Af Mie Hald (hun/hende)
Næsten alle Queer personer kender følelsen: Håbet om at din yndlings regnbue-karakter i din aktuelle TV-besættelse overlever helt indtil slutningen. Desværre er det ofte sådan, at er der risiko for dødsfald, så står ”alfabet-mafiaen” ofte forrest i køen…
Inden for den seneste årrække ser vi eksempler på medier såsom TV-serier, hvor det ville være helt utænkeligt at tage livet af prominente LGBTI+ karakterer – kunne du forestille dig at det skete i She-Ra: Princesses of Power, Heartstopper eller the Owl House? Heller ikke jeg…
Når det er sagt, så er de serier rettet mod et yngre publikum, og vi oplever ofte stadig den gamle traver: tropen “Begrav jeres homoseksuelle” (Bury your gays) i medier rettet mod et voksent publikum.
Men hvorfor egentlig? Hvad er det? Hvorfor er det skadeligt? Og hvor stammer det fra?
Et kort resumé
“Begrav jeres homoseksuelle” er en trope, som går igen gennem forskellige medietyper, hvor LGBTI+ karakterer bliver dræbt uforholdsmæssigt ofte, sammenlignet med deres cis-hetero medspillere. Tropen har dybe rødder, men er fostret af produktionskoden ”Hays Code” fra det gamle Hollywood.
Der er hundredvis af negative troper i forbindelse med LGBTI+ miljøet i film og andre medier, fra ”den afsporede homoseksuelle” (en slyngel, hvis skurkagtighed hovedsageligt består i at være Queer og derfor fremstilles som ”ond”) til ”den utro biseksuelle” og ”den aggressive transkvinde”. Disse er gamle og umoderne, og dog har de stadig indflydelse på den virkelige verden udenfor underholdningsbranchen.
Nogle stereotyper har dog deres oprindelse i virkeligheden – der eksisterer faktisk flamboyante homoseksuelle mænd, traumatiserede aseksuelle og utro biseksuelle. Disse egenskaber skiller sig måske ud, ja, men de kan også tildeles cis-hetero, alloseksuelle mennesker.
Det eneste vi alle sammen har tilfælles? Vi skal alle dø engang.
Dog sker det langt oftere, at Queer personer bliver dræbt i medier og underholdning, end deres ikke-Queer kollegaer. I 2016 lavede Autostraddle, et Queer website for kvinder, en liste over lesbiske og biseksuelle kvinder, som var døde i deres respektive serier. I februar 2022 talte listen svimlende 225 forskellige karakterer. Og husk på – disse er ofte de eneste Queer karakterer i serien.
Hays-problematikken
Du har nok hørt om produktionskoden ”Hays Code” før. Den så dagens lys i Hollywood i det tidlige 20. århundrede. I dag kan vi måske grine af de unuancerede og ofte sterile Hollywood-produktioner, men tilbage i 1920’erne var produktionerne mere vovede og handlede i stigende grad om mere modne temaer. Overdreven udskejelse og skandaler rystede industrien, og organisationer med forskellige standpunkter krævede orden og sømmelighed – ”moral”.
I 1930’erne blev det værre. Filmstudierne var desperate for at få det depressionsramte publikum i biffen for at spendere deres få sparepenge, og lokkede med sex, vold og alt hvad der ansås for ”umoralsk”. Som en modreaktion blev produktionskoden ”Hays Code” født. Den var navngivet efter William H. Hays (han/ham), som dengang var præsident for Motion Picture Producers and Distributors of America (MPPDA), som var foreningen for filmproducenter og -distributører i USA. Produktionskoden var en række selvvalgte, industrielle retningslinjer, som skulle berolige den gennemsnitlige biografgænger. Den forbød forskellige emner såsom ”beskidt sprog, lummer nøgenhed, grafisk eller realistisk vold, seksuel forførelse og voldtægt” (Maria Lewis (hun/hende), Early Hollywood and the Hays Code). ”Den havde regler for fremstilling af kriminalitet, dans, religion, nationalfølelse og moral” (ibid.).
Selvom ”Hays Code” var et selvvalgt initiativ, så herskede den det meste af Hollywood fra 1934 helt til 1968. Queerhed kunne kun fremstilles som infam, skurkagtig og moralsk korrupt på TV-skærmen og skurkagtighed måtte straffes – helst med døden.
Da synet på LGBTI+ emner langsomt begyndte at ændres, så gjorde narrativet det ligeså. Men tropen skiftede simpelthen bare kostume, pudsede dets glorie og fortsatte som hidtil. I stedet for at slå Queer personer ihjel på grund af deres ”syndefulde natur”, så handlede historierne nu om de kampe, som Queer personer må udkæmpe – ofte med døden som resultat.
