Af Ben Hansen-Hicks (han/ham)
Mens Gen Z’erne springer ud tidligere og tidligere i disse dage – hvilket er vidunderligt og fortjener at blive fejret – kan det for nogle føles, som de har ventet for længe med at komme ud af skabet.
Vi ville gerne høre historier fra dem, der sprang ud lidt senere i livet, og derfor opfordrede vi vores følgere på Copenhagen Prides sociale medier til at fortælle om deres oplevelser med at springe ud. Tak til alle, der skrev til os. Vi havde ikke plads til det hele, men her er vores favoritter – inklusive vores helt egen grafiker og layoutgeni, Camilla.
Vi stillede vores interviewpersoner de samme 5 spørgsmål og svarene er hjertevarmende – og nogle gange hjerteskærende – at læse. God fornøjelse.
Bemærk venligst, at nogle af svarene er blevet let redigeret og forkortet for klarhedens skyld. Det er personlige historier, så nogle gange taler vi om mørke emner.
Stephanie (hun/hende)
Hvornår sprang du ud og hvordan føltes det?
Jeg sprang ud som transkønnet for to år siden i en alder af 45. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, fordi jeg ikke længere behøvede at gå og skjule det menneske, jeg i virkeligheden er.
Hvordan er den person, du er i dag, forskellig fra den person, du var, før du sprang ud?
Indvendig er jeg stadig den samme person, samme interesser og humor, kombineret med, at jeg også udadtil har fået mere ro i mig selv. Jeg går stadig og venter på en afklaring om, hvorvidt jeg kan starte i hormonbehandling hos CKI (Center for Kønsidentitet) på Rigshospitalet. Jeg krydser alt, hvad jeg har, og klemmer min ønskeamulet for, at jeg får grønt lys. Jeg fik tidligere i sensommeren i år mit nye CPR-nummer og fornavn, og det gør det bedre og mere trygt for mig at være Stephanie.
Har dine venner og familie accepteret dig for den, du er i dag?
Jeg har oplevet et stort frafald af venner og især bekendte; jeg har umiddelbart to venner og nogle få familiemedlemmer tilbage, som jeg føler støtter mig 110%. Udover det har jeg selvfølgelig min kæreste Maria, som er helt igennem fantastisk, og de to andre medlemmer i mit band har heller ikke noget imod at have en transkønnet bassist og sanger.
Har du nogle råd til personer, der er lidt ældre, og som overvejer at springe ud?
Du skal ikke vente. Du bliver ikke yngre, og alle har ret til at forfølge deres drømme og få det bedste ud af livet. Så vær/bliv til den bedste udgave af dig selv, så skal det nok lykkes og blive godt.
Når alt det her så er sagt, så er det bestemt ikke altid en dans på roser at springe ud som transkønnet. Man oplever desværre til tider ting som chikane, tilråb, mobning og for nogle endda vold, men jeg er helt i ro med mit kønsidentitet og seksualitet, så uanset hvor meget lort, jeg må tage imod fra omverdenen, giver det mig blot mere lyst til at kæmpe imod og stå fast. Selvom jeg endnu ikke har kroppen som en kvinde, så ændrer det ikke på det faktum, at jeg i mit hjerte er kvinde, og at jeg hedder Stephanie. Heldigvis møder jeg mest venlighed og forståelse i hverdagen, så i det store hele er det godt.
Michael (han/ham)
Hvornår sprang du ud og hvordan føltes det?
Jeg sprang ud 3-4 måneder efter, at jeg var blevet 30. Jeg havde sat en deadline, der hed, at det skulle gøres, inden jeg blev 30. Så nåede det næsten, men det krævede en masse tilløb. Jeg vågnede en søndag og var bare sådan “Today!”.
Jeg tog ud til min far og fortalte ham, at jeg havde været i gang med en større selvransagelse og nok var nået frem til, at det nok ikke var mig, der ville give ham børnebørn. Han fangede desværre ikke helt min metafor og spurgte ind til om jeg var syg? Jeg panikkede og sagde “nej, men det er nok lidt svært at gøre nogen gravid i numsen!” Og så faldt tiøren.
Efterfølgende havde jeg det skønt. Jeg følte, at en kæmpe vægt var fjernet fra mine skuldre, og at jeg for første gang kunne være ærlig om, hvem jeg var.
Hvordan er den person, du er i dag, forskellig fra den person, du var, før du sprang ud?
I starten havde jeg et stort behov for at tale om det hele tiden. Jeg var nok faktisk lidt irriterende at være sammen med, for alt det man ikke kunne tale om før, det kunne man nu, så det gjorde jeg – om alt. Men jeg fandt en balance i det med tiden.
