Foto: Mia Harvey via Unsplash
Et nutidigt blik på japansk, lesbisk shunga
Af Anne Sophie Parsons (hun/hende)
Det er ikke svært at finde porno på internettet – men den lesbiske slags ser queer kvinder ofte skævt til på grund af dens ikke særlig realistiske portrættering af sex mellem kvinder. Det gælder også for shunga – erotiske træsnit – der blev fremstillet i Japan for flere århundreder siden. En vigtig ingrediens er imponerende store dildoer, som kvinder bruger på hinanden, og som ser mere smerte- end nydelsesfulde ud. Men kan et nutidigt blik på billederne sige noget om kvindelig, queer seksuel identitet? Kan gammel erotika, tiltænkt et mandligt publikum, tages tilbage og forvandles til en fremstilling af lesbisk eller kvindelig queer lyst?
Lad os starte med nogle ordforklaringer: Ukiyo-e, som kan oversættes til ”billede(r) fra den flydende verden”, er en genre inden for japansk kunst, der havde sin storhedstid fra det 17. til det 19. århundrede. Kunstnerne fremstillede træsnit og malerier med mange motiver: kabuki-skuespillere og sumobrydere, rejsescener og landskaber og – erotika. Sidstnævnte genre kaldes shunga og var, i modsætning til hvad man måske skulle tro, populær blandt mange forskellige mennesker. Erotiske tryk blev købt af både mænd og kvinder fra alle samfundslag. Det kan man udlede af overtroen og skikkene, der knytter sig til shunga. For en samurai kunne shunga fungere som en lykkeamulet, der beskyttede mod døden, og på samme måde beskyttede shunga mod brand på købmandens lager og i hjemmet. Dermed var det både samuraier, købmænd og husmødre, der ejede shunga. Alle tre grupper var adskilt fra det modsatte køn på grund af klasse og sociale normer – og det fører til spørgsmålet om homoseksualitet og skildringer af samkønnet erotika.
Selv om det meste shunga afbilder heteroseksuel sex, optræder homoseksualitet også. Ældre munke, der penetrerer meget yngre mænd med overdimensionerede penisser, ses oftere end smukke kvinder, der sammen giver sig hen til lidenskaben. Det var ikke den mest populære kategori, men sex mellem kvinder blev skildret i visse tryk, igen med fascinationen af penetration i fokus: Dobbeltdildoer (kaldet taigaitata) bliver brugt på kreative, kødelige måder med sensuel og ekstatisk entusiasme, og endda med en tengu-maske – i dag måske kendt som den lille ”rød maske med lang næse”-emoji – brugt som strap-on. Det må siges at være et fantasifuldt knald…
Men skal vi så antage, at trykkene blev fremstillet til heteroseksuelle mænd og kun for at imødekomme mænds fantasier?
Tiltænkt hvis øjne?
Spørgsmålet om repræsentation af autentisk lesbisk eller queer kvindelig seksuel lyst er, måske overraskende, ikke så ligetil. For nylig er det blevet undersøgt i Meredith Keukelaars (hun/hende) speciale “The Impact of the Male Gaze: Femininity and Female Sexuality in Shunga Prints of the Edo Period” fra 2022. Tag for eksempel Katsushika Hokusais illustration til bogen Manpuku Wagōjin (på engelsk Gods of Myriad Conjugal Delights, 1821), hvor to kvinder elsker uden brug af sexlegetøj. En tredje kvinde ser til udefra, mens hun tilfredsstiller sig selv til lyden af parret:
“Man kan argumentere for, at kvinden, der lytter, skal træde i stedet for en mandlig tilskuer, men det synes langt mere sandsynligt, at billedet var tiltænkt kvinder, der kunne sætte sig selv i hendes sted.” (Keukelaar, s. 58)
Gennem tanken om et potentielt lesbisk blik, bliver muligheden for kvinder, der opsøger og er tiltrukket af træsnit af kvindelig, homoseksuel erotika, en åbning – både til en fjern fortid i Edo-perioden, og hele vejen op til nutiden:
“Når kvinder, der er tiltrukket af andre kvinder, ser på eller skaber værker, der normalt er påvirket af det mandlige blik, kan der ske et paradoksalt skift, hvor ’det mandlige bliks formodede kraft bliver forskudt eller nærmere rettet mod sig selv, og der åbnes et rum med plads til et lesbisk blik’. Denne tanke […] ændrer ikke kun på, hvordan vi kan forestille os, at kvindelige homoseksuelle i Edo-periodens Japan ville have set på [disse træsnit], men også på, hvordan de kan have tilgået lignende værker af mandlige kunstnere.”
Når vi opfatter kvindelig, samkønnet shunga-erotika som et redskab til at demontere det heteroseksuelle, mandlige blik, og nytænker den som en åbning til en skjult, ”flydende verden”, der ikke udnytter kvinderne, men viser lesbisk nydelse på deres egne vilkår, så blomstrer samkønnet kvindelig lyst frem som en mulig måde at leve, elske og begære på – i fortiden, men lige så meget i nutiden. Ligesom scenen, vi ser i Hokusais skildring, kan en nutidig, queer kvinde forestille sig selv med halvlukkede, lystne øjne, mens hun nyder scenariet, der imødekommer og understreger hendes dybtliggende lyster, mens hun får seksuel tilfredsstillelse af den private elskov mellem to andre kvinder. Ikke nødvendigvis som en voyeur, men som følelsesmæssig og fysisk onani baseret på seksuel identitet – kvindelig homoseksualitet som en fælles, tryg og eftertragtet oplevelse uden uønsket indblanding.
En sammenkomst, hvor der kommes sammen – i begge betydninger.
Det citerede speciale:
“The Impact of the Male Gaze: Femininity and Female Sexuality in Shunga Prints of the Edo Period” © 2022, Meredith Keukelaar, Lindenwood University
