Af Anne Sophie Parsons
I løbet af karantænen har jeg har set den britiske feel-good komedie Pride fra 2014, som en form for trøstende sutteklud, når mulighederne nu for at mødes fysisk i LGBTI+-miljøet er sat på forlænget pause: Med en god portion afvæbnende humor skildrer filmen en gruppe idealistiske homoseksuelle aktivister i 1984’ernes London, der samler penge ind til minearbejderstrejkerne i et stærkt klasseopdelt England. Samarbejdet mellem de usandsynlige partnere, som ved første øjekast tager sig ud som et umage par, bæres frem af tro, håb og ren ildsjæl.
En alliance indgås og fasttømres igennem ét solidt håndtryk imellem walisiske ordknappe minearbejdere og out and proud homoseksuelle aktivister. Håndtrykket siger mere end flere bevingede ord kan: Jeg har din ryg – du kan stole på mig, når det ser allerværst ud.
At støtte op omkring hinanden, især i lyset af at tilhøre og være i udsatte positioner, er en social, økonomisk og fremadskuende indsats. Mens 80’ernes britiske klasseskel og ’os imod dem ’-mentalitet kan synes at være for skarp en opdeling med dagens øjne, er der altid er en risiko for at falde tilbage i gamle mønstre, som spejler samme konflikt. Solidaritet skaber derimod en platform, hvor man kan trække på hinandens kompetencer og netværk, i lige så høj grad som mentale overskud.
Og i konteksten af ressourcestærke personer i LGBTI+-miljøet er det en håndsrækning, som på alle måder er guld værd. Især dårligt stillede LGBTI+-asylansøgere og LGBTI+-flygtninge med opholdstilladelse, som er flygtet grundet deres seksuelle eller kønsbaserede identitet, lider under den igangværende coronapandemis isolation. For hvad gør man, når man må opretholde en facade og blive i skabet på grund af sine bofæller på asylcentret? Når de sociale arrangementer og tilhørssteder indenfor LGBTI+-miljøet ikke længere er tilgængelige i forhold til at mødes med ligesindede med samme seksualitet eller kønsidentitet som én selv? Når man er alene? Og når den psykiske bagage, man har bragt med sig, vokser sig større, dag for dag?
Fællesskaberne er flyttet på internettet som resultat af den fysiske distancerings krav i disse dage: Når man ikke må samles i grupper i levende live, bliver man nødt til at holde sig opdateret omkring hinandens mentale helbrede via de forskellige online platforme:
Siden COVID-19’s udbrud har den danskbaserede organisation LGBT Asylum inviteret sine medlemmer indenfor til virtuelle bingo-spil og fredagscafeer, som en måde at jage ensomheden for døren. Smilende og skrattende lyse og mørke ansigter toner frem i små, kvadratiske ruder på computerskærme hjemme hos kontaktpersoner og på asylansøgernes centerværelser. ”How are you?” er den gennemgående sætning hørt under hvert eneste møde. Det vigtigste er at høre, hvordan man har det, og at der er mulighed for at kunne lufte sine tanker om den tyngende krisesituation, vi befinder os i.
De virtuelle møder giver også helt unikke oplevelsesmuligheder og skal pointeres: Hvor ellers kan man føre samtaler med Samsung Galaxy S10, som aldrig gennemgår en fuld transformation til at blive menneske, samt følge med i den minutiøse kreation af påskekyllinger med ballonøjne ved familiebordet under kyndige børnefingre?
Det har sat tanker i gang hos mig, som jeg også taler med sekretariatsleder Yanaba Mompremier Rymark Sankoh i LGBT Asylum omkring, som følge af Danmarks nedlukning. Under samtalen nævner hun punktet omkring hvordan coronakrisen har ført til, at vi alle har måtte tænke ud af boksen i forhold til at opretholde fællesskaber:
“Nedlukningen af samfundet har nødvendiggjort nye måder at mødes på. I LGBT Asylum har vi taget digitale platforme i brug og bl.a. afholdt virtuelle møder med forskellige temaer og aktiviteter, samt haft en daglig online dagbog i en af vores Facebook-grupper. Dog har det vist sig for udfordrende for langt de fleste af vores medlemmer at tilgå disse platforme – og de har hverken haft overskud eller ressourcer til at deltage i disse nye kontaktmåder. Vi har derfor også udviklet nye aktiviteter, som følger myndighedernes retningslinjer, og som har muliggjort, at gruppens medlemmer igen kan mødes i fysiske fællesskaber, hvilket er helt afgørende for deres mentale trivsel.”
