Din genvej til at skrive testamente

Vi er gode til at tegne forsikringer på mange områder gennem livet: Hus, bil, rejse, ulykke, dyr, indbo, helbred. Men paradoksalt nok tænker kun få af os over at forsikre vores sidste vilje – nemlig gennem et testamente.​ 

At skrive testamente kan være svært at tage hul på for mange – det kan være svært at tale om, men det behøver det ikke at være, hvis man vælger at vende det hele lidt på hovedet, fortæller Mette Willenbrock Hattens, arvekonsulent hos AIDS-Fondet.  

”Man kan vælge at se det som en mulighed for at give noget godt videre, så et testamente ikke opfattes som en afslutning, men en begyndelse på at give noget vigtigt videre til andre – og dermed er din arv og ønsker til fremtiden noget, du selv har fuld kontrol over”. 
 
Et testamente behøver hverken at være besværligt eller dyrt at få oprettet, men det kræver lidt refleksion og tid at tænke igennem.  

Her er 3 ting, du til en start bør vide om arv og testamente: 

1. Uden testamente arver din samlever ikke efter dig 

Mange tror fejlagtigt, at når man er samlevende (lever i et papirløst forhold), så arver man automatisk hinanden. Det gør man ikke – ligegyldigt hvor længe man har boet sammen. Samlever er ikke arving ifølge arveloven. Derfor er det ekstra vigtigt at få oprettet testamente, så I kan sikre hinanden. 

Arveloven opdeler arvinger i tre grupper: 

1) Ægtefæller og børn (og deres efterkommere) 

2) Forældre og søskende (og deres efterkommere) og  

3) Bedsteforældre og bedsteforældres børn 

Har man ingen arvinger, tilfalder hele formuen staten.  

2. Testamentet er særligt vigtigt, når disse ting gør sig gældende:  

Det er specielt en god idé at oprette et testamente hvis du for eksempel er: 

  • Enebarn, ugift og barnløs – og ikke ønsker din arv skal tilfalde staten  
  • Ikke er gift, men ønsker at sikre din samlever (som jo er ikke lovmæssig arving ifølge arveloven)  
  • Har børn fra tidligere forhold  
  • Har et ønske om din arv skal være særeje  
  • Ønsker at bestemte organisationer eller personer skal arve efter dig  
  • Ønsker en anden fordeling end arveloven foreskriver 

Når du opretter et testamente, kan du i vid udstrækning selv bestemme, hvordan arven fordeles. Dog er ægtefælle, børn og børns efterkommere såkaldte tvangsarvinger, så de har krav på at arve en del af din formue (25%). Du bestemmer selv over resten.  

Hvis du ikke er gift og ikke har børn, bestemmer du over hele din formue.

3. Det er nemt at oprette testamente 

At skrive testamente er hverken så besværligt eller dyrt, som mange umiddelbart tror.  

Det er vores anbefaling, at du får hjælp af en advokat, så du er sikker på, at dine ønsker i testamentet er juridisk holdbare, og at testamentet ikke kan misforstås. Uanset hvad du vælger, skal testamentet være skriftligt og underskrevet af to vidner (som ikke må være betænkt i testamentet) eller af en notar. 

Inden du taler med advokaten, så er det vigtigt at reflektere over, hvad dine ønsker for din arv er. Er der særlige forhold eller personer, du skal tilgodese? Ønsker du f.eks. at støtte en organisation, særlige venner, nevøer eller niecer? Den proces kan tage et stykke tid. ​ Du kan selv vælge en advokat, men ellers henviser vi gerne til én af de mere end 200 familie- og arveretsadvokater, vi samarbejder med som en del af vores partnerskab med Det Gode Testamente.  

 

Få tilskud til oprettelse af dit testamente 

Vælger du at tilgodese AIDS-Fondet og/eller en anden velgørenhedsorganisation i dit testamente, kan du få et tilskud til advokatregningen. Dette beløb dækker langt de fleste personers udgifter til oprettelse af testamente hos advokaten. 

Du kan tage vores Arvetest og downloade en gratis Testamenteguide og tjekliste, samt få yderligere inspiration og gode råd på aidsfondet.dk/arv, hvor vi har samlet den vigtigste viden, om alt du skal vide i forhold til arv og testamente.

Her kan du også høre Lisbet, Mads Adam og Mikkel fortælle, hvorfor de har valgt at oprette testamente, og deres gode råd til dig, der måske netop sidder og overvejer at få oprettet et testamente. 

Vi har også beskrevet det der kaldes 30% reglen, som kan være rigtig relevant for dig, der ikke har direkte livsarvinger.

Ønsker du at høre nærmere eller har du spørgsmål, så skriv til Mette Willenbrock Hattens på: [email protected] 

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden