Af Mie Hald (hun/hende)
Det svider hver gang. Det skaber en dyb, rodfæstet irritation og er endnu et spadestik i en kløft, der kun bliver dybere. ”Men kan man ikke også bare lade være med at have et label?” Et simpelt spørgsmål, der er så utrolig ladet med uvidenhed og fremmedfrygt.
Jeg er træt af at forklare mig.
Vi er omgivet af labels. Hele vores samfund er faktisk bygget op af dem, og det er noget, vi får påklistret fra fødslen. ”Nåh, lille Sofie, er der nogle søde drenge henne i børnehaven?” og ”Nej, Johannes, den kan du ikke gå med, lyserød er en pigefarve” er begge indirekte måder at trække labels ned over børn, før de overhovedet forstår det. Det er en normal del af samfundet at antage, at børn er heteroseksuelle, alloromantiske, ciskønnede, og at de her ting kan yndes gennem farver eller bestemte påklædningsgenstande.
Så hvorfor bliver det et problem, når Sofie er i 20’erne og forklarer, at de er panseksuel og kønsflydende? Nu kan Sofie selv vælge sine labels, men pludselig bliver de mødt med ”jamen, det er indviklet” eller ”det er da så begrænsende”, eller, hvad jeg personligt hader allermest: ”hvorfor skal du også putte dig selv i en kasse?”
Svaret er ganske simpelt: Hvis du føler trang til at stille nogen ét af de spørgsmål, er det højst sandsynligt fordi, du aldrig selv har skulle svare på dem. De labels, du har fået fra samfundet, har passet. Godt for dig – sådan er det ikke for alle.
Labels kan være komplicerede, det skal jeg være den første til at indrømme. Men det er tusind gange sværere at finde ud af, hvilke labels passer og komme ud til andre, end det er at respektere dem som udenforstående part.
Men lad mig for god ordens skyld svare på det mest frustrerende spørgsmål: ”Hvorfor skal du putte dig selv i en kasse?”
Ved siden af mine tekster til HeartCore er jeg fiktionsforfatter, og jeg møder samme spørgsmål, når det kommer til genrer. ”Hvorfor skal du begrænse dig og putte dig selv i en kasse?” Og jeg anser det faktisk som et utrolig snævert verdenssyn.
For hvad er en kasse? Der er absolut ingen, der har sagt, at kassen er dyb og har høje sider, og at du fanger dig selv i den. Kom væk fra dét syn – køn og seksualitet kan være flydende, og nogle gange må man prøve flere labels (”kasser”), før der er én, der passer. Nogle gange finder man aldrig én, og andre gange skifter den konstant i løbet af éns livstid.
Tænk i stedet på kassen som en kasse tegnet med kridt. Linjerne er ikke hårde, siderne er todimensionelle, og du kan let træde ind og ud. Så hvad er så tiltrækkende ved den her kasse?
Svaret er simpelt. Det drejer sig om fællesskab, identitet og genkendelse.
Når man hele livet har fået at vide, at man skal være A eller B, og derfor altid har følt sig udenfor, anderledes eller endda udstødt, fordi man ikke passer ind i de grupper, de labels, der blev præsenteret, vokser man op med følelsen af at være andet.
Det kræver ikke meget empati at forstå, hvordan det føles, når man pludselig opdager gruppe C, D eller, jah, Q. At der er andre mennesker, der er som dig, og at der er et ord for det, du er og føler dig som.
Et label er bare et adjektiv – en beskrivelse vi bruger til at forklare os selv til andre. Du behøver ikke forstå det specifikke label, men det er en måde, du kan lære andre mennesker bedre at kende. Det er deres krav på frihed fra de labels, de er blevet tvunget til at gå med, og deres måde at gøre krav på deres egen identitet.
Så lev med det.
