Denne novelle blev indsendt gennem vores open call og er en fortsættelse af ‘Lea og joggingbukserne‘ fra HeartCore #9 FRIHED. Den er blevet forkortet til denne udgivelse.
Af Nikoline Heikamp (de/hun)
Jeg vågner, da solen begynder at lyse værelset op gennem sprækkerne i gardinet. Klokken kan ikke være langt over otte. Jeg gnider mig i øjnene og videre ned ad kinderne. Jeg drejer hovedet. Der ligger hun. Lea. Hun ser fredfyldt ud, også selvom hun snorker en smule. Jeg fjerner min dyne og kravler forsigtigt ud i fodenden af sengen. Jeg har ligget inderst. Som jeg plejer. Plejer, fordi vi har sovet på den måde et par gange om ugen, og nogle gange en uge i streg, de sidste to måneder. Det føles godt. Det føles naturligt. Det føles lige som det føles, når to mennesker nyder hinandens selskab og ikke rigtig bliver trætte af hinanden.
Jeg nyder i hvert fald hendes selskab, og jeg er endnu ikke blevet træt af at tilbringe tid sammen med hende. Jeg tror en del af det bunder i, at vi sagtens kan lave hver vores ting og dele de indskydelser, der eventuelt kommer til os undervejs i vores individuelle aktiviteter og gøremål, men ellers bare være tavse sammen. Det er min teori, at det indtil videre har været en genial opskrift på vores rimelig velfungerende relation.
Jeg lister ud på toilettet, hvor jeg pjasker koldt vand i hovedet på mig selv. Tørrer hænder og ansigt i håndklædet, som hænger ved siden af vasken. Det falder ned. Jeg lader det ligge, og lister ud i køkkenet. Her tænder jeg elkedlen og finder to kopper frem. Den lilla med citronerne til Lea. Den lyseblå med solsikkerne til mig selv. Det er nogen, vi har fundet på søndagsloppemarked ved søerne.
“Godmorgen, lækkermås,” hører jeg en hæs stemme bag mig.
Jeg er ikke rigtig landet på et navn endnu. Jeg har afprøvet lidt forskelligt, men ingen af dem har givet en følelse af resonans. Jeg vender mig om og ser Lea med uglet hår, søvn i øjnene, kun iført trusser. Hun gaber og strækker sig på den der tegnefilmsagtige måde med armene over hovedet og knyttede næver. Hvorefter hun smasker, som om hun smager på sit gab. Hun trisser over mod mig med armene åbne, klar til omfavnelse. Vi holder om hinanden uden at sige noget. Klik, lyder det fra elkedlen, vandet er kogt færdigt. Jeg løsner min ene arm fra mit greb om Lea, mens jeg fisker Nescaféen ud af skabet over os. Jeg løsner min anden arm for at kunne åbne bøtten og hælde kaffe i de to kopper. Lea holder fast endnu, stadig uden at sige noget. Hun slipper sit greb, åbner køleskabet og tager havredrikken.
“Har du sovet godt?” spørger hun, mens hun hælder en sjat i begge kopper.
“Ja. Sådan udmærket. Også selvom der er nogen, som snorker,” svarer jeg med ironi i stemmen.
“Jeg ved det godt. Du må puffe til mig, hvis det bliver for meget,” siger hun henkastet.
Hun tager fat rundt om den lilla kop med citroner med begge hænder og bærer den ind til den store vindueskarm i soveværelset. Jeg tager et sip af min kop, inden jeg følger efter. Jeg sætter mig i vindueskarmen og kigger ned på gaden. Lea har stillet sin kop fra sig ved siden af mig og kigger rundt i værelset, indtil hun målrettet går over og tager fat i den trøje, der ligger krøllet sammen på gulvet, hvor hun smed den i går, inden vi lagde os i seng. Hun vifter den ren for støv og tager den på, går over mod mig, bøjer sig for at kysse mig i håret.
“Nå, hvem har du udset dig til første runde af people watching i dag?” spørger Lea, mens hun sætter sig til rette og tager koppen, som jeg har løftet for, at hun ikke skulle vælte den.
