Af Jens Ulvedahl
Illustration af Bartek Kociemba
LGBTI+ er et akronym; en forkortelse af initialer. Det står for lesbisk, gay, biseksuel, transkønnet og intersex, mens +’et står for den brede paraply af andre kønsidentiteter og seksualiteter, som ikke har fået en plads i akronymet. LGBTI+ er ikke den eneste version af akronymet, der bruges i dag, men det er den version, der er blevet valgt her på HeartCore. En anden populær version er LGBTQIA+, hvor Q både kan stå for queer og questioning. Det her er dog bare to af mange forskellige udformninger, som man møder i nutiden, men hvad ligger bag? Hvordan og hvorfor er vi endt på lige netop disse bogstaver? Og er akronymet bæredygtigt, når det konstant ændres og diskuteres?
Alfabetmafiaens manifest
En typisk kritik af akronymet er, at det konstant udvides med nye bogstaver, hvilket har ført til at LGBTI+ personer undertiden har fået øgenavnet Alfabetmafiaen. Pointen med at udvide akronymet er ædel, da det er et forsøg på at finde på en betegnelse, der inkluderer alle, som ikke identificerer sig med køns- og seksualitetsnormen. De mange nye bogstaver, der bliver en del af akronymet, er et udtryk for nye betegnelser, som miljøet gerne vil anerkende og give plads til. Jeg tror dog ikke alene, at alle disse bogstaver blot har den funktion at få folk til at føle sig inkluderede i miljøet, men at det også har en vigtig funktion i mødet med folk udenfor miljøet.
At få sin identitet anerkendt gennem en betegnelse gør, at man har mulighed for at svare på spørgsmålet: ”Hvad er du så?” Hvis du som panseksuel i en samtale prøver at forklare en ciskønne, heteroseksuel (cishet) person, at du er tiltrukket af personer uanset deres køn, ville du måske blive kaldt biseksuel, hvilket du ville sige nej til, hvorefter du ville blive mødt af førnævnte spørgsmål. Dertil ville du så have muligheden for at svare: “Nej, jeg er panseksuel”, fordi der er en betegnelse, som du identificerer dig med, og som der er et fællesskab rundt om. Pointen er ikke alene her, at det er vigtigt at have et fællesskab, som du kan se dig selv i, men at disse fællesskaber bliver nødt til at være afgrænsede og betitlet for at den cisheteronormative norm skal kunne anerkende dig. Det at kunne fortælle præcis hvad du er, via en term, er en anerkendelsesmekanisme, der fungerer som rygdækning overfor folk, der ikke forstår dig.
Derfor kan akronymets historie ses som én lang titelgivningsproces, der understreger, at LGBTI+ miljøet eksisterer i kontrast til det cisheteronormative samfund. Dette betyder, at vi ved at følge akronymets historie, både kan få en indsigt i, hvem miljøet i sig selv har anerkendt, men også hvad folk udenfor miljøet har anerkendt.
At have sin identitet anerkendt gennem en betegnelse gør, at man har mulighed for at svare på spørgsmålet: ”Hvad er du så?”
Fra LBL til LGBTQ
Ordene lesbisk, gay (homoseksuel) og biseksuel kan allerede dateres tilbage til 1800-tallet, hvis ikke endnu længere tilbage. Dog var det først gennem 1900-tallet, at lesbiske, homoseksuelle og biseksuelle selv begyndte at definere sig selv med disse ord og dermed genvinde (reclaime) dem. I Danmark begyndte man også at bruge ordet homofil, hvilket afspejles i LGBT+ Danmarks daværende navn “Landsforeningen af homofile”. Det er et eksempel på en term, som vi i dag ser som forældet, og der var også modstand mod titlen dengang fra foreningen “Bøssernes Befrielsesfront”, der selv valgte at definere sig selv som bøsser. Ordet bøsse hænger stadig ved den dag i dag på både godt og ondt, da nogen blot ser det som en betegnelse for mandlige homoseksuelle, mens andre ser det som et skældsord, hvilket også var tilfældet i 1971, hvor Bøssernes Befrielsesfront blev dannet. Gennem den sidste halvdel af 1900-tallet blev termerne lesbisk og bøsse brugt af flere og flere homoseksuelle, og landsforeningen skiftede navn i 1982 til “Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske” også kaldt LBL. Vi skal derefter helt frem til 2009 før at de skifter navn til LGBT Danmark, der senere ændres til LGBT+ Danmark.