LGBTI+ personer blev ofre, der led under uretfærdighed og døde på tragisk vis i en ond verden fyldt med had – tænk bare på Brokeback Mountain. Dette skift skete omkring den samme tid som AIDS-krisen, hvilket blev et fremtrædende tema i disse historier. Temaet findes bl.a. i filmen Philadelphia.
Det 20. århundrede var altså ikke så ”farvestrålende” en tid, som nogle kunnet have håbet, men spørgsmålet er, om det blot var en fremstilling af ”det virkelige liv”?
Problemet med massebegravelsen af LGBTI+ karakterer
I hule-allegorien taler den græske filosof Sokrates om mennesker fanget i en hule. Alt hvad de ser er skygger som kastes på hulevæggen fra bålet, og fordi de ikke har kendt til andet hele deres liv, ser de dette som den eneste sandhed. Hvis alt vi ser, er én ting, hvorfor skulle vi så tro på at noget andet findes?
I en stor del af det 20. århundrede blev repræsentationen af Queermiljøet begrænset til skurkagtighed og det var ofte den eneste kilde til LGBTI+ emner, som mange mennesker havde. Det formede vores kollektive bevidsthed.
Betyder dette, at alle bevidst troede at Queer personer var onde monstre og nymfomaner, som levede et usselt liv på grund af deres identitet? Selvfølgelig ikke! Men underbevidst så skabte det en form for mistillid. Væmmelse. Medlidenhed. Fremmedgørelse.
De er ikke som os – de er noget andet.
Homofobi er ikke blot aktivt at udøve vold og åbenlyst had. Ligesom enhver anden fordom handler det om mentaliteten. Ideen om at elske synderen, men ikke synden. Ideen om at ”synderen” overhovedet er en synder. De medier, vi bruger, giver os adgang til verden – det er derfor vigtigt at omgive sig med forskellige stemmer og historier, for børn såvel som voksne. Men da “Begrav jeres homoseksuelle” havde sin storhedstid, var der ingen nuancer.
Alle dør. Men i lang tid er LGBTI+ personer hovedsageligt blevet nægtet deres ”og de levede lykkeligt til deres dages ende” i underholdningsbranchen. Vi vil allesammen gerne se personer, der ligner os, opnå dette. Vi ønsker at se, at det er okay, det skal nok gå – hvad end du går igennem lige nu, så kommer du ud på den anden side, og du bliver okay.
Hvorfor er dette et vigtigt emne?
Det er altid vigtigt at være opmærksom på troper, specielt de, som er skadelige. Eksistensen af “begrav jeres homoseksuelle” betyder ikke at en Queer person aldrig kan miste livet i fiktionens verden.
Men du bliver klogere. Du bliver i stand til at se, når medierne falder igennem, hvornår sårende og skadelige stereotyper spiller ind, og du vil være i stand til at stille kritiske spørgsmål.
Hvis en TV-serie har et ensemble af otte forskellige karakterer og kun én er Queer, er det så virkelig nødvendigt at slå den specifikke karakter ihjel? Hvorfor? Det er let at sige ”fordi én skulle dø” eller at det er tilfældigt, men hvorfor skal det absolut være minoritetskarakteren?
Tropen når bredere end queerhed. Den findes i alle minoritetsmiljøer, og jo mere mangfoldig et ensemble er, des nemmere, men også sværere bliver det at komme omkring den.
Mangfoldige stemmer har brug for at leve – eller, som minimum, ikke repræsentere en instinktiv frygt for, at de må lade livet til sidst, det øjeblik de træder frem på skærmen. Fiktion er en repræsentation af den virkelige verden til en vis grad. At tænke sig at det menneskelige sind altid er klogt og i stand til at skelne fiktion fra virkelighed er, helt ærligt, arrogant.
Fordomsfuldhed behøver ikke megen næring for at trives. Sund empati kan næres i stedet for had ved at vise forskellige udfald, ikke kun de ulykkelige slutninger.
Historien om LGBTI+ miljøet er ikke blot regnbuer og roser. Men Queer mennesker har også krav på lykkelige fortællinger. Eller at overleve rædslerne. At blive stærkere. At leve.
“Begrav jeres homoseksuelle” burde være lagt i graven for længst.
Kilder:
Out.com – 15 Recent, Especially Brutal, Examples of the Bury Your Gays Trope af Mey Rude, 19/02/22
Acmi.net.au – Early Hollywood and the Hays Code, Maria Lewis, 14/01/21
