Af C.A. Wolters (de/dem)
Fotografi af Cesar Maldonado
Blade, Drucilla, Damian, Nadja fra Antipaxos og Edward Cullen – hvad har de til fælles? De er allesammen enormt queer. Eller i hvert fald var deres fælles forgængere. Igennem århundreder har vampyren skræmt, pirret og fascineret os i litteraturen samt på den store skærm. De er parasitiske, hungrende og omvandrende sexsymboler! Men hvor startede vores makabre tiltrækning af dem, og hvorfor argumenterer man for, at vampyrens monster-DNA er queer?
Den allerførste vampyrhistorie var lesbisk
Bram Stokers Dracula er nok den fortælling, flest af os tænker på, når vi snakker om den allerførste vampyr, men inspirationen til Stokers bestseller kom i virkeligheden fra en anden vampyrfortælling. Den lesbiske novella Carmilla af Sheridan Le Fanu blev udgivet to årtier forinden Dracula.
Carmilla handler om den unge Laura som vokser op i et stort og ensomt slot med sin fader, og en dag møder hun tilfældigt den kolde, overjordisk smukke grevinde Carmilla. De udvikler en form for venskab, som minder mere om ejerskab, hvor Lauras orgasmiske dømme om grevinden plager hende i samme grad som bidemærkerne på hendes hals.
Som novellaen skrider frem, kan vi fornemme karakteren Carmilla, der ellers aldrig falder for sine ofre, udvikle nære følelser for sin kære Laura.
With gloating eyes, she drew me to her, and her hot lips traveled along my cheek in kisses; and she would whisper, almost in sobs, ‘You are mine; you shall be mine; you and I are one forever.’
– Carmilla
Novellaen var skrevet i en heteronormativ tid, hvor man blev nød til at svøbe sin queerness-tematikker i gotiske symbolik og overnaturlige metaforer, men Carmillas og Lauras forhold var åbenlyst mere end platonisk.
En formskiftende metafor
Vampyrer, og andre grufulde monstre, har historisk set altid været brugt som metaforer for samfundets frygt og fremhævelse af sociologiske diskurser. I den mørke middelalder blev uhyrer og folketro brugt til praktisk skræk og advarsel. Man skulle ikke gå ud i mørket, sove med hænderne under dynen eller samle et fremmed barn op ude i skoven, for så ville det ende galt for dig selv og muligvis for landsbysamfundet.
Stumfilmen Nosferatu (1922) er et godt eksempel på, hvordan denne tendens fortsætter gennem århundrederne. Filmen viser os et skræmmende væsen, som kryber ind i skyggefyldte soveværelser og fortærer uskyldige børn og kvinder i en kaotisk tid, hvor antisemitismen var på sit højeste, og anden verdenskrig var under opsejling. Vampyren havde dermed et propagandaformål, som skulle fremme nationalisme og udstøde bestemte folkegrupper.
Som tiderne skiftede, blev vi mindre bange for ‘de fremmede’ og mere skeptiske over for vores egne regeringer, og folket begyndte at gøre oprør imod den autoritære ledelse og patriarkatet.
I Anne Rices roman Interview with the Vampire fra 1976 følger vi den nådesløse vampyr Lestat som udser sig den smukke Louis, og imod Louis’ vilje omdanner Lestat ham til et af nattens væsner.
I starten har Lestat og Louis ingen love, ingen regler de skal rette sig ind efter, og de bor i samme hjem, sover i samme kiste og ender med at ‘adoptere’ den yndige niårige Claudia. Senere støder de dog på en større vampyr ‘coven’, anført af Armand, som viser sig at have en del regler, men størstedelen af plottet følger forholdet mellem Louis og Lestat; et forhold som kan beskrives som en mellemting mellem bedste venner, værste fjender og elskere.
De udgør en blodig dysfunktionel familie, men trods alt en genkendelig familiekonstellation med far, far og datter.
Efter Anne Rice blev vampyren, som kærlighedsinteresse og sexsymbol, aftabuiseret. I takt med at queer-samfundets synlighed voksede i det 21. århundrede, tog kærlighedsvampyrisme verdenen med storm. Buffy, Blade, Vampire Diaries, Underworld, Sookie Stackhouse Southern Vampire Mysteries – en endeløs strøm af lækre potentielle monsterkærester overtog popkulturen. Og selvom langt de fleste kærlighedsforhold mellem vampyrer og mennesker var heteronormative, så beholdte blodsugerne deres underlæggende queer tematikker. De levede i skyggerne, eller parallelsamfund, hvor samfundets normative regler var opløst, fordi vampyren er hævet over kontorjobs, sexsygdomme og kultur-religiøse retningslinjer, noget som de fleste queers i firserne og halvfemserne var enormt underlagt af og trængte til et pusterum fra – i vampyrens fiktive oase.
Suck me dry, Daddy!
Ikke nok med at vampyrer generelt er stærke, hypnotiserende og har ekstra sensitive sanser, som kan opfange den mindste lyd og se i mørket, så har de også en umættelig appetit efter enten blod eller sex – eller begge dele.
Den moderne vampyrs bloddrikkeri handler om end mere blot overlevelse. Blodsugning er beskrevet som at være en kilde til en dyb, næsten seksuel, nydelse i stort set alle værker som tematiser vampyrisme, og hvis vi nedbryder de forskellige dele i nærings-processer ser det således ud:
Vampyren skal tæt nok på sit offer til at kunne bide det. Vampyren skal bide der, hvor huden er tyndest og der findes en pulserende åre, dvs. hals, håndled eller inderlår. Vampyren sprøjter ofte sin lammende, bedøvende eller transformerende gift ind i offerets blodstrøm og indtager selv offerets kropsvæsker. Og alt dette sker som regel i mørket, skjult og intimt, mellem to eller flere parter.
