Af Nicholas Chisha
Sidste år modtog Danmark 2.716 asylansøgninger. Majoriteten af dem, der søger asyl i Danmark, er fra Mellemøsten eller Afrika, og de søger af flere forskellige årsager, hvoraf én af dem er forfølgelse som LGBTI+ person. Flygtninge og asylansøgere i Danmark er ofte ensomme og isolerede, udover at de også lider under presset over at skulle ”bevise” deres seksualitet for at undgå, at deres ansøgning bliver afvist. Alt for ofte bliver deres stemmer ignoreret eller forstummet. I denne klumme har vi inviteret Nicholas Chisha til at fortælle sin historie om asylsøgning i Danmark.
Jeg ankommer i Danmark d. 29. december, 2016. Jeg var på et 60-dages turistvisum – 2 år forinden var jeg flygtet fra mit hjemland, hvorefter jeg boede i et andet land på et studievisum. Jeg havde ikke flere ressourcer og risikoen for, at jeg ville være nødt til at tage hjem, efter at have levet i frihed som en homoseksuel mand i 2 år, stod for døren.
Hver morgen bragte en tyngde, ængstelighed og usikkerhed med sig. Jeg besluttede mig for, at jeg var nødt til at søge asyl i Danmark – hvis ikke, så var jeg nødt til at stå ansigt-til-ansigt med det uudholdelige alternativ, nemlig at tage ’hjem’.
Jeg fortalte min vært, hvad jeg havde besluttet. Han forsøgte at tale mig fra det, da han mente, det var alt for svært. Hans anbefaling lød: ”Systemet er alt for strengt mod ansøgere, jeg vil ikke råde dig til at gøre det.” Med visheden om, at jeg ikke kunne tage tilbage, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne prøve, da jeg ikke rigtig havde noget at miste. Selvom han var skeptisk i begyndelsen, endte min vært med at støtte mig og bad mig vente et par dage – bare for at være helt sikker. Men jeg havde allerede besluttet mig. Et par dage senere introducerede han mig til LGBT Asylum.
Da jeg tog på politistationen i Odense for at udfylde min ansøgning, mindes jeg at være meget ængstelig. Heldigvis havde jeg en positiv oplevelse med politiet. Systemets hårdhed oplevede jeg først senere. Jeg fik en togbillet og fik instrukser om at tage til Center Sandholm den efterfølgende dag. Om aftenen skrev jeg til LGBT Asylum min forbindelse med organisationen begyndte.
Da jeg frygtede det værste, valgte jeg at barbere mig skaldet, før jeg tog til Sandholm. De tog mine fingeraftryk igen, da politiet var nødt til at få bekræftet, at jeg ikke have søgt asyl i et andet EU-land før. Ansøgningen blev registreret, og én uge senere blev jeg forflyttet til Asylcenter Auderød. Der var jeg i tre uger, før jeg blev sendt til Sønderborg Asylcenter. Hér blev jeg for alvor konfronteret med livet som asylansøger.
To uger efter min ankomst notificerede det danske immigrationskontor mig om, at jeg havde et interview med dem vedrørende min asylansøgning. Interviewet tog omkring 5-6 timer, hvorefter jeg fik at vide, at de ville indkalde mig til endnu et møde efter 6 måneder. Der var intet andet at gøre end at vente.
I august 2017 fik vi at vide, at Sønderborg Asylcenter skulle lukke, og at vi alle ville blive overflyttet til et nyt asylcenter i udgangen af september. Det var virkelig stressende, da det betød, at jeg skulle stifte nye bekendtskaber, og have nye husfæller. Jeg blev overflyttet til Center Tranum. De fleste brød sig ikke om stedet da det lå meget isoleret. Jeg elskede det. Den omkringliggende natur fyldte mig med en ophøjet ro. Den største udfordring var, at vi ikke havde nogle former for transport tilgængelig, så hvis vi fx ville til Aalborg i weekenden, så var vi nødt til at betale for en taxa selv.
