Af Mariya Alfa Staugaard
Denne artikel omtaler seksualiseret vold
Uanset hvem man er, og hvem man er seksuelt tiltrukket af, er retten til et liv fri fra seksualiseret vold én af de mest grundlæggende. Voldtægt er en forbrydelse, der ofte beskrives som noget af det allermest krænkende man kan blive udsat for. Men når det kommer til lovgivning på området, er der ikke altid enighed om, hvordan man egentlig definerer begrebet.
Igennem de sidste par år er det blevet diskuteret om Danmark skal ændre i voldtægtslovgivningen, så den baserer sig på samtykke. Som loven ser ud nu, defineres voldtægt ud fra om der har været vold, eller trusler om vold, involveret. Det stemmer dog ikke overens med virkeligheden da det er en almindelig reaktion, at personer fryser og forholder sig passivt under et overgreb – og den slags hændelser italesættes altså ikke som voldtægt. Aktivister har i årevis kæmpet for at få loven ændret, og da Sverige i 2018 tog skridtet, blussede debatten for alvor op igen. Men her er vi, to år senere, og med et eksplicit løfte fra statsministeren om en samtykkebestemmelse, og alligevel er kampen nødt til at fortsætte.
I juni meldte justitsminister Nick Hækkerup ud, at han ønskede en “tænkepause” før arbejdet med den nye lov kunne fortsætte. Som modsvar blev der etableret en Samtykkevagt, som har stået foran Christiansborg med skilte indtil sommerferien med et klart budskab: Jo længere tid vi venter, jo flere personer bliver udsat for overgreb uden mulighed for efterfølgende at søge retfærdighed i retssystemet.
Et hetero-problem?
Når man taler om voldtægt dukker der ofte et meget bestemt billede op på folks nethinder: En mørk gyde. En enlig kvinde på vej hjem. En fremmed mand, der springer ud af busken. Men det billede stemmer sjældent overens med, hvordan overgreb foregår. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd, foregår 67% af alle voldtægter i private hjem, og oftest er der tale om sager, hvor parterne kender hinanden i forvejen, for eksempel som venner eller kærester. Idéen om den mandlige gerningsperson og det kvindelige offer slår heller ikke nødvendigvis til. Det er ganske rigtigt sådan det forholder sig i størstedelen af sager, men når vi ikke ser i øjnene, at overgreb også finder sted på tværs af kønsspektrummet, gør det kun forebyggelsesarbejdet sværere. Og ligeledes mindskes den allerede forsvindende mulighed for retfærdighed for ofrene. Alle statistikker viser nemlig, at kun en brøkdel af voldtægter anmeldes og tallet er endnu lavere for domfældelser.
Ida er frivilligkoordinator i Everyday Sexism Project Denmark og er en af kræfterne bag Samtykkevagten. Ida er selv LGBTI+ person, og peger på problematikken i, at der findes så lidt data på området: ”Vi sidder jo foran Christiansborg med et skilt, hvor der står ’65 kvinder om dagen’, og det er jo fordi, det er det eneste, der er statistik på. Jeg synes i virkeligheden godt, at man kan være lidt vredere over, at der ikke er flere undersøgelser der afdækker, hvor mange LGBTI+ personer, der oplever overgreb. Det tydeliggør, at der stadig er en marginalisering.”
Sidste år udkom SEXUS, den største undersøgelse til dato omkring danskernes seksualliv. Undersøgelsen inkluderede også et afsnit om seksualiseret vold, og her fremgik det, at LGBTI+ personer i høj grad rammes af overgreb og krænkelser. Værst af alt står det til for biseksuelle kvinder: 31% af respondenterne i denne gruppe kunne fortælle, at de havde været udsat for mindst ét seksuelt overgreb i deres liv. Det er tal af en størrelsesorden, der er umuligt at ignorere. Og dog italesætter vi sjældent de særlige ting, der kan ligge til grundlag for, at personer fra LGBTI+ miljøet rammes af overgreb; både trans-, homo- og bifobi kan nemt spille en rolle, men vi har ikke viden nok til at kortlægge præcis hvor den slags diskrimination også spiller ind når det kommer til seksualiseret vold.
