Pridens svar til Stoklund og Brandenborg

Min mormor var socialdemokrat – og stripper! I næsten 40 år arbejdede hun på Færchs tobaksfabrik, hvor hun strippede tobaksbladene fra bladribberne, så de var klar til cigarproduktionen. Undervejs fik hun 7 børn. Livet delte ikke ud med lind hånd til hende eller hendes kvindelige kolleger, som ud over ringere løn end deres mandlige kolleger også stod med ansvaret for husholdning og ægtemænd, som ikke altid kun ydede positive bidrag til familielivet.

Men de havde hinanden og en bevidsthed om den solidaritet, som gennemsyrede den socialdemokratiske bevægelse, de alle var en del af. En bevægelse, som gav dem lov til at drømme om bedre kår og rettigheder. Og de vidste, at skulle kampen vindes, krævede det sammenhold og solidaritet.

For medmindre alle – også de svageste – var med, kunne kampen ikke vindes. Kollektivet i bevægelsen bestod af samtlige. Dem, som kunne tale for sig, havde kræfterne og de bedste forudsætninger, såvel som dem, som fattedes mund, mæle og muligheder.

Det er i min optik den socialdemokratiske drøm. Et samfund, hvor de, der står nederst på stigen, ikke efterlades i støvet, når dem øverst når drømmen om velstand, frihed og tryghed. Alle skal med. Også når hårde prioriteringer kræver, at det privilegerede flertal må række hånden ned og løfte dem, der er marginaliserede og efterladt på stigens lavere trin.

Blandt dele af den moderne socialdemokratiske bevægelse er den udstrakte hånd dog blevet til et spark nedad. I stedet for at vise solidaritet med de mest udsatte grupper gøres de til syndebuk for alverdens dårligdomme i regeringspartiets forsøg på at kapre stadig flere vælgere fra højre. Mens man holder en betryggende hånd over f.eks. den øvre middelklasses astronomiske gevinster på boliger, må de mest udsatte stå for skud, når man skal finde nogen at markere sig i opposition til.

Der er sket et markant skred i den socialdemokratiske strategi, når man i stedet for at kritisere den borgerlige opposition for dens mangeårige svigt af opgaven med at skabe ligeløn på arbejdsmarkedet, mindske uligheden og sikre betalelige boliger, i stedet bruger sin taletid på at hylde højrefløjens angreb på f.eks. LGBT+ bevægelsen.

I Kroniken i Politiken 28. juni bifalder de socialdemokratiske ordførere Bjørn Brandenborg og Rasmus Stoklund Liberal Alliances Henrik Dahls kontinuerlige angreb på LGBT+-bevægelsen. I Kroniken benytter Stoklund og Brandenborg nogle af de samme stråpersonsargumenter, som er bærende for Henrik Dahls beskyldninger.

I deres Kronik påstås det f.eks. at de »identitetspolitiske strømninger« i stedet for at beskæftige sig med »emner som arbejdsløshed, nationaløkonomiske problemstillinger, integrationsproblemer, sundhedsvæsenet, forurening og andre store temaer« i stedet vil »zoome ind på problemstillinger med relevans for få procent eller ligefrem promiller af befolkningen«.

Det er ikke bare en total misforståelse af den debat, som foregår i f.eks. LGBT+-bevægelsen, men også et stærkt eksempel på, at man fjerner fokus fra sin egen politiske sløvhed ved at anklage andre for svigt. Hvor den moderne LGBT+ bevægelse og de mange organisationer, der beskæftiger sig med minoriteters rettigheder, har et enormt fokus på de mange forskelligartede faktorer, der påvirker udsatte personers liv, virker det, som om dele af socialdemokraterne kun kan få øje på de udfordringer, som rammer ciskønnede, heteroseksuelle, hvide danskere og måske særligt dem i provinsen med friværdi i boligen.

Og ja, det er nok den største gruppe, og de kategorier, som er nævnt her, fritager dem desværre ikke for at møde modstand i livet. Men det har heller aldrig været LGBT+ bevægelsens påstand.

I sin seneste bog skriver Henrik Dahl: »Kunne det i virkeligheden ikke tænkes, at det var mere synd for en hvid mand, der har måttet kæmpe mod virkningen af en fattig opvækst, end det er synd for en LGBT+ person, der er født og opvokset i den økonomiske overklasse? Sådanne spørgsmål kan end ikke artikuleres inden for identitetspolitikkens verdensbillede«. Hvad er det dog for en doven karikatur, som nu også socialdemokraterne tilslutter sig? At en sådant spørgsmål ikke kan stilles i vores bevægelse, er ganske enkelt forkert.

Faktisk er den udskældte idé om en intersektionel tilgang jo netop udtryk for en anerkendelse af, at du ikke kun er i verden som resultat af én del af din identitet, men som summen af de erfaringer, du bærer med dig. Vi har aldrig påstået, at LGBT+ personer per definition altid har det sværere end de ciskønnede og heteroseksuelle.

Men vores erfaringer og al statistik viser, at LGBT+ personer på en lang række parametre møder større modstand end baggrundsbefolkningen. Det er ikke et udtryk for ideologisk fantasi, det er fakta og virkeligheden, vi lever i. Det samme er tilfældet for minoritetsetniske og racialiserede personer, samt personer med handikap og tykke personer. Alle grupper, som for tiden står for skud fra de såkaldte anti-woke.

Vores mål er langtfra at fjerne fokus fra økonomisk ulighed eller klimaforandringernes konsekvenser. Tværtimod er den moderne LGBT+ bevægelse enormt optaget af disse temaer, fordi vi ved, at de mest marginaliserede grupper ofte rammes allerhårdest.