Udenfor Danmark blev et andet akronym, LGB, som står for lesbisk, gay og biseksuel, taget i brug i slutningen af 1900-tallet. Forinden blev betegnelse Gay ofte brugt alene, men LGB’s opblomstring tyder på, at man får syn for flere seksualiteter. At akronymet begynder at blive samlet i denne periode, viser, at miljøet begynder at samle og mobilisere sig for at kunne skabe en fælles front i Pride-bevægelsen, som der kom i kølvandet på Stonewall-optøjerne i 1969, og i kampen mod HIV-pandemien. Fælles for de tre bogstaver er, at det udelukkende er betegnelser for seksualiteter, hvilket ikke er tilfældet for akronymet i dag. Det er først i slutningen af 90’erne og gennem 00’erne, at bogstavet T (for transkønnet) gør sin akronymiske entré, hvilket i sig selv sprænger rammerne for, hvad akronymet kan inkludere. Det gør det, da det nu betyder, at det ikke alene er seksualitet, som samles under akronymet, men også kønsidentitet. Med tilføjelsen af T, er miljøet og personerne som akronymet betegner, er ikke længere kun bundet sammen af seksualitet, men også kønsidentitet. Senere igennem 10’erne tilføjes Q til LGBT, hvilket fører os frem til akronymet LGBTQ, som jeg betegner som værende grundformen af akronymet i dag. Q’et er en unik tilføjelse, med flere betydninger, da det både kan stå for “queer” og “questioning”, der betyder, at du er i gang med at finde din seksualitet og/eller kønsidentitet. Queer er i sig selv også både et udtryk for seksualitet og kønsidentitet, så det understreger også at akronymet nu både indeholder kønsidentiteter og seksualiteter.
Fra LGBTQ til LGBTAAIP2SAA
Ud fra denne grundform er der et væld af variationer med små ændringer, såsom LGBTQQ, LGBTQ+, LGBTI+ og LGBTQIA+. Tilføjelsen af “+” viser, at man gerne vil repræsentere dem, der ikke genkender sig selv i de andre bogstaver. Dertil kommer der også nationale forskelle, da man for eksempel på svensk i stedet bruger akronymet HBTQ. I stedet for at sige L og G bruger de H, hvor H’et står for homoseksuelle. En anden variation jeg har stødt på, der adskiller sig markant fra de andre: MOGII. Det står for ”Marginalized orientations, gender identities and intersex”, der i modsætning til LGBTQ også inkluderer heteroseksuelle ciskønnede kvinder, idet deres køn også gør dem marginaliserede. Den længste betegnelse, som jeg har fundet, er: LGBTQQIP2SAA, hvor tilføjelserne står for questioning, intersex, panseksuel, two spirit, aseksuel and ally. Her er det især inklusionen af two spirit (2S), der er en identitet hos nogle oprindelige amerikanske folk og ally, der springer i øjnene.
Denne opremsning af akronymets historie er lavet for at påpege, hvordan at der ikke endnu er fundet en betegnelse, der er bæredygtig og statisk over længere tid. Det viser også en tendens til at tilføje bogstaver til akronymet over tid, hvor bevægelsen fra gay til LGBTI+ til LGBTQQIP2SAA tydelig eksemplificerer dette. Men spørgsmålet jeg sidder tilbage med er, om man kan lave en betegnelse, der inkluderer alle, men som stadig kan forblive relevant over tid?
Et udtryk, som der ofte bruges i stedet for LGBTI+ er bare ordet ‘Queer’ i sig selv, da det som tidligere nævnt er et bredt begreb, der både italesætter køn og seksualitet. Det sker oftest i ikke-engelsktalende lande, da begrebet har en anden lingvistisk historie i blandt andet USA og Storbritannien. På dansk betegnes ordet queer således ifølge Sundhed.dk: “Queer kan være en tilgang til køn og seksualitet, der definerer sig i opposition til den dominerende kønsforståelse”, hvilket stemmer overens med min tidligere udlægning. På engelsk forholder det sig anderledes, Oxford Dictionary beskriver queer således: ”Strange, odd, peculiar, eccentric, in appearance or character.” Denne beskrivelse highlighter ordets negative konnotationer på engelsk, og derfor er ordet også blevet brugt som et skældsord mod LGBTI+ personer. Det er derfor ikke uproblematisk at antage, at alle kan identificere sig med titlen queer.
Bæredygtighed er ikke statisk
Alle de førnævnte pointer og akronymets historie i sig selv understreger, hvor vigtigt det er, at det eksisterer og i lige så høj grad udvides. Derfor kan det ikke blot nedkoges til et enkelt begreb såsom queer, da ikke alle identificerer sig med titlen. Vi skal give plads og anerkende en bred vifte af titler, da der er en magt og styrke i at have en titel at pryde sig med. Det er derfor ikke det værste at kalde sig selv en del af LGBTI+, LGBTQIA+ eller LGBTQQIP2SAA-miljøet — tværtimod. Det er en force at have et akronym, der giver plads til, at folk kan blive anerkendt gennem titler og inklusion. Derfor er der ingen skam i at blive kaldt alfabetmafiaen, da det er nøglen til at sikre sig, at miljøet har et akronym, der er bæredygtigt, men ikke statisk. Et akronym, der hviler på, at vi har en forståelse af, at det konstant ændrer sig for at give flere og flere en stemme og en titel i en verden, hvor de bliver nødt til at kunne svare på normens spørgsmål: ”Hvad er du så?”
Vil du vide mere?
From LGBT to LGBTQIA+: The evolving recognition of identity, Nationalgeographic.com:
