Den seneste uge har debatten om kønsidentitet fyldt meget i mediebilledet. Hos Copenhagen Pride vil vi derfor gerne gøre vores holdning klar og tydelig.
Vi anser det som en social konstruktion, hvordan vi gør og udtrykker vores køn. Vi kæmper for retten til juridisk kønsskifte for transkønnede børn. Vi er en organisation for hele miljøet, og vi har et særligt ansvar overfor de grupper, som er specielt udsatte.
Vi anerkender, at der er forskellige holdninger til specifikke aspekter af kønsbekræftigende behandling for transpersoner, som for eksempel hvilken alder, behandlingen kan begyndes i; men vi har ikke nogen hensigt om at gå i debat om transkønnedes grundlæggende eksistensberettigelse.
Det er ikke korrekt, at der kun findes to køn. Det ved vi, fordi non-binære personer eksisterer – og vi finder det hverken produktivt eller hensigtsmæssigt at diskutere eksistensgrundlaget for en del af vores fællesskab.
Personer, der kan respektere vores værdisæt og husregler, er til enhver tid velkomne til vores events. Vi kan også godt indgå i diskussion med folk, vi er uenige med, men det skal være i et dertil indrettet rum, og det skal ikke fjerne fokus fra det arbejde for LGBTI+ personer i Danmark og hele verden, som vi laver til daglig. Når debatten bliver reduktionistisk, fjerner det fokus fra virkelige og presserende sager.
Foto Adrien Olichon / Unsplash