I virkeligheden mener vi, at kernen i vores bevægelse er den samme som den, der engang var kernen i socialdemokratismen; nemlig solidaritet. Solidaritet er netop, at det ikke kun er det velbjergede flertal, der er i fokus, men at man som fællesskab vender sig om og ser efter, hvem der er blevet udeladt af fremskridtet.

Og for at gøre det helt klart. Jeg kan godt forstå, at nogle finder udviklingen i måden, vi snakker om køn og seksualitet på, hæsblæsende og forvirrende. Det er gået stærkt i de seneste år, heldigvis. Vi udvikler os hele tiden, og det gør sproget også. Det er ikke mange år siden, at de færreste kendte til ord som non-binær, panseksuel eller for den sags skyld vidste, hvad et pronomen er. Det er helt forståeligt, hvis man fra tid til anden føler sig forvirret og måske endda lidt frustreret over ikke at kunne følge med. Sådan kan vi også have det internt i bevægelsen.

Men det er her, solidariteten kommer ind. For måske er det nu, flertallet skal sige: »Nu er det vores tur til at gøre en ekstra indsats for at få alle med. En masse mennesker har endelig fundet et sprog, som beskriver, hvem de er. Lad os bruge nogle kræfter på at byde dem velkommen i det store fællesskab og respektere deres ønske om at blive tiltalt med f.eks. de/dem-pronomener«.

Desværre er det ikke den vej, Brandenborg og Stoklund vælger at gå. I stedet latterliggør de udviklingen i vores sprog, når de karikeret siger: »At en midaldrende revisor med fuldskæg, slips og sokker i sandalerne skulle præsentere sig som ’Jens Jensen, mit pronomen er han/ham’. Vi, der er voksne og ikke lever i det wokeness-prægede parallelsamfund, hvor den slags er kutyme, kan trække på smilebåndet af identitetspolitikken«.

Det er én ting, at to magtfulde herrer ikke kan andet end at le af en gruppes forsøg på at afspejle sig selv i sproget. Problemet opstår, når de gør deres modstand mod forandring til et spørgsmål om at beskytte børn fra disse nye tendenser. I et tænkt eksempel på identitetspolitikkens farer skriver de: »Børnehavebørn, som i forvejen har rigeligt at gøre med at begribe verden og finde ud af, hvordan man får flyverdragten på, risikerer så at blive udsat for forvirrende nonsens om, at de måske hverken er piger eller drenge og selv må føle efter«.

Påstanden om, at LGBT+ bevægelsen er farlig for børnene, er ikke ny. Og desværre er det heller ikke en, vi har efterladt i fortiden. Den bruges aktivt blandt modstandere af LGBT+ rettigheder fra Moskva til Washington, og ikke mindst i en række EU-lande. Senest har højreorienterede politikere i Polen og Ungarn gjort deres modstand mod såkaldt LGBT+ ideologi-central for deres politik med udgangspunkt i et argument om at beskytte børnene.

På samme måde bruges beskrivelsen af bevægelsen for rettigheder og grundlæggende respekt som en ’LGBT+-ideologi’, og kategoriseringen af folkene bag som en urban elite til at dehumanisere de mennesker, som bevægelsen består af.

Det er desværre en tendens, som der i dag lyder ekkoer af i den danske debat. Og nu også i den socialdemokratiske top. Det er en tendens, som vi i LGBT+ bevægelsen og blandt alle, som kæmper for minoriteters ret til plads i fællesskabet, er nødt til at sige fra over for. For vi ved, hvad den fører med sig.

Har nutidens socialdemokrater overhovedet en fornemmelse for, hvad solidaritet betød for kvinder som min mormor? Hvilken forpligtelse hun lagde i ordet? Er idealet om, at de stærkeste skuldre bærer de største byrder, ganske dødt blandt socialdemokrater anno 2021? Er man parat til at tilslutte sig hvilket som helst populistisk standpunkt, hvis blot der kunne være stemmer at hente, uanset hvilket arvegods man dermed må ofre? Bjørn Brandenborg og Rasmus Stoklunds nylige tilslutten sig Henrik Dahls angreb på såvel den frie forskning som på LGBTI+ personer tyder derpå.

En god ven, som er livslang socialdemokrat, sagde en dag med et resigneret suk: »Socialdemokratiet er det sted, hvor idealer går hen for at dø!«. Aldrig har det udsagn tilsyneladende været mere sandt.

Vi har uanset partitilhold en masse at takke socialdemokratismen for. Og i de senere år har vi også set socialdemokratiske regeringer slå sig op på at støtte grundlæggende rettigheder. Jeg håber, at flertallets solidaritet med mindretallene vil blive ved med at være et grundprincip for partiet i fremtiden.

Når man er et privilegeret menneske, ikke bare med en økonomisk sikker tilværelse og en solid akademisk baggrund, men også med direkte indflydelse som folketingsmedlem over landets love, så kan krav om forandring af magtstrukturerne måske pludselig føles undertrykkende. Det kan føles udfordrende på ens egen komfortable position.

Men heri ligger solidariteten. Den solidaritet, som min mormor satte sin lid til, at Socialdemokratiets ledere ville vise hende og kollegerne på tobaksfabrikken. Den solidaritet, som i årtier gjorde Danmark til en humanistisk supermagt og foregangsland. Og den solidaritet, som har betydet, at udsatte grupper i Danmark igennem det sidste århundrede igen og igen har givet socialdemokratiske regeringer deres stemme.

En solidaritet, som handler om at se ud over sin egen næsetip og række hånden ned og løfte også mindretallet ind i fællesskabet. Det er en fælles opgave at skabe samhørighed. Vi er klar. Og jeg håber også, at socialdemokraterne er det.