Idas fætter Tobias er også LGBTI+ person, og han har stået som Samtykkevagt selvom han ikke har været aktiv i sagen før. Han nikker også genkendende til, at det heteronormative syn på overgreb ikke er dækkende: ”Man ser de her nyhedsindslag om voldtægt, hvor det første der kommer frem er: ’x antal kvinder’. Men der jo rigtig mange andre, der også oplever overgreb – og det glemmer man”. Som homoseksuel mand har Tobias selv oplevet, at der i miljøet kan være nogle udfordringer, når det kommer til at italesætte grænser: ”Da jeg begyndte at komme på bøssebarer i København, som jeg ellers havde regnet med ville være relativt trygge steder, opdagede jeg hurtigt, at det blev set som meget okay, at folk kom og rørte ved én. Og efter et par gange, så begyndte jeg også at gøre det selv. Det bliver så normaliseret selvom det overhovedet ikke er okay.”
I tillæg til mere research på området, er en ny lovgivning og en fokus på samtykke altså også i LGBTI+ personers interesse. Mads Hvid, Politisk og Strategisk Rådgiver hos LGBT+ Danmark, siger: ”En ny samtykkelov er enormt vigtig for alle dele af LGBTI+ miljøet. Seksualiseret vold er historisk set blevet brugt aktivt i kampen mod LGBTI+ personer og vores rettigheder. Samtidig ved vi, at når det kommer til anmeldelsen af hadforbrydelser, så er mange som tilhører en seksuel eller kønsmæssig minoritet nervøse for at anmelde og for mødet med myndighederne.” Et af argumenterne for en samtykkelov er netop også, at det skal følges op med bedre uddannelse af politiet og andre institutioner så dét møde kan undgå at blive endnu et traume, hvis man vælger at anmelde.
Den fælles samtale
Der er således al mulig god grund til, at kampen for en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, samt forebyggelsesarbejde på langt sigt, også vedrører LGBTI+ miljøet. Mange års marginalisering af LGBTI+ seksualiteter har medført, at personer, der har sex med samme køn, ikke bliver regnet med i samtalen om overgreb, og derfor er det vigtigt, at vi sammen råber op om, at vi ikke står inde for overgreb af nogen slags – heller ikke når det foregår inden for miljøet. Ida giver også udtryk for, hvor vigtigt det er, at vi løfter solidarisk i flok når det kommer til at bekæmpe overgreb: ”Jeg tror, det er vigtigt at gøre det til en kollektiv proces. Der er en enorm magtesløshed i at sige fra i et miljø, hvor det er en norm at blive rørt ved. Du føler, at du risikerer at blive ekskluderet – så det skal være en fælles samtale.”
Og den samtale skal starte tidligt. Ved at få sat samtykke på dagsordenen, og få det draget ind i seksualundervisning i skolerne, skabes rammerne for, at særligt unge mennesker kan udforske deres seksualitet på en måde, der hverken overskrider deres egne eller andres grænser. En samtykkebaseret lovgivning vil være med til at fastslå, at vi som samfund stiller det krav, at man selvfølgelig sikrer sig, at den person – eller personer – som man er sammen med ønsker og har lyst til det, der sker. Men hvis ikke LGBTI+ identiteter aktivt inddrages i denne normændring, så løber vi risikoen for, at overgreb og krænkelser kan fortsætte med at foregå under radaren. Tobias stemmer i med den pointe: ”Hvis vi får en samtykkebaseret lovgivning, så kommer samtalen om samtykke også fordi det er noget vi forholder os til.”
At inddrage LGBTI+ identiteter i kampen for en samtykkelov handler ikke om at fjerne fokus fra, at seksualiseret vold ofte finder sted i heteronormative rammer. Det handler i stedet om at brede samtalen om samtykke og grænser ud, så flere bliver bevidste om at passe på både sig selv og på andre. Og så handler det om retfærdighed – om at kunne føle sig sikker på, at skulle man blive udsat for en så forfærdelig forbrydelse som voldtægt, så vil man blive mødt af et retssystem, der anerkender, at voldtægt ikke altid handler om manden i busken, men forekommer i mange forskellige relationer, og på tværs af kønsidentitet og seksuel orientering. Vi har først for alvor retfærdighed når retfærdigheden når ud til alle.
Seksualiseret vold og LGBTI+ miljøet
Procentdel respondenter, der har oplevet mindst ét overgreb, baseret på seksuel orientering:
- Heteroseksuelle mænd: 1,2%
- Homoseksuelle mænd: 7,2%
- Biseksuelle mænd: 8,2%
- Heteroseksuelle kvinder: 11,4%
- Homoseksuelle kvinder: 17%
- Biseksuelle kvinder: 31%
Kilde: SEXUS (2019)
