Lørdag d. 22. marts var Copenhagen Pride medarrangør af aktionen #GørByenTryg i Ørstedsparken København og Botanisk Have i Aarhus, som havde til formål at sætte fokus på utryghed i byrummet for kvinder og minoriteter. Nedenstående er den tale, der blev holdt af Mariya Alfa Staugaard i København på vegne af organisationen.
Hej alle sammen – det er godt at se jer. Mit navn er Mariya Alfa Staugaard, mine pronomener er hun/hende, og jeg arbejder for Copenhagen Pride. Jeg er her i dag for at tale om, hvorfor utryghed i byrummet i den grad også er et problem, der rammer LGBTI+ miljøet.
Vi kan ikke separere den sexisme, de krænkelser og den vold, der gør byrummet utrygt, fra den diskrimination som LGBTI+ personer møder og som uden modstand får lov til at vokse i vores samfund.
Sexisme er et monster med mange hoveder, og vi besejrer først monsteret, når vi siger dets navn. Og vi skal anerkende, at et af hovederne repræsenterer diskrimination, fordomme og stereotyper om LGBTI+ personer.
Vi ser nemlig klart i statistikkerne, at LGBTI+ personer er særligt udsatte, når det kommer til seksualiseret vold og overgreb. SEXUS-undersøgelsen fra 2019 satte som den første undersøgelse i Danmark tal på dette.
SEXUS viser, at andelen blandt homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og non-binære respondenter, der angav at have oplevet mindst et seksuelt overgreb, alle var større end for heteroseksuelle og ciskønnede respondenter. Tallet var højest blandt biseksuelle kvinder: 31% havde været udsat for et seksuelt overgreb. Til sammenligning var tallet for heteroseksuelle kvinder 11% – også en grufuld statistik, men vi kan ikke ignorere forskellen på disse tal og hvad, der ligger bag.
Når det kommer til chikane på arbejdspladsen, kan vi se en lignende tendens. HK Hovedstaden har netop udgivet en stor undersøgelse blandt deres medlemmer om seksuelle krænkelser på arbejdspladsen, som viste, at 20% af LGBTI+ respondenterne havde oplevet dette, hvor tallet for heteroseksuelle svarpersoner lå på det halve.
Men disse tal kommer ikke bag på LGBTI+ personer. For vores miljø er udmærket godt klar over, at diskriminationen finder sted, og at den skaber et utrygt byrum. Men nu kan vi kalde monsteret ved dets navn, og det vil forhåbentlig være en katalysator for politisk handling på området, og i sidste ende et kulturskifte, der skal gøre verden sikrere for os alle.
En ting, vi også er klar over, er, hvor stor en del af volden og chikanen i byrummet tilfalder transkønnede kvinder. Den gruppe er ikke repræsenteret på talerstolen i dag, og det er en skam, og jeg vil som ciskvinde ikke udtale mig om, hvordan det føles at skulle frygte for den vold. Jeg vil i stedet sige, at vi alle sammen skal huske hinanden på vores blinde vinkler, for alt for ofte er transfobi blevet fjernet fra ligningen omkring sexisme. Det skal vi italesætte, og vi skal italesætte at diskrimination mod transkønnede kvinder er et feministisk problem, der skader os alle sammen, medmindre det bliver aktivt modsagt og bekæmpet.
Det handler heller ikke om, at vi skal fremhæve én udsat gruppe over en anden. Det handler om at inkludere flere forskellige stemmer og perspektiver i samtalen. Jeg har på egen krop oplevet, den skade som overseksualisering af biseksuelle kvinder kan forvolde, og det kan vi ikke italesætte, før vi aktivt inddrager dem, det berører. Og vi skal anerkende de udfordringer og de barrierer for retfærdighed, der findes for LGBTI+ personer. Det handler om, at vi ikke tænker “kvinder” som en singulær og homogen kategori, men indtænker de intersektioner, der er ved kvindelig identitet, ind i samtalen. Hvis ikke, risikerer vi, at vi arbejder for en sikkerhed, der kun tilkommer den hvide, ciskønnede, heteroseksuelle del af befolkningen. Og det må ikke ske.
Vi skal genindtage de offentlige steder – nogen mænd føler en ejendomsret over byrummet og føler sig berettiget til at udøve diskrimination eller sexisme under dække af en kompliment eller en joke.
Vi skal opfostre en kultur, hvor ingen bliver angrebet, antastet eller råbt ad for deres identitet, blot for at eksistere i det offentlige rum. Som sagen står i dag, er det langt fra tilfældet, og kvinder og feminine mennesker er især udsat, minoriteter indenfor den gruppe i endnu højere grad. Og det har betydning for minoritetspersoner trivsel, for alle kvinders trivsel, og for vores alles menneskelighed.
Vi skal huske, at der ikke er noget ved det at være en kvinde, der indbyder til chikane. Chikane forekommer på grund af mennesker, der mener, at de har ret til at opføre sig sexistisk. På samme måde er LGBTI+ personer ikke overrepræsenterede i statistikkerne, fordi det står skrevet i stjernerne, at LGBTI+ personer må leve med diskrimination. Biseksuelle kvinder er ikke udsatte for seksuelle overgreb, fordi det er deres skæbne som biseksuelle – men fordi, der findes en bifobisk kultur der overseksualiserer, og det bidrager til overgrebspersoners verdenssyn og handlinger. Læg ansvaret der, hvor det hører til – kald monsteret ved rette navn.
