har gjort os stærke ved at forsøge at skabe mistro mellem os internt og mene, at man legitimt kan bekæmpe nogle LGBTI+ personers rettigheder, samtidig med at man kæmper for andre.
Vi vil ikke lade os dele og dermed beherskes.
Heri ligger det simple budskab – som runger imod os fra historiens aktivister:
Stå Sammen!
Come Together!
For fællesskab gør stærk!
