Voksende global Pride og en socialaktivists rejse
Af Kash Quinney
Tre timer før jeg var ved at springe på et nattog ud af Tbilisi, Georgien, modtog jeg en sms fra en af arrangørerne af Tbilisi Pride. ”Vær foran indenrigsministeriet om 30 minutter,” stod der. Jeg vendte på en femøre og ræsede tilbage til det sted, hvor jeg havde opholdt mig de sidste to måneder, greb mit kamera, sprang ind i en taxa og skyndte mig derover. Dette var en af mine rejser i 2019. Jeg havde været i Georgien siden maj. Ikke kun fordi jeg havde forelsket mig i folket og landet, men fordi jeg havde fået nys om en af de mest imponerende bevægelser, jeg nogensinde var stødt på.
Værdighedens march
Den 17. maj 2013 afholdt Tbilisi sin første statssanktionerede demonstration mod homofobi. Snesevis af aktivister gik på gaden, hvor de blev mødt af tusinder af demonstranter, der var imod homoseksualitet, ledet af præster fra den ortodokse kirke. For den nordlige halvkugle er den 17. maj den Internationale Dag mod Homofobi, Transfobi og Bifobi, men på denne dag blev LGBTI+ aktivisterne mødt med vold og blodsudgydelse. Da jeg ankom til indenrigsministeriet, sluttede jeg mig til den lille gruppe aktivister. Vi holdt det store regnbueflag højt og holdt stand, mens vi talte med medierne. Værdighedens march, som mine georgiske venner kaldte det, var vellykket. Vi var ikke mange, men på trods af alle trusler og forhindringer holdt Tbilisi, altså seks år efter den første demonstration, sin første Pride.
Denne gruppe af arrangører, deres beslutsomhed, dedikation og styrke har inspireret mig ufatteligt meget på min rejse. Min beslutsomhed om at begynde at sprede budskabet og fremhæve disse mindre Pride-organisationer begyndte dengang i Georgien.
Så hvilken betydning har WorldPride?
Hvordan kan vi bruge den som en ressource til globalt at styrke forbindelser, og eksisterer verdensomspændende stolthed, når den stolthed ikke fejres kloden rundt?
Glæde og frygt
Jeg har siden 2015 rejst og blaffet over hele verden som åbenlyst queer og transkønnet mand. Fra Australien til Mellemamerika, Europa, Rusland og Asien har jeg oplevet queer lykke, glæde og ekstase, samtidig med at jeg kendte til frygten for, hvornår jeg skulle gemme mig i skyggerne og foregive at være en, jeg ikke er. Selv når jeg ikke var i fare, har denne frygt drevet mig, som en indlejret reaktion i min hjerne og krop, der fortæller mig, at jeg er noget sårbart, og at samfundet vil reagere aggressivt, hvis de finder ud af, hvem jeg er. Frygt, som jeg tror, at en stor del af vores miljø kan forholde sig til, og som alt for mange er nødt til at leve med dagligt.
I løbet af min rejse har jeg fokuseret min opmærksomhed på at være til stede ved Pride-begivenheder, hvor jeg har mødt det lokale miljø, absorberet den generelle stemning, interageret, glædet mig og i forskelligt omfang er blevet involveret. I Guatemala følte jeg glæden ved dansen, festen og hjerterytmen i vores miljø. I Frankrig talte jeg med de unge, der endnu ikke havde fundet ud af, hvem de var, men ved Priden havde de muligheden for at eksistere. I London følte jeg den magt, vi kunne udøve; i København følte jeg vores absolutte behov for og talent for at fejre. Copenhagen Pride i 2017 var én blandt mange den sommer. Mens jeg gik rundt i alle festlighederne, blev jeg pludselig fyldt med en følelse af slægtskab og af at høre til, som jeg ikke før havde følt under en Pride-fest. Disse følelser af inklusion og accept kan være noget vanskelige at opleve som queer, kun gjort mere vanskelige af at leve i udkanten af samfundet, som jeg gør, og af ofte at sove i det fri. Denne tilgang til livet har gjort det muligt for mig at føle dybt, at kende yderpunkterne i vores eufori og samtidig også opleve et kort glimt af den konstante kamp om hvor skræmmende og farligt, det kan være at leve autentisk.
Global lighed
Som platform har WorldPride en enorm magt – som hævede man en megafon op over hele verden kan vores stemmer påvirke tankesæt, som vi aldrig før har nået, og vi kan bruge dette værktøj til at hæve platforme for dem, der stadig kæmper.
