Copenhagen Pride støtter op om alle familier

Af Politisk Forperson Lars Henriksen
Fotograf Rikke Høyen

Denne kommentar blev oprindelig bragt på Berlingske.dk den 27. januar 2022

I den seneste uge opnåede et borgerforslag som vil sikre mænd retten til at blive ‘medfar’ langt over de nødvendige 50.000 støtter.

Det er en udvikling, som trods den tydelige støtte i befolkningen, har fået følelserne i brand hos særligt en del af højrefløjens debattører. I Berlingskes onsdagsudgave udtrykker Årsskriftet Critiques’ Christian Egander Skov sin bekymring for, hvad der dog skal blive af den klassiske familie med far mor og børn, som åbenbart er en skrøbelig størrelse, som kan kuldsejle fuldkommen, hvis andre familieformer også får lov til at trives,  og han går endog så langt som til at forudse at vi bevæger os mod et “etisk anarki”.

Heldigvis er der en udbredt forståelse i befolkningen og politisk for det helt legitime ønske om anerkendelse af medfaderskab, og det har været opløftende og rørende at se den massive opbakning der har været til Borgerforslaget. De manglende juridiske rettigheder for medfædre er da også et åbenlyst problem i et system, som ellers er rykket i den rigtige retning på mange områder i de sidste årtier.

I sin kommentar problematiserer CES den teknologiske udvikling, som har gjort forældre uden for den klassiske mand-kvinde konstellation i stand til at få børn. Skytset er i særlig og hånlig grad rettet mod solo-kvinder der får børn, og som han formulerer det “ikke orkede at finde en mand”, og også LGBTI+ familierne får et par borgerlige ord med på vejen. Det er svært at løsrive sig fra tanken om, at CES frygter at se sig selv overflødiggjort i fremtidige familier, hvor han ikke længere, med sin “etiske overlegenhed”, er nødvendig, som del af reproduktionen. Mænd som ham, kan simpelthen vælges fra i det evolutionære udskillelsesløb af emanciperede kvinder og ikke-heteroseksuelle par. Og hvor efterlader det så ham?

Han besvarer det selv: Udviklingen mod en udvidelse af den juridiske definition af forældreskabet er truende for selve familien som enhed – I CES’ selvbestaltede og snævre definition af, hvad en familie er og kan være: “Når forældreskabet er en juridisk konstruktion, har vi ikke alene ændret statussen for forældreskabet i de konkrete alternative familiedannelser, men har rokket ved forældreskabet i det hele taget”. Det uhyggelige er åbenbart det frie valg. 

Men jeg kan berolige CES:  Forældreskabet som en juridisk konstruktion er jo ikke opfundet af de “alternative” familier. Ægteskabet er vel i høj grad indrettet som en institution som skal fungere som den juridiske ramme for forældreskabet – og ‘pater est’-reglen (om at den biologiske forældres ægtefælle automatisk registreres som forælder til barnet) er vel netop et udtryk for at forældreskabet allerede er juridisk såvel som biologisk defineret.Det er jo på sin vis denne helt logiske proces som ‘pater est’ er udtryk for, som vi i LGBTI-bevægelsen med dette borgerforslag ønsker udvidet til  også at omfatte vores familier. Forslaget ikke vil skabe nye familieformer – de eksisterer allerede.. Vi er jo for så vidt enige med skribenten i, at familier ikke kun er juridiske konstruktioner. De er netop sociale konstruktioner skabt relation mellem mennesker – og nogle af disse mennesker er LGBTI+ personer med samme legitime ønsker om familiedannelse som andre.  Om forslaget bliver vedtaget eller ej vil ikke have indflydelse om disse familier eksisterer – men alene på familiernes retsstilling.  

En evt. ny lov om medfaderskab vil altså ikke skabe noget der ikke fandtes før. Den vil blot helt konkret og praktisk give vores familier en håndsrækning til at få hverdagen til at hænge sammen. Den vil gøre det muligt at far kan hente sit barn i vuggestue eller booke en lægetid, og den vil sikre at barnet får ret til kontakt med alle sine forældre, hvis de skulle blive skilt eller den ene skulle gå bort. Som sådan ligner det for os en styrkelse af familien som samfundsenhed – og at en konservativ ikke kan se meningen i det, kan kun undre.

Copenhagen Pride støtter helhjertet op om alle familier – som de er!

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden