Hvad vi skylder hinanden

Af Lærke Vinther Christiansen

LGBTI+ miljøet har en meget lang historie, den er lige så gammel som tiden selv. Dens historie er smuk, dyster og ofte glemt. Glemt af et heteronormativt samfund, som altid har eksisteret lige ved siden af os, klar til at skubbe vores eksistens ud i intetheden. Først kaldte de os sodomitter, anså os for afvigerer, anomalier. Ved 1870s ankomst, blev homoseksualitet skabt som et stempel for en kategori af medicin og psykiatri, der antydede, at det var en sygdom, at vi var syge, og at vi havde brug for medicin for at helbrede det, der var galt med os. Chokbehandlinger, lobotomier og kogende bade blev alle betragtet som mulige helbredelser, ikke kun for os, men også for hysteriske kvinder, vrede kvinder, ækle kvinder og for alle, der ansås for at have et sygt sind. Også når LGBTI+ personer eksisterede uden for et psykiatrisk hospital, var det stadig farligt bare at være, både i og uden for vores samfund, både inde og udenfor skabet. Men vi eksisterede; vi bestod igennem det hele og eksisterede fortsat lige under overfladen, som en summen af elektricitet, der lige akkurat kunne høres under al anden støj. Vi var der altid, afventende. Kæmpede, når tiden var inde. Tog tiden til at mindes dem vi havde mistet på vejen, når tiden ikke var. Hvad vi har til fælles er vores absolutte insisteren på at blive ved med at eksistere ud af trods, selv når vi kunne se til imens vi blev slettet fra populærhistorien. Og lyder det ikke alt sammen skønt på en stoisk og stærk måde? Et fællesskab bundet sammen af undertrykkelse, galskab og en fuldkommen uvillighed til at blive nede. Men hvis vi lader dette være det fulde omfang af LGBTI+ miljøets historie, ville vi være medskyldige i den interne ødelæggelse af selv samme historie.

Som Sylvia Rivera sagde: “Jeg vil ikke finde mig i det her pis. Jeg er blevet gennembanket. Min næse er blevet brækket. Jeg er blevet smidt i fængsel. Jeg har mistet mit job. Jeg har mistet min lejlighed i kampen for bøssers befrielse, og så behandler I mig alle sammen sådan her? Hvad fanden er der galt med jer alle sammen? Tænk over det!”

Rivera var en afgørende figur i LGBTI+ rettighedsbevægelsen, og desværre et godt eksempel på, hvordan den homoseksuelle, hvide og ciskønnede del af bevægelsen ikke bare brugte det transkønnede miljø og deres arbejde som et springbræt, men også vadede tværs hen over dem og opnåede deres egne mål uden at se sig tilbage. Samtidig med at hvide anden-bølge-feminister ignorerede den hjælp, de havde fået fra BIPOC kvinder, arbejdede de for deres egne rettigheder, alt imens de udskammede andre kvinder for at spille ind i forestillinger om femininitet. Ligeledes som transaktivist og filmskaber Tourmaline fik stjålet sin dokumentar om Martha P. Johnson af David France, da hun søgte et legat hos en NGO, han tilfældigvis var tilknyttet på det tidspunkt (læs f.eks. “Trans Activist Claims Oscar-Nominated Filmmaker Stole Her Documentary Idea ”af Teo Armus, NBC News 2017).

Gang på gang har hvide, ciskønnede medlemmer af vores community nydt godt af det hårde arbejde, vores BIPOC og transmedlemmer har ydet uden at betale det frem eller tilbage.

