Copenhagen Pride har på rekordtid arbejdet innovativt og visionært, og har udviklet et Pride Week format der passer til de gældende corona-retningslinjer fra myndighederne.
»Det betyder, at alle debatter kan ses hjemmefra, at vi gør paraden digital og bringer et aftenshow i et tv-format, vi glæder os til at fortælle mere om senere,« fortæller forperson Lars Henriksen.
Pride Week gennemføres
Copenhagen Pride Week gennemføres fra den 17. – 22. august med blandt andet 100 events og debatter fra Rådhuspladsen, der alle bliver livetransmitteret via kamerahold og OB-vogn til helt ny online hjemmeside og tilhørende virtuelt univers.
»Der bliver mulighed for at deltage fysisk i debatterne på Rådhuspladsen. Myndighedernes gældende vejledninger siger, at vi må være 500 personer samlet til siddende arrangementer i lighed med konferencer og lignende,« fortæller forperson Lars Henriksen.
Lukker myndighederne ned for muligheden for fysisk tilstedeværelse, går Copenhagen Pride week rent online. Det hele kan ses på den helt nye virtuelle platform, som Copenhagen Pride udvikler sammen med Agenda Group, og i samme ombæring får foreningen også en ny hjemmeside. Formatet er allerede udviklet, og bliver testet hen over sommeren af professionelle folk, så vi er klar til at åbne op for det virtuelle univers den 1. august.
For yderligere information, kontakt:
Forperson Copenhagen Pride, Lars Henriksen, 41 10 94 14
Kontakt til Agenda Group:
Partner, Camilla Cilliborg Boesen, 40 62 44 42