“Personen, der går der. Hvor tror du, de køber deres tøj? Det ser cool ud,” siger jeg, mens jeg nærstuderer en person iført et par løse denimjeans og en form for oversize hættetrøje under vinterjakken, der ligner noget fra et byggemarked.
“Det er sikkert deres fars aflagte tøj fra dengang han rendte rundt nede ved skaterparken med alle de seje rødder. De har måske nuppet det lidt i smug. Og deres far har sikkert altid ønsket sig en rigtig prinsessetype af en pige,” siger Lea med en lettere bitterhed i stemmen. Hun er ikke fan af vores forældres generation og deres heteronormative verdensopfattelse.
Sådan fortsætter vi, indtil vi har drukket vores kaffe færdig, mens vi opdigter små historier om de mennesker, der går forbi. Som vi plejer. Plejer, fordi det er sådan de fleste morgener har set ud de seneste to måneder, når vi er vågnet op sammen i hendes lejlighed. Når vi vågner op i min lejlighed, tager vi vores varmeste joggingtøj på og tager dynerne med ud på altanen, hvor vi drikker kaffe af to kopper, som vi selv har formet og malet på et weekendkursus i Folkehuset Absalon. Her lytter vi til fuglekvidder i weekenden og børn, der råber, skriger og leger i børnehaven overfor, i hverdagene.
“Hvad skal vi finde på i dag?” siger jeg og drikker bundsjatten, som er blevet kold, fordi jeg altid er evigheder om at drikke min kaffe.
“Vi kan handle ind til den der pastaret. Og et par øl skader vel heller ikke?” siger hun, mens hun lægger en hånd på mit lår og kigger på mig med et smørret smil.
Hun hentyder til vores første date. Jeg smiler, men når ikke at sige noget, da jeg hører min telefon vibrere på kommoden. Den er på ”forstyr ikke”, så det er kun mine forældres beskeder, der giver lyd. Jeg rejser mig for at hente min telefon, tager stikket ud, lader opladeren hænge i stikkontakten og er på vej tilbage mod Lea, men stopper op.
Hej *deadname*, kommer du ikke forbi til aftensmad og brætspil, ligesom i gamle dage? Du må gerne tage din veninde Lea med. Malthe og hans nye kæreste kommer også. Har du mødt hende? Hun er vidunderlig. Kys fra mor.
“Hey, du,” siger Lea og giver min skulder et klem. Hun har rejst sig og stillet sig ved mig, mens jeg har genlæst beskeden mindst syv gange. Jeg vender telefonen og viser den til hende, følger hendes øjne, der skifter linje, som hun læser sig igennem beskeden. Jeg forsøger at lure, hvad hun tænker ud fra hendes ansigtsmimik, men jeg får ikke meget ud af det.
“Det lyder da … hyggeligt,” siger hun og kigger op på mig med et spørgende usikkert blik, stadig med sin hånd på min skulder.
Jeg kaster min telefon over på sengen. Lea holder nu en hånd på hver af mine skuldre.
“Jeg ved godt, at det er svært. Jeg vil gerne hjælpe dig med at fortælle hende det. Men jeg synes, vi skal tage én ting ad gangen. Måske du kan introducere mig som din kæreste i dag?”
Kærester? Er vi kærester? Altså klart, vi opfører os da som kærester. Ses ikke med andre. Er sammen så ofte som muligt. Holder hinanden i hånden, når vi går på gaden (hvis vi føler os trygge ved det). Jeg har en tandbørste hos hende. Hun har en tandbørste hos mig. Jeg troede bare, at det ville føles mere som sommerfugle i maven. I stedet føles det sikkert, trygt og roligt. Det giver jo i virkeligheden god mening.
“Sagde jeg noget forkert?”
Lea afbryder mine tanker.
“Nej, men jeg er da ked af, at jeg ikke har fået fortalt min mor, at vi er kærester,” svarer jeg, mens jeg langsomt kommer tilbage til virkeligheden.
“Det gør altså ikke noget. Du skal gøre det i dit tempo. Jeg ved heller ikke … om det er det … vi er. Jeg synes bare … det lyder bedre end veninder. Gør det ikke?”