Og nu ser vi en stigning i det, der så (u)kærligt kaldes homonormativitet. Du har sikkert luret, at det er ligesom heteronormativitet, men homoseksuelt. Homonormativitet omfatter de normative idealer i vores samfund, som vi bruger til at måle andres queer-validitet. Er du fx “ude af skabet”? Altså, ude ude? Sprang du først ud til dig selv, og satte derefter din familie ned for at have en følelsesmæssig samtale om, hvem du er, og opfølgende lavede de nødvendige indlæg på dine foretrukne sociale medier, hvor du meddelte verden, hvem du virkelig er? Og nu bruger du dine sociale medieplatforme, og den du er, til at inspirere andre og sprede budskabet om uretfærdigheder, mens du er højlydt og stolt? Ja? Dygtig queer. Sprang du aldrig rigtigt ud til nogen, men gled du bare ind i dit queer-liv? Du lever blot dit liv, og de mennesker, du gerne vil have ved om din queer-identitet, ved det, og i forhold til resten er det ikke noget, der rager dem, vel? Du blev aldrig rigtig tilhænger af sociale medier, så du skrev som sådan aldrig noget udtrykkeligt queer derpå? Du lever bare dit liv stille, vedholdende og forsøger ikke at inspirere nogen, men bare at eksistere? Dårlig queer. Måske er du ikke sprunget ud endnu? Måske er du ikke i en sikker nok situation til at gøre det, eller er du ikke klar endnu, men føler du dig presset til at være gyldig i din identitet? Bare rolig  — det er du. Og du er ikke mindre modig på grund af, hvor du er i livet. Nogle gange er det at være ærlige omkring hvem vi er overfor os selv og tillade venlighed imod os selv det modigste man kan gøre. Homonormativitet argumenterer for,  at den mest acceptable form for Queer er den højlydte og stolte Queer, og at den eneste måde at være stolt på er ved at være højlydt, offentlig og tilgængelig.

Den normative kerne i vores samfund er bygget op omkring hvide homoseksuelle fra middelklassen. Især dem, der er “loud and proud”, og skamløst sig selv. De er blevet den socialt acceptable repræsentation af vores miljø, dem, der er tilladt i de rum, hvor tingene sker, dem, der må tale for hele LGBTI+ miljøet. Ved at læne os ind i dette, ved ikke at anerkende den magt, der ligger i at være det normative emne, har vi (de hvide folk) produceret og reproduceret magtstrukturer og skabt marginer inden for vores allerede marginaliserede samfund og åbenlyst udnyttet menneskene i disse marginer.

Det var forfatteren Mikki Kendall, der sagde, “solidaritet er for hvide kvinder“. Selve handlingen at udvise solidaritet overfor en gruppe betyder udelukkelse af andre mennesker fra den gruppe. Måske er det på tide, at vi tager et kritisk blik på, hvad vi skylder hinanden inden for dette fællesskab. Er det på tide at være lidt mere kritiske over for, hvem vi lader tale for os? Er det på tide at erkende, at det at være queer ikke betyder, at du ikke kan være homofobisk, transfobisk, racistisk, ableistisk eller andre utallige ting? At være marginalt marginaliseret fritager dig ikke fra ansvaret for at være bedre. Vi kan gøre det bedre. Vi skal være mere selvbevidste; vi skal stoppe med at være medskyldige i vores egen selvdestruktion fra historien, vi er nødt til at stoppe med at acceptere en eksistens der er afhængig af den karikatur af et normcore-samfund, som det heteronormative samfund tillader os at spejle tilbage til dem. Marsha P. Johnson døde ikke for at blive et marketingværktøj for de hvide, mandlige administrerende direktører i Netflix. Sylvia Rivera rev ikke hele sit liv op med rod for homoseksuel befrielse, bare for, at hun kunne blive skubbet til side, når hun ikke længere var nødvendig. Biseksuelle og panseksuelle aktivister marcherede ikke med os og støttede os, bare så vi kunne lade dem blive ugyldige og slettet fra fortællingen, når vi ikke længere havde brug for dem. Det vi (hvide, cis, homoseksuelle) skylder samfundet, er så omfattende, at jeg ikke engang ved, hvor jeg skal starte. Vi har ladet strukturerne af “white supremacy” og heteronormativitet præge vores samfund og at erkende dette, er en hård sandhed at se i øjnene. Det vi skylder virker uoverskueligt, men måske kunne vi starte med at anerkende vores skyld og det faktum, at bare fordi LGBTI+ miljøet består af marginaliserede identiteter, betyder det ikke, at vi ikke har skadelige træk, eller at vi er fritaget for “white supremacy” eller, at vi ikke deltager i undertrykkelsens hierarki. Måske kan vi starte med at spørge os selv: “hvad kan jeg gøre for at blive bedre?” . Eller endnu bedre, så kan vi tage en pause fra at høre os selv tale og spørge de andre i vores miljø “hvad har du brug for fra mig?”