Vi modtog undervisning i det danske sprog 2,5 timer, 4 gange om ugen. Der var ikke meget andet at tage sig til. Jeg havde behov for flere aktiviteter for ikke at miste forstanden, så jeg fik en praktikplads hos et bageri i en by 15 km væk. Jeg var der i 7 måneder, hvorefter jeg fik en ny praktikplads, hvor jeg var i 9 måneder. Jeg har gode minder fra det sidste sted. Ejerne var et vidunderligt ægtepar, og jeg havde mindst lige så gode kollegaer. De kunne knapt tale engelsk, og manden elskede at snakke. Af den årsag blev min forståelse af det danske sprog bedre.
I januar 2018, 9 måneder efter, at jeg havde haft mit første interview med det danske immigrationskontor, rendte jeg ind i én af centerets kontaktpersoner. Det første hun sagde var, ”burde du ikke være på vej til Sandholm til dit interview i morgen?” Jeg fik en kæmpe klump i halsen. Åbenbart havde immigrationskontoret sendt en besked til mit asylcenter i december måned – den havde bare aldrig fundet sin vej til mig. Da jeg prøvede at forklare, at jeg ikke var forberedt overhovedet, svarede hun at, ”det ikke ser godt ud, hvis ikke du møder op til dit interview.” Jeg mindes ikke nogensinde at være blevet vred før. Jeg forberedte mig det bedste, jeg kunne, og så tog jeg den mere end 5 timer lange tur til Sandholm.
Den efterfølgende morgen begyndte mit interview. Mit første interview havde føltes mest som en indsamling af informationer; det andet interview føltes som en afhøring. Intervieweren krydsforhørte og udspurgte mig imens hun kørte mig rundt i manegen, mens det virkede som om, at hun prøvede at spænde ben for mig, og få mig til at fortale mig. Jeg blev udspurgt i 5-6 timer. Jeg kan til begge interviews huske at tilbageholde et væld af tårer, der pressede sig hårdt på, og efterfølgende følte jeg mig komplet udhulet. Der er et psykisk traume som følger realisationen af, at du er nødt til at forlade dit hjem og søge tilflugt et andet sted. De to interviews var første gang, jeg havde været tvunget til at gennemleve alting. Det var virkelig svært og hårdt. Trods dét fandt jeg det lettende endelig at få talt om det og i sidste ende acceptere, at jeg var hér, og havde ingen planer om at vende tilbage hvor jeg kom fra.
Jeg ventede i en måned før jeg fik svar fra immigrationskontoret. Jeg blev afvist. Kort sagt, så troede de ikke på, at jeg var homoseksuel.
Afviste sager som min bliver automatisk videresendt til Flygtningenævnet, hvor man får tildelt en advokat til at assistere. De gennemser sagen på ny, og giver derefter deres endelige dom. Jeg ventede i yderligere 18 måneder før min høring med Flygtningenævnet.
Efter jeg var blevet afvist, havde jeg stille fortrukket mig til mit værelse, kravlede under dynen, og lukkede verdenen ude. I syv dage blev jeg i min seng uden at røre meget på mig. Jeg husker, at det føltes som om der var blevet lagt en enorm vægt på mig, der forhindrede mig i at stå op. Hver morgen spurgte mine bofæller mig, hvad der var galt, og jeg sagde, at jeg havde det fint og bare havde brug for at hvile mig. Udover følelsen af håbløshed fandt jeg også trøst i min ensomhed. Efter den syvende dag tænkte jeg, ”jeg er nødt til at stå op. Jeg er nødt til at fortsætte, det slutter ikke her.”
På centeret havde jeg et venskabeligt forhold til de ansatte og var især tæt med én. En dag var der en af vores fælles venner, der havde fået sin endelige afvisning og derfor var nødt til at forlade Danmark, og imens hun forsøgte at finde ud af, hvordan hun skulle rejse tilbage med to børn, sad hun og græd på hans kontor. Efter hun forlod centeret, forklarede han mig hvordan arbejdsreguleringerne fastlagde, at man ikke måtte have ’personlige forhold’ med beboerne, men ind i mellem ville der nødvendigvis være nogen, man knyttede tætte bånd med. Jeg spurgte ham, hvordan de håndterede når folk blev sendt ud af landet. Han sagde, at de forsøgte at holde sig på afstand, men som tiden gik, blev de bare gradvist mere følelsesløse.
