Af Jens Ulvedahl
80’er æstetik har aldrig været så prominent i popkulturen, som den har været de seneste par år, udover da årstallet selvfølgelig hed 1980. I modebranchen ser vi moderne versioner af oversize blazere, mom-jeans og brugen af pangfarver, og du kan nærmest ikke befinde dig i bybilledet uden at se folk med en mullet (det såkaldte ”svenskerhår” eller ”bundesligagarn”). På musikscenen ser vi kunstnere som Dua Lipa (Physical, Levitating), The Weeknd (Blinding Lights, Save Your Tears) og Miley Cyrus (Midnight Sky, Prisoner) lave sange, man lige så godt kunne have danset til på et hvilket som helst dansegulv i 1986. Dua Lipas nummer Physical er selvsagt en reference til Olivia Newtons nummer af samme navn fra 1981, mens Cyrus’ sang Prisoner (featuring Dua Lipa) sampler på samme – det er sågar Lipas album Future Nostalgia, der har inspireret denne artikels titel.
Som samfund har vi dog ændret os markant siden 80’erne, men alligevel står vi i dag i en situation, der kan trække tanketråde tilbage til den virkelighed, LGBTI+ personer levede med dengang: En pandemi. Vi har efterhånden levet med coronapandemien inde på livet i et år, og jeg vil i den forbindelse kaste et retrospektivt blik på HIV-pandemien i 1980’erne – for måske at kunne give os håb for vores egen fremtid. Jeg vil derfor starte med at lave en kort og simplificeret udlægning af HIV-fremkomsten i Danmark.
“Bøssepestens” indtog
De første to danske tilfælde af HIV blev opdaget på Hvidovre Hospital i 1981 og HIV spredte sig derefter som en løbeild i det danske samfund. Smitten fandt primært sted i det danske LGBTI+ miljø blandt mænd, der havde sex med andre mænd – hvilket førte til den opfattelse, at HIV var relateret til mændenes brug af såkaldte ”poppers” (narkotisk middel, brugt i forbindelse med sex). Senere blev det konstateret, at poppers ingen indflydelse havde på smitten, men at spredningen skete via seksuel kontakt og blod, da smitten ikke alene ramte LGBTI+ personer, men også stofmisbrugere. Sygdommens tendens til at ramme bøsser førte til, at HIV i danske medier fik øgenavne såsom bøssepesten og bøssesygen, der optrådte i overskrifter såsom “Frygter bøssesygen bliver en dansk epidemi“, ifølge DR. Smitten fortsatte op til midt 90’erne, og i 1995 udkom en ny medicin, der kunne forhindre, at HIV udviklede sig til den dødelige sygdomstilstand AIDS. Siden er der blevet skabt mere og mere effektiv medicin, hvilket har ført til, at sygdommen i dag ikke kan smitte, hvis du er i behandling.
Corona i relief
Der er markante forskelle på nutidens coronapandemi og HIV-pandemien, når det kommer til sygdommenes dødelighed, spredning og risikogrupper. De to har dog det tilfælles, at de skabte/skaber et dystopisk fremtidssyn. Overskrifterne på samtlige medier det seneste år har været fyldt med både gode og dårlige nyheder om coronasmitten. Den nye virkelighed med karantæne og sociale bobler har blandt andet ført til, at 23% af personer mellem 16 og 29 år føler sig alvorligt ensomme, ifølge forskningsprojektet ”Stå sammen ved at holde afstand”. Danskerne er trætte og ønsker sig tilbage til tiden før corona. De frygter, at den tid ikke kommer tilbage – dog kan flere og flere se lyset for enden af tunnelen. Billedet var dog ikke det samme i 80’erne.
