NO BAN, ORBÁN

Demonstrationen foran den ungarske ambassade sendte et klart signal om solidaritet til LGBTQIA+ miljøet i Ungarn

På en kold marts-aften, mandag den 24. marts, fyldtes fortovet foran den ungarske ambassade i København af viljestyrke og solidaritet. Demonstranterne var mødt op for at sende et klart budskab: Vi accepterer ikke diskrimination og had!

Det ungarske parlament har netop vedtaget en lov, der forbyder Budapest Pride og kriminaliserer LGBTQIA+-synlighed – et direkte angreb på menneskerettighederne. Viktor Orbán følger Putins undertrykkende politik og forsøger at begrænse friheden for LGBTQIA+-personer i Ungarn.

Fortovet fyldt af protest, håb og fællesskab

Med regnbueflag, bannere med budskaber som “NO BAN, ORBÁN!” og det ungarske flag vajende i vinden, sendte demonstranterne en stærk besked til den ungarske regering. Budapest Pride og LGBTQIA+-miljøet i Ungarn er ikke alene.

Demonstranterne udtrykte ikke kun vrede over Orbáns åbenlyse angreb på LGBTQIA+-rettigheder, men også over den bredere tilbagerulning af grundlæggende frihedsrettigheder i Europa. Det er en trussel mod demokrati, lighed, respekt og menneskerettigheder – værdier, der danner fundamentet for EU.

Klare budskaber til Ungarns regering

“Pride var, er og vil altid være en protest!” Med disse ord åbnede Benjamin Hansen, forperson for Copenhagen Pride, demonstrationen. Hans tale satte tonen for aftenen – en aften, der handlede om mere end Budapest Pride. Det handlede om kampen for frihed og retten til at eksistere uden frygt.

Det, der sker i Ungarn, er desværre ikke et isoleret tilfælde. LGBTQIA+-aktivister i lande som Georgien og Moldova møder stigende modstand, og i Rumænien forsøger man at forbyde kønsstudier på uddannelsesinstitutioner.

Benjamin Hansen, forperson i Copenhagen Pride gjorde det klart til aftenens demonstration.

– Forbuddet mod Pride i Ungarn er en direkte fornærmelse mod “ethvert anstændigt menneske”. Ikke kun mod LGBTQIA+-personer, men mod alle, der tror på fundamentale frihedsrettigheder og menneskerettigheder.

En kamp for os alle

Blandt de politiske stemmer, der talte ved demonstrationen, var Gunvor Wibroe, ligestillings- og LGBTQIA+-ordfører for Socialdemokratiet, og Halime Oguz, ligestillingsordfører for Socialistisk Folkeparti. De var begge tydelige i deres budskab:

– Når vi forsvarer Budapest Pride, må vi huske, at det ikke kun handler om et enkelt pride forbud. Det handler om at slå fast, at LGBTQIA+-rettigheder er menneskerettigheder – i dag, i morgen og for altid, lyder det fra Gunvor Wibroe (S)

– Vi ved, hvad det her handler om. Systematisk undertrykkelse. Vi må tage fløjlshandskerne af. Dette er ikke blot en kamp for LGBTQIA+-miljøet i Ungarn. Det er en kamp for os alle, siger Halime Oguz (SF)

Solidaritet kender ingen grænser

Aftenen sluttede med kampråb fra mængden, hvilket gjorde det svært at ignorere demonstrationen i Charlottenlund.

Budskabet var klart: LGBTQIA+-miljøet i Ungarn er ikke alene. Solidaritet stopper ikke ved grænser, og kampen for frihed fortsætter!

De sidste talere satte ord på, hvordan Ungarns diskriminerende lovgivning har indvirkning på landets befolkning. Blanka Lugosi, frivillig i Copenhagen Pride og født og opvokset i Budapest, udtrykte sin tydelige frustration. 

– Det gør ondt, at jeg har været nødt til at forlade min familie, mine venner og alt det, jeg engang var. Ungarn gør det klart, at det kun er et demokrati på papiret. I årevis har Ungarn bevæget sig mod et diktatur, der ligner Ruslands, lød de bevægende ord fra ungarske Blanka Lugosi.

En besked fra personen bag Budapest Pride, Viki Radványi, afsluttede demonstrationen. Her var budskabet klart:

– Det er ikke kun en LGBTQIA+-lov. Det er en lov, der gør det muligt for politiet at forbyde enhver form for protest, der er kritisk over for regeringen,” lød beskeden fra Budapest Pride, læst op af ungarske Zsófi, der deltog i demonstrationen.

Vi i Copenhagen Pride vil gerne sige tusind tak til alle, der deltog i demonstrationen. Vi står skulder ved skulder med Budapest Pride. #StandWithBudapestPride