Tale på Pride Square, lørdag den 10. august 2024
Kære alle sammen
Velkommen til åbningen af Copenhagen Pride 2024!
Meget er blevet sagt om Copenhagen Pride de seneste mange måneder.
Om hvad man kunne forvente og om der overhovedet kunne blive en pride…
Så lad mig starte med at sige: Se jer omkring…
Endnu engang har vores mange frivillige leveret, og Copenhagen Pride 2024 bliver på trods af hvad folk har troet… og på trods af hvad folk har frygtet , igen en kamp for, og hyldest af, mangfoldighed, inklusion, kærlighed, frihed og fællesskab.
De næste 8 dage bliver en platform for aktivister og foreninger, hvor de kan have de vigtige samtaler, og skabe fokus på de problematikker, de arbejder så ihærdigt for alle årets 365 dage, og en anledning til igen at sætte ting på agendaen, hvor vi ikke er i mål endnu..
Igen har vores frivillige leveret et gratis program med mere end 100 events, der favner bredt og sætter fokus på vigtige LGBTQIA+emner.
Og så kommer vi selvfølgelig igen i år til at have en kæmpe fest og fejring af de sejre vi har opnået, en fejring af os selv og en fejring af hinanden.
Det gør vi WIth Pride – Lige her på Pride Square!
Vi ved, at der er folk, der mener, at vi som menneskerettighedsorganisation bør tage en mere aktiv rolle i Israel og Palæstina.
Nogen taler også om, at vi bør eller allerede har valgt side.
Derfor vil jeg gerne slå det fast igen:
Copenhagen Pride er ikke pro eller anti nogen regering – det gælder ikke engang den danske regering.
Vi bruger vores platform til at presse regeringer for at lave LGBT+venlig lovgivning og kalder diskriminerende love ud, samtidig med vi hylder når regeringer laver god lovgivning, der beskytter og anerkender LGBT+mennesker.
Tidligere i år stod vi også på side med de mennesker, der led efter det frygtelige jordskælv i Tyrkiet og Syrien, og vi sendte en donation til LGBT+-organisationer, der bistod med den humanitære indsats.
Vi har stået på side med LGBT+-mennesker i Uganda, Ukraine, Polen og flere andre lande ved at sende midler fra vores solidaritetsfond. Og i februar besluttede vi også, at overskuddet fra vores WinterPride-efterfest skulle gå til humanitær hjælp i Gaza.
For det er dét, vi gør.
Vi mener, når vi siger, at vi ikke støtter regeringer – vi støtter LGBT+-mennesker, der, hvor der er behov, uanset deres regering.
Vi tager også side med LGBT+-personer, der bor i de syv lande, hvor homoseksualitet kan føre til dødsstraf, eller de 70 lande, hvor det kan føre til fængsling.
Fordi vores kollektive frihed, afhænger af os alle..
Der sker uhyggeligt mange forfærdelige og skræmmende ting rundt omkring i verden.
Samtidig skal vi også holde fokus på stigningen i onlinehad mod queer personer – især mod transmiljøet.
Vi skal også tale om anti-LGBT+-lovgivningen i Ghana, Uganda, Georgien og så sent som i sidste uge, ny anti-LGBT+-lovgivning i Bulgarien.
Vi skal også tale om den nye forskning, der viser, at næsten halvdelen af alle LGBT+-personer i Danmark blev udsat for chikane det seneste år, og at en tredjedel oplever, at vold mod vores miljø er steget i de sidste fem år.
Eller at 25 procent af dem, der er sprunget ud som transpersoner på arbejdspladser her i Danmark, fortryder det pga. reaktionerne og konsekvenserne.
Copenhagen Pride er en platform for LGBTQIA+-miljøet og dets organisationer.
En platform til at fremme accept. For kunstnere til at udtrykke sig, tale for forandring og kalde de ting ud, der skal ændres.
Og Pride er den største og mest synlige platform, vi har, til dét arbejde.
Derfor fortsætter vi kampen, og vi fortsætter festen.
Og en fest holdt vi også for en måneds tid siden, hvor vi kunne fejre, at Rådhuspladsen 75 og 77 officielt blev til Regnbuepladsen, den 1. juli 2014 – for 10 år siden.
Vi fik for ti år siden et stykke af denne rådhusplads, der har været definerende for vores miljø, for de sejre vi har opnået og for vores fælles protester.
Det er her på Rådhuspladsen, at Copenhagen Pride siden 1996 har haft sit omdrejningspunkt
Det er her, folk for snart 35 år siden samledes d. 1. okt. 1989, for at fejre, at Axel og Eigil som det første homoseksuelle par i verden indgik registreret partnerskab på Københavns Rådhus.
Og det var her, at bøsserne ulovligt, hånd-i-hånd dansede med budskaberne ’’BØSSESOLIDARITET’’ og ’’BØSSEMAGT NU’’.