Enkelte planlagte picnics er det også blevet til under forsvarlige vilkår: Små grupper af op til 8 personer fra LGBT Asylums gruppe har mødtes under åben himmel i enten København og Aarhus for at nyde hinandens selskab – selvfølgelig med behørig afstand og hænder desinficerede med håndsprit.
De sædvanlige en-til-en-relationer og støttende indsatser er desuden fortsat stille og roligt i gang i de rammer, som har været mulige: Hjælp til at søge bolig, uddannelse eller bare en god snak. Krisen har ikke sat en stopper for de behov, problemer og bekymringer, som LGBTI+-asylansøgere og -flygtninge i øvrigt sidder med. Snarere tværtimod: Angst, depression og mistrivsel er steget gevaldigt som konsekvens af krisen.
Bekymringer er også velfunderede: Man kan for eksempel søge om permanent opholdstilladelse, når man har haft ophold otte år i Danmark. Der er dog nogle krav, man skal opfylde for at få permanent opholdstilladelse, og kravene er strenge for at lægge sig i den gode banehalvdel. Derfor kan det helt konkret have særligt alvorlige konsekvenser at miste jobbet under coronakrisen.
Dét er præcis et punkt, som bestyrelsesmedlem i LGBT Asylum Mads Ted Drud-Jensen bakker op om:
“Coronakrisen har understreget behovet for fællesskaber som det, vi har i LGBT Asylum. Og da krisen risikerer at få langvarige konsekvenser, og for nogle mere end andre, er det vigtigt, at vi sørger for at bibeholde og styrke fællesskaberne. Også selvom netop det kan være udfordrende under de nuværende betingelser.”
Nicholas Chisha er selv medlem af LGBT Asylum og har én af de LGBTI+-asylsager, der er kommet igennem det juridiske nåleøje i forhold til at få opholdstilladelse indenfor de seneste år. Han deltager stadig aktivt i gruppen – især under karantænen. Da jeg rækker ud til ham, fortæller han med overskud og smil i stemmen, hvordan han har oplevet omvæltningerne:
”It’s been 8 weeks+ since lockdown. As human beings, at our core, is the need for social human interaction, though, with LGBT Asylum, our monthly meetings have been interrupted. Thank God for the virtual café meetings and of course the times we have met online and played bingo. Yes, we have self-isolated and practised social distancing, but one thing corona hasn’t taken away is our connection as an LGBTI+ family. We have been put to the test and in solidarity, we stand.”
Støtten finder også sted udenfor Danmarks grænser: I internationalt regi har f.eks. den græske græsrodsorganisation LGBTQ+ Refugees Welcome hjulpet, så godt de kan, ved at slå pjalterne sammen med gruppen Emantes – International LGBTQ Solidarity for at lave online fundraising til fordel for LGBTI+-asylansøgere igennem deres #4isCalling-kampagne. I løbet af to uger har de formået at indsamle, hvad der svarer til 2.213 EUR (el. 15.755 DKK). Dette er et initiativ med det faktum in mente, at Grækenlands Moria-lejr – den største europæiske flygtningelejr i skrivende stund – huser 18.000 personer i alle aldre og med diverse seksuelle og kønsdefinerede identiteter. Kapacitetsgrænsen er 2.200.
Da den surrealistiske corona-tid væltede os alle omkuld med en alvorlig offentlig udmelding d. 11. marts, fulgte der mindre appetitlige hændelser sted: Something is rotten in the state of Denmark, for at citere Shakespeare gamle kending Hamlet, fristes jeg til at sige. Med hamstring af toiletpapir og madvarer blev vores generelle indstilling til vores medborgere sat under et mediedækket forstørrelsesglas. Selveste Dronning Margrethe måtte ty til en almoderlig løftet pegefinger og irettesætte danskerne som ulydige børn, der måtte stå skoleret.
Måske kan vi håbe på, at samhørighed indenfor hele LGBTI+-miljøet bliver ledestjernen efter pandemiens hårdeste bølger – hvad der kommer til at definere tiden efter karantænen, pandemiens vidtrækkende økonomiske og sociale konsekvenser, er svært at sige noget om nu.
Men vi kan altid gøre os forhåbninger omkring vores egen formåen og villighed til at række ud og stå sammen:
“When you’re in a battle against an enemy so much bigger, so much stronger than you – to find out you had a friend you never knew existed, well, that’s the best feeling in the world.”
Citatet er fra filmen Pride, men føles så absolut relevant og rammende i dag for at skabe fortsat fælles front – i solidariteten og fællesskabets tegn.
