Tekst og fotos af Ellen Taylor
Regnen bliver kraftigere. Oppe på bakken ser indbyggerne de regnvåde ruder og skynder sig at lukke dem, før de igen falder til ro. Måske bliver de ligefrem glade for regnen, mens de ser ud på haven, med en varm kop te i hånden (”blomsterne trænger sådan!”). Eller måske lægger de knap nok mærke til regnens silen, mens de sidder indenfor, varme og trygge, og optages af hverdagens gang.
Nede i dalen er historien en anden. For de fattige og marginaliserede hænger hverdagens gang uløseligt sammen med vandets stigen og falden. Blot at ignorere regnen er et privilegie, som ikke tilfalder de, som tvinges til at bygge deres hjem på flodsletterne. Her er regnen allerede sivet ind under dørtrinet.
Efterhånden som regnen bliver kraftigere, kan man levende forestille sig den vrede, de må føle, ved at de rige mennesker, som ikke bekymrer sig om deres druknedød, er de samme mennesker som fælder træer og belægger skråninger, hvilket forårsager oversvømmelserne. Den store uretfærdighed i klimaforandringerne ligger netop heri – de, som er mest sårbare for klimaforandringer, er også dem, der er mindst i stand til at tilpasse sig til eller begrænse deres virkning, og ligeledes de, som har været mindst skyldige i deres årsag.
Vi oplever måske alle en oversvømmelse, men måden, vi oplever den på, er helt forskellig.
Vi oplever måske alle en oversvømmelse, men måden, vi oplever den på, er helt forskellig.
Alvorlig skade
For de privilegerede mennesker oppe på bakken er det nemt at snakke om klimaforandringer som noget abstrakt, der ligger ude i fremtiden. Det eksisterer som statistikker og grafer. Det er fotos af udtærede isbjørne, af is der smelter på steder langt væk. 170 lodrette striber i kunstværket ‘Climate Stripes’ af Professor Ed Hawkins, ét for hvert år siden 1850, der varierer mellem nuancer af blå og pink, før de lander på en mørkerød blok. For de, som lever med klimaforandringerne, er de hungersnød og tørke, ekstremt og uforudsigeligt vejr. Tab og skade. Luftforurening. Hedebølger. Oversvømmelser.
Præcis hvordan vi oplever forandringerne afhænger af det kalejdoskop af identiteter, der definerer os, og af de komplicerede skæringspunkter mellem disse identiteter. Dette gælder ikke kun i selve øjeblikket hvor klimaforandringerne mærkes, men ligeledes i eftervirkningerne – forskellige identiteter afgør vores mulighed for at komme på fode igen, i hvilken grad vi har mulighed for at få hjælp eller kompenseres for vores tab. Det afhænger selvfølgelig af, hvor vi bor. Men det afhænger ligeledes af hvorfor vi bor der – hvilket, igen, afhænger af hvem vi er, vores socioøkonomiske klasse, hvor vi blev født, vores seksualitet, vores hudfarve.
Kampen er ikke fremmed
Derfor er klimaforandringer en racemæssig problemstilling, som i urimelig grad berører oprindelige folkefærd, hvis traditionelle levebrød er særdeles sårbart overfor virkningen af ekstreme vejrforhold.
Forandringerne berører uforholdsmæssigt racegjorte mennesker i den sydlige del af ækvator og i den nordlige del – I USA, for eksempel, er risikoen for luftforurening langt større i Afroamerikanske lokalsamfund, hvilket fører til øget forekomst af astma og risiko for kræft. Det er også et kønsmæssigt anliggende – Malala-fonden anslår, at omkring fire millioner piger vil gå glip af skolegang alene på grund af omstændigheder, der relaterer sig til klimaforandringer. Langt færre af pigerne vil genoptage skolegangen sammenlignet med deres brødre. Det er endda en LGBTI+ problemstilling. Mennesker i LGBTI+ miljøet er statistisk set mere tilbøjelige at opleve hjemløshed, eller dårlige boligforhold, og de er derfor mere sårbare over for ekstreme vejrforhold. Og når katastrofale klimabegivenheder ødelægger deres hjem og liv, er folk fra LGBTI+ miljøerne langt mere udsatte over for diskrimination, hvilket forhindrer dem i at få adgang til ressourcer såsom varmestuer.