Jeg hviler mere i mig selv, siger fra over for ting og behandling jeg ikke ville have gjort før. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg respekterer mig selv. Det gjorde jeg sgu nok ikke før.
Har dine venner og familie accepteret dig for den, du er i dag?
Jeg blev mødt med forståelse og rigtig mange, især familien, kom med: “Det vidste vi jo godt, haha” kommentarer. Og de pissede mig faktisk meget af. Hvis de godt vidste det, hvorfor helvede havde de så ikke gjort det lidt nemmere for mig? Jeg kan huske aftener, hvor jeg lå og græd mig selv i søvn og bad til en gud, jeg slet ikke troede på, om at vågne næste dag og være “normal”. Det kunne jeg godt have været foruden.
Men jeg forstår det godt, og det er samtaler vi efterfølgende har haft, som de godt kan se og forstå – det er nok hvad jeg vil råde andre til. Åben døren for jeres børn. Lad dem vide, at de er elskede uanset hvad.
Har du nogle råd til personer, der er lidt ældre, og som overvejer at springe ud?
Gør det. Ingenting er skrevet i sten. Folks forståelse af seksualitet er i stor forandring. Vi har kun et liv. Det må vi ikke glemme.
Jeg fortryder ofte, at jeg ikke sprang ud tidligere. Jeg ser i dag unge par gå hånd i hånd på gaden, være åbne på sociale medier, queer repræsentation i medierne og elsker den store store udvikling, der er sket bare siden jeg var ung. Det gør mig utrolig glad, men samtidig ked af det. For jeg føler lidt, at samfundet stjal det fra mig.
Camilla (hun/de)
Hvornår sprang du ud og hvordan føltes det?
Jeg sprang ud to gange, først som biseksuel og efter jeg som 42-årig fik en autisme- og ADHD-diagnose, spang jeg også ud som non-binær.
Jeg forsøgte første gang at springe ud som 17-årig, men en nær bardomsven – som selv var homoseksuel – sagde til mig, at ingen i miljøet kunne lide de biseksuelle fordi de blandt andet var grådige og utro. Resultatet blev, at jeg følte mig utryg og hoppede ind i skabet igen.
I 2006, da jeg var næsten 30, deltog jeg i en Harry Potter-con, og der var en gruppe af os, som forud for hovedeventet var på en tur i en spejderhytte. Den første aften sad vi omkring bålet og introducerede os selv. Et par af de andre nævnte deres identiteter, hvilket gav mig mod til endelig at sige højt, at jeg var bi. Ingen så meget som blinkede, og jeg følte mig endelig accepteret som den jeg er.
Det var en kæmpe lettelse, som en vægt, der blev løftet fra mine skuldre.
Hvordan er den person, du er i dag, forskellig fra den person, du var, før du sprang ud?
Jeg føler mig meget mere fri, fordi jeg kan være synlig som den, jeg er.
I min arbejdstaske har jeg en paraply i bi-flagets farver. På en regnvejrsdag, for noget tid siden, ventede jeg ved et lyskryds. Ved siden af mig fik jeg øje på en person der, ligesom mig, holdt en paraply i bi-farverne. I det øjeblik udvekslede vi et blik som bare sagde: “Jeg ser dig”. Så skiftede lyset til grønt, og vi gik hver vores vej.
Som udiagnosticeret autist og ADHD’er følte jeg ofte, at jeg cosplayede en persona i mit daglige liv. Det er noget, som især mange autister føler, grundet en fornemmelse af at være anderledes og forkert. Det hedder at maskere. Og jeg maskerede som både neurotypisk og som pige/kvinde Efter jeg blev diagnosticeret, forstod jeg endelig, hvorfor jeg aldrig havde connected med det køn, jeg var tildelt ved fødslen. For selvom jeg er AFAB (tildelt kvindeligt køn ved fødslen, ed.), så er det ikke den, jeg er indeni. Min kvindelige persona var en form for skjold, som beskyttede mig i en binær verden.
Har dine venner og familie accepteret dig for den, du er i dag?
I remember my son, when he was younger, asking me: “Why is it that it’s only heterosexuals who don’t have to come out?” And after we talked about it for a bit, he exclaimed: “I want to come out as straight!”
However, he later came out again, first as bisexual and later as omnisexual.
Har du nogle råd til personer, der er lidt ældre, og som overvejer at springe ud?
Do it – but be aware of who you’re coming out to. Find your “safe space” first and take it from there. It’s important to feel comfortable with the people you’re coming out to.