LGBTI+ Dommedagsbilleder
I en pressemeddelelse fra 2013 skrevet af Andreas Fruensgaard for Hvidovre Hospital, fortæller overlæge Jens Ole Nielsen om hans oplevelse af pandemien. Nielsen, der fik tilnavnet Mr. Aids, da han var en af de første, som behandlede AIDS patienter i Danmark, fortæller:
“Folk – især i bøssemiljøerne – opførte sig som om, dommedag var nær. Mange gik ud fra, at de snart skulle dø, så de skiftede spor og prøvede at realisere sig selv”
Den manglende information om HIV i 80’erne gjorde fremtiden dystopisk for danskerne, og især dem, der befandt sig i LGBTI+ miljøet. LGBTI+ barer og lignende gik fra at være seksuelle fristeder til at indgyde frygt, grundet angsten for HIV og frygten for at dø. Nyere serier som Ryan Murphys Pose og for nyligt It’s A Sin af Russell T Davies har iscenesat, hvorledes HIV gjorde sit indtog i LGBTI+ miljøet i henholdsvis New York og London. Denne frygt var også fremtrædende i Danmark, hvor mennesker såsom Johnnie Fledelius mistede nære på stribe. I et interview med DR 2015 fortæller han om, hvordan han med sine egne øjne kunne se bekendte bukke under for sygdommen, og hvordan det påvirkede LGBTI+ miljøet. Han udtaler direkte, at han og hans omgangskreds ”gik til så mange begravelser, at vi ikke kunne nå at få renset vores sorte tøj.” De var ikke klar over, hvordan de skulle forholde sig til sygdommen, da de blot vidste, at den smittede via samleje, men ikke om den også kunne smitte via anden form for kontakt. Frygten var, at pandemien ville udslette LGBTI+ miljøet og resten af danskerne – hvilket heldigvis ikke blev en realitet. Sygdommens dødelighed har dog imidlertid haft varig effekt på danske medier, der kan ses den dag i dag, hvor fordomme og stigmatisering stadig fylder i debatten og gør HIV til et tabu.
Lys for enden af tunnelen
Denne artikel har ikke til formål at negligere hverken corona- eller HIV-pandemiens fatale konsekvenser – for hvert liv mistet, er et liv for meget. Dog håber jeg, at jeg ved kigge tilbage, kan give os håb fremadrettet. Gennem et kig på vores historie kan vi lære om fremtiden, for selvom alting så sort ud for os i 80’erne, så overlevede vi. Situationen i 2021 er markant anderledes, da en nedlukning af samfundet, som den vi oplever nu, ikke er sket før i nyere historie, og flere og flere har haft corona tæt inde på livet. Som nævnt tidligere kan lyset for enden af tunnelen dog anes i form af faldende smittetal og nye vacciner. Dog skal det ikke forties, at vi i skrivende stund (februar 2021) har mistet 2.269 mennesker til Corona i Danmark, der alle vil blive savnet af deres nære. Forskningen peger på, at Covid-19 ikke kommer til at forsvinde, men at vi i Danmark kan få smittetallet under kontrol og sørge for at færrest muligt mister livet – ligesom vi har gjort med blandt andet HIV, hvor smittetallet falder år for år. Ifølge AIDS-fondet var smittetallet på 143 i 2019. Det eneste vi kan gøre, er at hænge i og være håbefulde: Vi overlevede HIV-pandemien og vi skal nok også komme ud på den anden side af coronapandemien.
Imens vi venter hjemme i vores rodede og indelukkede hjem, kan man passende tage sin yndlings oversize blazer på, ruske op i sin mullet, danse, som om ingen andre kigger, til nutidig 80’er pop og vide sig sikker på at vi, ligesom de gjorde dengang, kommer ud på den anden side af krisen.
Kilder
https://dagensmedicin.dk/historien-om-hiv-fra-dodelig-bossepest-til-kronisk-sygdom/
https://www.dr.dk/nyheder/indland/vennerne-doede-paa-stribe-da-boessepesten-haergede
https://www.dr.dk/nyheder/indland/80ernes-frygt-holder-liv-i-fordomme-om-hiv