Bare her kan vi drage mange lighedstegn mellem erotik og et måltid for en vampyr, og når man tillægger vampyrens oplevelse af situationen i f.eks. True Blood minder seancen endnu mere om sex, med orgasme som udgang.
”‘Drink,’ he said raggedly, and I sucked hard. He groaned, louder, deeper, and I felt him pressing against me. A little ripple of madness went through me, and I attached myself to him like a barnacle, and he (his blood) entered me, began moving, his hands now gripping my hip bones.”
– Sookie Stackhouse Southern Vampire Mysteries / True Blood
Dette intime måltid skal så tilmed indtages regelmæssigt. Vampyrer er parasitter som skal have adgang til et menneskes livgivende væske for at kunne fungere optimalt, de har brug for os dødelige, og de besidder en instinktiv hunger efter at sætte tænderne i et offer så snart blot en enkelt dråbe blod pibler frem! Det er en sult, som er så utæmmelig, at de nogle gange ikke kan styre sig, og hvad kan vi svage dødelige så gøre for at gøre modstand?
Svaret er: Intet.
Nu kunne man tro, at vi skulle dykke ned i samtykke-snakken (som er ekstremt valid her og generelt i al monstersex tematik), men jeg vil gerne dreje os i retning af den kvindefrigørelse som kommer med underkastelsen, der kan være forbundet med vampyrisme og paranormal romance.
Som jeg og Line Lybecker (Cand.mag. med speciale i paranormal romance) snakkede om på scenen til Fantasy Festivalen i Esbjerg, da vi diskuterede monsterkærester, så lever vi i en tidsalder hvor feminismen har bidt kvinder og kvinde-repræsenterede personer i røven.
For at udfylde den kvindelige rolle i samfundet skal ikke man bare være husmor og/eller fødemaskine (som er dehumaniserende og hårdt nok i sig selv), men nu skal man også helst have en universitetsgrad, chefstilling, bage langtidshævede boller til mødregruppen, kende de nyeste makeup- og tøjtrends, være den dominante i soveværelset, samtidig med at man holder styr på familiens og husets dagligdag. Der er stadigvæk ikke ligestilling, kvinderollen er blot blevet udvidet med mere ansvar. Og hvis man underkaster sig, på jobbet eller i parforholdet, så er man en ‘dårlig’ feminist.
Det passer naturligvis ikke. Men hvis det er en stor og stærk magisk vampyr, som ikke kan gøre for sit instinkt idet den æder af sit offer i en hed omfavnelse, og offeret ikke kan gøre for at nyde det på grund af magi og hypnose, så sker underkastelsen ikke frivilligt. Man kan ikke være en ‘dårlig’ feminist hvis den, der tvinger dig til underkastelse, er et fiktivt væsen som du er magtesløs imod – vampyrer er trods alt designet til at drage sine ofre ind. På den måde kan vampyrer nulstille den skam, der kunne følge med erotiske underkastelsesfantasier.
Den samme slags frigørelse kan overføres til queerness, til en person i skabet eller med internaliseret homofobi. Personen møder en vampyr som sætter dem i en queer situation, hvor de ikke længere kan (behøver) at kæmpe imod.
Igen er det et gråt område med hele ‘consensual-non-consent’* tematikken, og der er mange teorier om, hvorfor vi har en tendens til at romantisere overgreb, når det gælder vampyrkærester. Om det så er et ikke-fysisk overgreb, som når Edward stalker Bella, eller et fysisk overgreb, hvor Bill ikke kan styre sin blodtørst og angriber Sookie for at bide hende, så findes der en del argumenter, for at historierne er vores behov for psykologisk at kunne udleve vores fantasier i et safe space (fiktionen) og dermed bearbejde virkeligheden.
Vegetarvampyren ved verdens ende
Overgrebsfantasier og CNC er hot. Og det burde ikke være tabu, at det er hot (når det bliver gjort rigtigt). Men at have tillid til sin partner og vide, at din partner har tillid til dig, er mindst lige så sexet. Hvis ikke mere.
Der opstår en åndelig forbindelse, en pirrende spænding, når der er tillid til, at din partner ikke vil gøre ægte skade på dig, og den spænding forstærkes det øjeblik, hvor det seksuelle møde udskydes.
Kald det forspil.
“At gå i seng med monsteret (vampyren), er at sætte livet på spil. Monsteret skal tilbageholde sine monster-instinkter for ikke at komme til at æde sin elsker, og deri ligger der en tillidserklæring. Denne selvbeherskelse, og tilbageholdenhed, bliver til den ultimative kærlighedserklæring … ”
– Line Lybecker
Før var vampyren sexet, fordi den havde alt! Ungdom, rigdom og tiltrækningsevne, men nu er de sexede, fordi de kan holde tilbage.
‘Vegetar vampyrerne’ i Twilight (2008) er i sig selv ikke synderligt queer, men mange fans fandt et queer-fællesskab gennem bogserien og senere filmene. Bogen berører temaer om at være udstødt, både Bella og Edward føler sig udenfor; de bærer på en længsel for at blive accepteret, og det giver naturligt genlyd hos minoritetsgrupper.
Den dag i dag skræmmer vampyrer os ikke bare. De trøster os. I en tid med pandemier, finanskriser, klimaændringer og uroligheder giver de plads til queerness og tilbyder os et pusterum i fiktionen, hvor vi kan tillade os selv at falde for deres monstrøse charme.
*consensual non-consent eller CNC er et begreb der bruges i BDSM-miljøet om fantasier eller scenarier, der indebærer situationer, hvor samtykke overskrides. Der er ikke tale om reelle overgreb, men om en aftale mellem partnere, hvor der er opsat klare regler og grænser.