Danseaktioner på Rådhuspladsen, der ledte til afskaffelsen af danseforbuddet, der ellers forbød to mænd at danse sammen.
Nu, altså over 50 år siden.
Og så… for 10 år siden fik vi altså vores eget stykke af Rådhuspladsen, i form af Regnbuepladsen, hvor regnbueflaget hver dag vajer, som det eneste permanente regnbueflag i verden.
Vi fik en del af den plads, der er omdrejningspunkt for vores protester, vores fejringer og for vores danse med hinanden.
Men det er jo ikke det eneste jubilæum vi kan fejre i år.
Hele tre organisationer fra miljøet fylder rundt.
I år kan både Pan Idræt og Tegnbuen fejre 40 års-jubilæum.
Pan Idræt, der hver eneste dag har sportsaktiviteter for personer under regnbuen og deres venner.
En klub der betyder enormt meget for mange, og særlig også betyder meget for mig.
For jeg ved hvordan det er som queer i skabet at komme til København uden nogen bekendtskaber i miljøet.
Pan Idræt er stedet hvor jeg fandt mine første venner fra miljøet.
Der jeg tog nogle af mine første skridt i min queer-rejse.
Og stedet hvor jeg stadig – 6 år senere – har nogle af mine bedste venner.
Kæmpestort tillykke til jer og ikke mindst et kæmpe stort personligt tak til jer.
Også Tegnbuen kan i år fejre 40.
Sammenlignet med Pan Idræts op mod 2000 medlemmer, er Tegnbuen måske en lille organisation.
Men det gør det ikke til en mindre vigtig organisation.
For inklusionen af døve og hørehæmmede er enormt vigtig, og kampen for dobbeltminoriserede er ekstra vigtig.
For man har bare sværere vilkår for at deltage i de tilbud og aktiviteter der er, og det gælder også aktiviteter inden for vores eget miljø.
Derfor er det så vigtigt, at der nu i 40 år har været et tilbud, som Tegnbuen.
Kæmpestor tillykke med de 40 år.
Eller rettere:
[på dansk tegnsprog]: “KÆMPE STORT – TILLYKKE – 40 – ÅR – JUBILÆUM “
Også Scandinavian Leather Men – SLM – kan fejre jubilæum. Hele 50 år!
Jeg har læst i deres ret så omfattende jubilæumsskrift, som fortæller om de mange kampe, de mange ofre og de mange sejre.
Og det er så fascinerende at læse om deres historie, som også er en del min og jeres queer historie.
50 års historie, fyldt med sjove, spændende og vilde oplevelser, men desværre også tit overskygget af tragiske historier og udskamning.
Så lad mig mig benytte lejligheden til at understrege:
Kink og fetich-miljøet har sin plads i priden, og det er og bliver en del af vores miljø og fællesskab.
Kæmpestort tillykke med de 50 år.
Jeg vil slutte af med en lille anekdote, der bringer min tale her tilbage til rådhuspladsen.
En historie der understreger, hvorfor vi bliver ved med at kæmpe.
Sidste år, under priden, kom en ung teenager hen til en af vores frivillige på rådhuspladsen og sagde:
”Hej. Jeg har ikke nogen venner, for folk forstår mig ikke”.
Vores frivillige greb den hurtigt og opfordrede hende til at gå en tur rundt på pladsen, se sig omkring og lige opleve stemningen.
Da hun kort efter kom retur, sagde vores frivillige til hende, at hun skulle tage en tur mere og forsøge at få øjenkontakt med nogle mennesker, og så komme retur igen.
Da hun havde gjort det, kom hun retur med en stigende entusiasme og sagde ”så” og havde et blik fyldt med længsel.
Vores frivillige opfordrede hende nu til at tage en tur mere, få øjenkontakt med nogen igen, og så prøv at smile til nogen, så vil du på et tidspunkt nok falde i snak med nogen.
Den her gang gik der over en time før hun var retur.
Og det længselsfulde blik var udskiftet med et blik fyldt med glæde og kærlighed.
Og med sig havde hun to nye venner. Arm-i-arm.
Hun var så glad, og hun følte sig set, forstået og elsket.
Den dag – her på Pride Square – fik hun to nye venner, og vigtigst af alt blev hun del af noget større.
Det er dét, man kan se frem til de næste 8 dage.
En Copenhagen Pride hvor vi skaber plads, rum og forståelse… til hinanden, for hinanden, og med hinanden.
Så benyt Rådhuspladsen, som vi altid har gjort,.
Til at fortsætte med at kæmpe. Fortsætte med at protestere, og fortsætte med at danse.
Danse med præcis dem, vi vil, imens vi ser ud, præcis som vi vil.
Tak for ordet, og ha’ en helt fantastisk Copenhagen Pride 2024!