LGBTI+ miljøet er vant til at kæmpe for retfærdighed. Og ligegyldigt om vi marcherer under et seksfarvet regnbueflag eller et 170-stribet klimabanner, så kæmper vi til syvende og sidst for retfærdighed – for retten til at leve et godt liv uanset, hvem vi er, eller hvor vi er. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at de, som identificerer sig som et del af LGBTI+ miljøet, er mere end dobbelt så tilbøjelige til at blive medlem af miljøforeninger, ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2018. Når et fællesskab oplever uretfærdighed på daglig basis, gør det dem tilsyneladende mere opmærksomme på den uretfærdighed, som rammer andre mennesker.
Med det på sinde står det klart, at LGBTI+ miljøet har meget at tilbyde i klimakampen.
Din egen fortvivlelse kan forvandles til håb gennem fællesskabets handling – ved at søge ligesindede fællesskaber og kræve handling fra de magthavende.
Når flodbølgen kommer
Vi er et fællesskab, som i tiltagende grad anerkender, hvordan skæringspunkterne af forskellige identiteter fører til, at vi oplever verden på forskellig vis. Til gengæld anerkender vi vigtigheden af at dele vores platform med de mest marginaliserede – som, i kraft af det faktum at de er marginaliserede, er mest egnede til at fortælle om det, men også er de mindste stemmer i debatten. Selvom klimaaktivisterne i stigende grad tager hensyn til dette, har det bredere klima-regime lang vej igen. Ved COP26 i Glasgow i november 2021 var mange små østater underrepræsenteret, idet de ikke havde mulighed for at sende repræsentanter grundet mangel på COVID-vacciner samt rejserestriktioner. Dette på trods af, at østaterne er de lande, der er i størst risiko i forbindelse med klimakrisen. Mens pressen flokkes om Greta Thunberg, når hun stiller sig frem og taler ved internationale begivenheder, så oplever den ugandiske aktivist Vanessa Nakate jævnligt, at pressen redigerer hende ud af fotos og undlader at omtale hendes arbejde.
Når oversvømmelsen rammer, er skaden ikke blot fysisk. Den siver ind psykisk som bølger af sorg, frygt og håbløshed. Psykologer melder om et stigende antal unge, som oplever ’klima-frygt’ (frygt for en kommende krise), eller ’solastalgi’, (en følelse af hjemve forårsaget af klimakrisens indvirkning på nærmiljøet).
Oversvømmelsen bringer også bølger af vrede med sig. Vrede mod hykleriet, uretfærdigheden. Virksomheder laver kampagner som opfordrer os til at tænke på vores personlige klimaaftryk, mens de næsten intet gør for at nedbringe deres eget – uendeligt større – bidrag til krisen. Selv mens den engelske regering var vært for COP26 i Glasgow i november, så fortsatte de lyssky deres planer for et nyt oliefelt i Nordsøen. Og mens små østater var ude af stand til at deltage fuldt ud i konferencen, så kunne industrien for fossile brændstoffer sende en delegation på 503 personer.
Regnvåd demonstration
Hvad stiller vi op med vreden, sorgen og håbløsheden? Igen er dette en velkendt problemstilling for folk i LGBTI+ miljøet. Vores rettigheder i dag er fremkommet af tidligere generationers oprør, demonstrationer og protester. Din egen fortvivlelse kan forvandles til håb gennem fællesskabets handling – ved at søge ligesindede fællesskaber og kræve handling fra de magthavende.
Regnen faldt tungt på dagen for klima-marchen ved COP26 – særdeles tung, selv for Glasgow i november. Men 100.000 mennesker besluttede sig alligevel for at deltage i marchen, under fanerne for de små østater og ledt af oprindelige folkefærd fra hele verden. Fra Extinction Rebellion-aktivister (Oprør mod udryddelse) til religiøse grupper, fra familier med små børn til bedsteforældreforeninger, lærere og læger og grupper fra små lokalsamfund. 100.000 mennesker så ud gennem de regnvåde ruder, hørte vinden tude og havde stadig mod på at iføre sig hatte og jakker og gå på gaderne.
Jo mere vi anerkender, hvordan vores respektive kampe for retfærdighed hænger sammen, jo stærkere kan vi blive. Gennem fælles handling kan vi forvandle sorg og vrede til håb – og gennem fælles handling kan vi, måske, nå at ændre verden.
Tak til
Emily, Andy, and Leo Findlay
Litteraturliste
