Af Paulie Amanita Calderon-Cifuentes
Triggeradvarsel: Denne artikel nævner seksualiseret vold og transfobi.
At være en kvinde er ikke let. At være en queer, ikke-hvid transkvinde, som også er migrant og seropositiv, er ekstra hårdt.
I den følgende artikel vil jeg kort dele min personlige historie med dig, fra det første øjeblik jeg så mig selv som kvinde, til det første år, hvor andre så mit kønsudtryk således. Jeg vil gerne lægge vægt på, at alt jeg nævner her, er rent baseret på mine egne livserfaringer og læring, og at jeg på ingen måde prøver at repræsentere alle transfeminine personer. Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg kan kun dele, hvad jeg ved og hvad jeg har oplevet, ved at bruge det sprog, som repræsenterer mig bedst, uden at slå over i akademisk diskurs. Jeg vil også gerne advare om indholdet i artiklen, som kan være triggering, så som seksualiseret og fysisk vold. Jeg ved, at for mange andre, kan oplevelserne have været meget anderledes, men i dag vil jeg gerne have lidt plads og fokus på mig: Paulie ”Amanita” Calderon-Cifuentes.
Pæne lille Paulie
Jeg var tre år gammel første gang, jeg satte ord på min kvindelige kønsidentitet. Dengang vidste jeg intet om queerteori og eller hvad det ville sige at være en transperson, og jeg heller havde aldrig sat spørgsmålstegn ved, hvem jeg var. Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor: ”Hvorfor ligner jeg ikke de andre piger? Hvorfor insisterer du på at klippe mit hår og give mig tøj på, som ingen af de andre piger går i?”. Hendes svar var simpelt: ”Det er fordi du ikke er en pige…” og så brød helvede løs. Mine forældre tog mig med til så mange psykologer og præster, som de kunne finde for at fikse, hvad end der var galt. Det var den første form for vold, jeg blev udsat for. Omkring otteårsalderen blev jeg sendt på hospitalet med brækkede ribben, fordi min far havde haft behov for at ’lære mig noget’. Det var det øjeblik jeg indså, at den store lyserøde elefant i rummet var femininitet. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg var en ciskønnet homoseksuel mand, og at så længe jeg holdt det for mig selv, ville alt være under kontrol. Uheldigvis (og heldigvis) har jeg altid været utrolig stædig, og jeg kunne ikke fortsætte med at leve en så usmagelig løgn. Misforstå mig ikke – I love my gays. Men jeg var aldrig en af dem.
Da jeg nåede 20-års alderen, crossdressede jeg allerede. Jeg kan huske, da jeg købte mine første Jimmy Choos i vinteren 2009. Ingen kan nogensinde tage den tilfredshedsfølelse fra mig, som jeg fik af at gå rund i de stiletter den første gang. Jeg følte mig som en amazone. Det var de højeste hæle, det skarpeste våben. Og jeg kunne gå i dem, som en Vicoria’s Secret model. I den tid led jeg mest under homofobi og heteronormativitet og ikke transfobi og cisnormativitet.
Så skete 2011. Jeg var i Bremen, Tyskland, på Max Planck Instituttet for marinemikrobiologi, hvor jeg netop var startet på min kandidatgrad. Og mens jeg fejrede min 22-års fødselsdag, blev jeg bedøvet og voldtaget for første gang. Gerningsmanden var en ciskønnet, hvid, heteroseksuel, tysk mand, som feticherede transvestitter, og som smittede mig med HIV. Jeg havde allerede en bachelorgrad i mikrobiologi og vidste, at hvis jeg nogensinde blev smittet med HIV, ville antiretrovirale behandlinger lade mig leve et helt normalt liv og ville gøre mig ude af stand til at smitte andre med virussen. Selv under ubeskyttet sex. Jeg droppede ud fra min kandidat og flyttede tilbage til Colombia. Jeg satte mig målet at blive uoverførbar og på den måde ikke-smittende og derfor aldrig smitte nogen anden. Så bestemte jeg mig for at bruge min karriere indenfor biologi til at bekæmpe HIV/AIDS, serofobi og transfobi, samt at kæmpe for dem, der ikke havde mulighed for de samme klasse- og uddannelsesprivilegier som mig.