Det er ikke ofte, at Lea bliver usikker. Hendes datingprofil var ret spot on: Sød, selvsikker, tilfældig og sjusket, men på den gennemtænkte måde. Hun er typen, der bruger otte-ni forsøg på at sætte en rodet knold. Eller som knapper sin skjorte skævt med vilje. Af samme grund har hun ikke to kopper, der er ens. Det er sådan Lea er, men det er nu også meget kært.
“Jo, det gør det helt bestemt. Jeg vil da langt hellere være din kæreste, end din veninde,” siger jeg med et selvsikkert tonefald, selvom jeg i virkeligheden er mindst lige så usikker, som hun virker til at være. Hun smiler. Det føles som bekræftelse.
Resten af morgenen foregår næsten i stilhed, men med en masse generte smil og puf til hinanden. Vi tager overtøj og sko på og går ned til vores cykler i baggården. Låser dem op synkront og trækker dem ud til gaden. Kysser hinanden akavet hen over begge cykler.
“Lad os mødes derhjemme. Så kan du lige overveje din mors forslag. Jeg er klar. Hvis du bare fortæller mig, hvad jeg kan tillade mig at have på i dine forældres hus,” siger hun med et smørret smil.
“Hold dog op. Du kan cirka have alt på. Og du ser godt ud i alt.”
“Så vi tager afsted?” siger Lea begejstret.
“Det skal bare overstås.”
“Op med humøret. Det skal nok blive godt. Jeg er god med mødre.” Igen med et smørret smil.
Hun svinger benet over bagom sin racercykel, ringer med klokken og cykler afsted. Jeg bliver stående og holder mine øjne på hende, indtil hun svinger rundt om hjørnet. Finder mine høretelefoner frem, sætter dem i, og sætter min playliste på, der udelukkende er fyldt med queer kunstnere.
En besked tikker ind, netop som jeg i tankerne er forsvundet ind i min egen bekymringsløse verden. Det er mor. Hun spørger, om vi kommer eller ej. Jeg mærker varmen stige mig til hovedet. Mit hjerte banker hurtigere. Da jeg når frem til mit arbejde, tager jeg en dyb indånding. Skriver: ”Vi kommer”. Trykker send. Lægger hurtigt telefonen væk. Puster ud.
…
Hun står på tæer og læner sig ind over vasken på toilettet, mens hun med åben mund lægger mascara ved hjælp af sit spejlbillede. Jeg skimter en kjole hængende på håndtaget ind til soveværelset. En kjole med solsikker på. Jeg er netop trådt ind ad hoveddøren. Mit blik fangede hende med det samme, fordi hun altid fanger mit blik hurtigere end noget eller nogen andet i et rum. En kjole med solsikker, vender mine tanker tilbage til.
“Er den ny?” siger jeg, mens jeg let holder min hånd på hendes ryg.
Hendes opmærksomhed er stadig på hendes eget spejlbillede.
“Hej, smukke,” siger hun, mens hun sætter mascarabørsten ned i bøtten og skruer låget på.
“Jamen hej til dig også” siger jeg og kysser hende på kinden.
“Er kjolen med solsikkerne ny?” spørger jeg igen.
“Ja, jeg skal jo gøre et godt indtryk” siger hun, mens hun fjerner lidt mascara fra øjenlåget med sin pegefinger.
Jeg mærker en lille knude i maven. I tvivl om, hvorvidt det er fordi jeg er spændt eller nervøs. Jeg forsøger at dæmpe det ved at tælle til ti helt lavt for mig selv. Lea virker helt ubekymret og går let og elegant ind mod værelset.
“Det her er Lea, min kæreste,” øver jeg hviskende, mens jeg går frem og tilbage på hendes to-kvadratmeter-badeværelse, som om jeg skal til eksamen.
Kjolen glider ned ad hendes krop og omfavner hendes krop. Hun retter ikke folderne, som danner sig rundt omkring. Jeg bemærker hver og én af dem, og det giver et lille kuldegys i mig, men jeg prøver at ryste det af mig. Det kan ikke være rigtigt, at de mindste fejl sætter noget i gang indeni mig.