Da jeg fordybede mig i queer-aktivistsamfundene fra Balkan, Georgien og Egypten, mødte jeg denne enorme gruppe mennesker, der fortalte så stærke historier fyldt med mod og fokus, men nogle historier fortalte også en fortælling om udmattelse og desperation efter forandring. Når jeg ser lande som Storbritannien rulle deres grundlæggende menneskerettigheder for transpersoner tilbage, kan jeg kun til en vis grad forstå denne fortvivlelse, fordi jeg jo knapt nok kan forestille mig deres oplevelser. Det er en ubarmhjertig kamp, og derfor er det så vigtigt som globalt samfund at stå sammen, at fejre og at holde humøret højt, mens vi lægger alle vores indsatser i de små organisationer, der stadig forsøger at etablere deres eksistens. Jeg betragter mig selv som en socialaktivist (der aldrig har været tilhænger af en politisk tankegang), og når det drejer sig om min queerhed, holder jeg nøje øje med, hvordan jeg opfattes i forhold til forskellige kulturers handlinger og reaktioner. Min læring bliver mere dyb, når jeg blaffer, opholder mig hos de lokale og fordyber mig i hver kultur. Jeg fandt ud af, hvor let det var at eksistere som ciskønnet mand i Tyrkiet, at mænd ville tage mit parti, hvis nogen fejlkønnede mig. Der var en vis ironi over dette, fordi jeg i oplevelsen af denne bekvemmelighed mistede noget af min kønnethed. Denne og andre observationer stammer fra, at jeg på så mange niveauer har været forbundet til forskellige aspekter af kulturer fyldt med historie, religion og skønhed, men der har altid været en undertone af mørke, uanset hvilket land jeg har været i. På mine ture som blaffer gennem Frankrig, Storbritannien og andre områder i Europa er jeg blevet mødt med de mest arrogante tilgange og de mest uuddannede standpunkter. Mine erfaringer fra landevejen eksemplificerer, at det ikke kun er politik og lovgivning, vi skal se på, men også samfundets idealer og normer. Men ser vi bort fra lovgivning og politik, hvordan ser global lighed så ud, når vi taler om samfundet og udelukkende fokuserer på de sociale aspekter? Når LGBTI+ personer i andre lande, såsom det østlige Asien, er omgivet af så stærkt et stigma, kan vi så opnå samfund uden diskrimination i vores egne lande? På samme måde som racisme findes alle vegne, udryddes den aldrig helt. Jeg tillægger begivenheder som Global Pride og WorldPride stor betydning, fordi vi her har dette magtfulde øjeblik, hvor vi fejrer og deler, og som kan bruges som værktøj til at skabe afgørende forandringer i hele verden. Dette sker politisk, når vi lægger mere pres på regeringer, men også socialt, når vi står sammen i solidaritet med styrke og opmuntring og hjælp til dem, der kæmper hårdest.
Når vi ser på nogle af verdens mest etablerede Pride-sammenslutningers websites, kan vi se, hvor megen bemærkelsesværdig forandring de har opnået, se planerne for fremtidige Pride-begivenheder, og vi kan se den indflydelse, de har haft. Jeg beundrer og respekterer alle Pride-bevægelser, men der vil alligevel altid være en del af mig, der vil kæmpe for mere. På trods af vores store målerklæringer om ”global lighed” og ”et lige liv for alle mennesker”, ser jeg et meget lille fokus på verden som helhed. Netværk er en væsentlig del af ethvert aktivistfelt, især bevægelsen for LGBTI+ rettigheder. Vi finder fællesskab, venskab, solidaritet, råd og styrke. Der er en kraft i disse forbindelser, når vi finder nogen at støtte os til, når vi lærer af andre aktivisters rejser, andre lande, og når vi støtter hinanden i vores kamp for lighed.
Vi er her, vi er væsentlige, vi er smukke
Toget i Georgien har siden ført mig tilbage gennem Europa og har lært mig mere om, hvem jeg er ved at blive i løbet af dette queer-livs skøre rejse, om mangfoldigheden i os alle, og hvad de næste skridt mon kan være for at skabe en fremtid, hvor vi støtter hinanden som et aktivt, globalt samfund.
Dette er, hvad WorldPride betyder for mig; en mulighed for at få forbindelse til verden omkring os, en klippe, der minder mig om, at vi alle sammen stadig kæmper sammen. Det er følelsen af, at jeg ikke er alene, når jeg står ved landevejen med tommelfingeren udstrakt, og det er muligheden for at kæmpe for meningsfuld og verdensomspændende forandring ved at give lyd til uhørte stemmer. Det er en mulighed for en smuk og inderlig forbindelse, og det er verdens stemme, som omfatter alle lande og stater (uanset deres gældende lovgivning), der siger: ”Vi er her, vi er væsentlige, vi er smukke.” Det kan være noget så småt som en udstrakt hånd, en bil, der på en regnvejrsdag holder ind til siden for mig, en allieret, som vi ikke vidste eksisterede, der får os til at huske, hvorfor vi fortsætter med at kæmpe for retten til at leve vores liv.
Jeg tænker ofte tilbage på vores fortid, vores historie befolket af aktivister, der var så stærke i deres synlighed og spillede en vigtig rolle for min evne til at leve dette liv, og jeg spørger mig selv, hvad jeg kan gøre for at skabe et bedre liv for en fremtidig udgave af mig selv? I øjeblikket er jeg langvarigt frivillig i Malmø Pride, mens vi arbejder hen imod WorldPride 2021. Det fylder mig med stolthed at fejre, hvor langt vi er kommet, og jeg er klar til at lytte til og lære af dem, der har brug for os nu.