Paulie i København
Jeg flyttede til København for syv et halvt år siden og fortsatte mit kandidatstudie i molekylær biologi, hvilket jeg færdiggjorde i sommeren 2019. Her opbyggede jeg de stærkeste og smukkeste venskaber i mit liv. Det var takket være Alex og Jens, at jeg overlevede. De to reddede nærmest mit liv. Nu tænker du nok: hun er i Danmark, hun har et netværk, hun er i sikkerhed. Sådan tænkte jeg også. Men i sommeren 2016, tidligt om morgenen efter en fest, blev jeg voldtaget for anden gang. I porten foran min bygning. I centrum af København. Denne gang blev jeg tævet så voldsomt, at det var nødvendigt med en operation, for at rekonstruere min næse, så jeg kunne trække vejret gennem begge næsebor igen. Omkring et år senere, på grund af de to overfald, bestemte jeg mig for, at crossdressing ikke længere var nok. Så jeg startede min sociale transition, sprang ud som transkvinde og begyndte hormonterapi. Sikke en rus jeg følte, den første gang mine brystvorter var ømme! Hvor var det spændende at se mit hår vokse og min hud bliver blødere og glattere. Det var som at vågne langsomt fra et langt mareridt. Og selvom folk pegede fingre af mig på gaden, og mine kollegaer begyndte at lave ekstremt ubehagelige og stødende transfobiske jokes, oplevede jeg en form for glæde, jeg aldrig havde nydt før.
På den ene side følte jeg mig endelig som mig selv. På den anden side tog det mig rigtig meget at overkomme begge overfald. Og jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, at jeg er 100% ok, men sandheden er, at selv den dag i dag, lever jeg med angst og depression. At offergøre mig selv igen ved at fortælle denne historie igen og igen hjælper mig heller ikke rigtig. MEN jeg vil dele denne historie så mange gange som nødvendigt, indtil folk indser HVOR HÅRDT DET ER DERUDE FOR TRANSKVINDER. Især for ikke-hvide transkvinder. Ved hver minoritetsboks vi kan sætte hak i, kan folk – især heteroseksuelle, ciskønnede mænd, umenneskeliggøre os. Vi betyder mindre, og vi er mere sårbare, så folk misbruger os mere. Det er derfor at den forventede levetid for ikke-hvide transkvinder i Amerika er 34 år, ifølge den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder.
Der er også derfor, at jeg på min 29-års fødselsdag inviterede hundredvis af mennesker til et kæmpe maskeradebal for at fejre mit liv og min genfødsel. Alle kom med masker på, og kl. 3:13 om morgenen præcis (mit fødselstidspunkt), stoppede jeg festen og gik op på scenen. ”I 29 år har jeg haft maske på. I aften inviterer jeg alle tilstede til at tage masken af med mig. Fra nu af vil jeg kun reagere på navnet Paulie og på pronominerne hun og hende,” sagde jeg. Det var magisk.
Til sidst…. Amanita
Omkring den tid jeg blev 30, skiftede tingene kraftigt. Homoseksuelle mænd blev mine største fans, mens heteroseksuelle fyre kom med tilråb på gaden, i stedet for at spytte mig i ansigtet og råbe transfobiske fornærmelser efter mig. Mine datingsapps flød med seksuelle forespørgsler og jeg begyndte at få mange gratis ting som ”gaver”. Jeg blev også afbrudt og bedt om at tie stille eller holde kæft af mænd oftere. Folk begyndte at kommentere på mit valg af tøj og betydeligt færre karrieremuligheder dukkede op ved min dør. Generelt føler jeg, at folk antager flere ting om mig nu.
Jeg forelskede mig også i en dansk mand, og han forelskede sig i mig. Det var første gang, jeg virkelig elskede nogen og første gang, at nogen virkelig elskede mig for den jeg rigtigt er. Det vil jeg aldrig glemme. Romantisk kærlighed…. havde nærmest slået mig ihjel. Jeg indså der, at typen af vold havde skiftet. Jeg oplevede ikke længere kun transfobi og cisnormativitet, men også sexisme og kvindehad.
For første gang i mit liv følte jeg, at jeg fandtes. At jeg ikke løj for mig selv. At jeg ikke havde en maske på, for at gøre alle andre glade. At den pris, jeg havde betalt for det privilegium at eje mig selv, havde været værd at betale. Gennem mit liv har jeg oplevet mange FØRSTE GANGE, men at opleve min queer femininitet i dens fulde potentiale har været den mest udmattende, givende, tilfredsstillende, empowering oplevelse nogensinde. Denne sommer bestemte jeg mig for også at bruge navnet Amanita. Amanita Muscaria har været min yndlingssvamp siden jeg var barn. Den er kendt blandt os mikrobiologer for at være i symbiose med nåletræer. Den er også kendt for at være kraftigt neurotoksisk, giftig og psykoaktiv, på grund af produktionen af muscimol og ibotensyre. I keltisk kultur kaldes den feernes trone. Dronningen af feerne sidder i den og opfylder ønsker for dem, der finder hende i skoven. Denne symbiotiske og giftige basidiesvamp er magisk, skandaløs og helt sig selv. Ligesom mig.
At være en ikke-hvid transkvinde har helt sikkert ikke været nemt. Men at være Amanita har været fabelagtigt.