I april 2019 blev jeg flyttet til Center Hviding. Der blev ikke fastsat en dato til min høring før juni måned. Denne gang var jeg ikke lige så urolig. Delvist fordi jeg vidste, at jeg var godt repræsenteret, og at min kontaktperson fra LGBT Asylum havde erfaring inden for retsvidenskab, foruden at være overraskende ressourcestærk. Jeg var fast besluttet på, at den eneste tilstand jeg ville vende tilbage til mit hjemland i, var i en kiste, selvom jeg ikke havde planer om at blive, hvis de afviste mig. Den beslutsomhed var enormt fortrøstende for mig – uanset hvad der skete, så skulle jeg i hvert fald ikke hjem.
Den 12. juli begyndte høringen som planlagt. Fra begyndelsen af havde oversætteren problemer med at oversætte mit engelske, og efter 45 minutter blev sessionen stoppet af dommerne, der besluttede at udskyde til en anden dag. Jeg ville allerhelst bare fortsætte, da det mentale og emotionelle pres, der var opstået efter at have ventet i så lang tid, havde drænet mig fuldkomment. Advokaten rådgav mig til at følge dommernes råd, så jeg tog tilbage til Center Hviding, og ventede endnu engang.
Jeg blev først kaldt ind igen d. 2. oktober. En ny oversætter og en ny skare af dommere. Efter en timelang session blev jeg bedt om at træde ud for lokalet. Vi ventede i en time, før jeg blev kaldt ind igen. Jeg var blevet tildelt retten til at bo i Danmark – 2 år og 8 måneder efter, at jeg havde skrevet min første asylansøgning. Det var surrealistisk og føltes som en drøm. Jeg blev ved med at nive mig selv i armen. Der gik ikke længe før jeg blevet overvældet af følelser. Efter høringen tog jeg hjem til en ven og græd. Her fik jeg heldigvis den alenetid jeg havde brug for, for at få afløb for alle de negative følelser jeg havde undertrykt. Tårerne trillede uafbrudt i 3-4 dage – det var så intens en lettelse.
Mine oplevelser har givet mig et mere åbent livsperspektiv. Jeg har set hvordan folk med forskellige kulturelle baggrunde lever deres liv, været vidne til en blodig knivskamp, set ind i øjnene på en asylafvist person, der stod til at blive udvist, og set smerte i en såret sjæl. Når vi taler om solidaritet, så har jeg modtaget enormt meget støtte fra venner både i og udenfor LGBTI+ miljøet. De mennesker har accepteret alle dele af mig uden nogen forventning om, at jeg skulle ændre mig. De mennesker er min familie. Jeg har oplevet accept og indset, at vi er bundet sammen, uanset race, kultur, og seksualitet.
Jeg ved godt, at det selv i Danmark er svært at være alt andet end heteroseksuel. Men dem, der aldrig har forladt det danske land, har ingen idé om, hvordan det er at bo i en region, hvor ens kultur forbyder og kriminaliserer alt, der er ikke-heteroseksuelt. Af samme årsag burde Pride støttes af både straights. Og ingen påklædning er for skandaløs, eller for meget. Det er en dag, hvor ingen er tvunget til at passe ind. Nogen sagde engang at, ”Pride ikke er opstået ud fra et behov om at fejre det at være homoseksuel, men ud af retten til at eksistere uden forfølgelse. Så i stedet for at undre sig over, hvorfor der ikke er Pride for heteroseksuelle, så vær i stedet taknemmelig for, at det ikke er nødvendigt.” Jeg kan huske at jeg gik med i Copenhagen sammen med LGBT Asylum, da en tilskuer nikkede til en lille pige på omkring 10-11 år – sandsynligvis hendes datter. Den lille pige fik mast sig igennem menneskemængden og rakte mig et regnbueflag, og gik tilbage til sin mor. Jeg kunne ikke regne ud hvorvidt én af dem identificerede sig som LGBTI+ eller ej, men det var et kraftfuldt øjeblik, der for mig symboliserede solidaritet. Apropos solidaritet, så udtrykte jeg min taknemmelighed til en af mine venner, for hans støtte, hvor han sagde ”Nej, du skal ikke takke mig. Jeg giver min støtte fordi jeg har indset, hvor heldig jeg er at bo i Danmark. Var jeg blevet født i en anden tid eller et andet land kunne jeg meget nemt have været i dine sko lige nu.”
