Fotograf Mia Elisabeth Nielsen
Et Personligt Essay Om At Være Tyk og Queer
Triggeradvarsel: Denne artikel omtaler tykfobi og spiseforstyrrelser
Af Bryn R. Frederiksmose
Vi taler om safe spaces på samme måde, som vi taler om menuen til et event. Det er endnu et punkt på den lange liste, vi skal huske, når vi planlægger en stor, imødekommende begivenhed, men stopper vi nogensinde op for at tænke over, hvad et safe space faktisk er? Hvis du står over for undertrykkelse på mere end en front, så ved du, hvad jeg mener, når jeg siger, at vi aldrig er safe. Fordi faktummet er, at vores miljø er så besat af skønhed, at det øjeblik en tyk krop som min træder ind i et LGBTI+ space, så er det dømme-tid, og hvad betyder det så, at invitationen sagde ”det er et safe space”, for det er ikke safe for mig.
Min første oplevelse kom tidligt i livet. Jeg var lige sprunget ud, 15 år ung, og en af mine venner fortalte mig, at ingen mand nogensinde ville elske mig, hvis jeg var feminin og tyk – jeg kunne være enten eller, men ikke både og. For at være feminin, skal du være tynd og naturligt hårløs, du skal kærtegne en mands arme på samme måde, som dine ciskønnede veninder kærtegner deres homofobiske kærestes skuldre, når de vil have ham til at gøre noget. Jeg kunne også vælge at være tyk, men så skulle jeg også være dominant, maskulin og en bjørn; og begge valg ville kun validere mig gennem fetishisering. Så hvorfor pokker valgte jeg at være begge dele?
Sidste år var det første gang, at Pride inkluderede Tyk Frigørelse. Det kom som en overraskelse, men jeg var ikke desto mindre tilfreds, for vi er nødt til at konfrontere hvordan vores miljø, som angiveligt er baseret på accept af individet, reproducerer heteronormative skønhedsidealer, i en dødeligt koncentreret dosis, der normaliserer spiseforstyrrelser og usunde selvbilleder. Hvordan kan vi prædike accept, når en krop som min stadig er stigmatiseret i vores egne rækker? Og selv da, skal den tykke krop bare ligge og rådne op, så den tynde og maskuline kan assimileres ind i undertrykkerens struktur? Som Audre Lorde udtrykker det, kan vi ikke ødelægge herskerens hus med herskerens værktøj, og her bygger vi så alligevel hans hus i regnbuefarver.
Det kræver et stærkt overlevelseskit at leve i krydset mellem femininitet og fedme. Hver gang jeg kommer hjem, før jeg overhovedet har tid til at pakke mine indkøbsposer ud, skal jeg udpakke den daglige tilføjelse af trauma føjet til min eksistens, fordi af en eller anden grund er det triggering for folk at se en tyk krop favne sin femininitet og leve sin sandhed. Det sårer folk, at jeg, som en tyk krop, ikke bevæger mig skamfuldt gennem livet, for hvor vover jeg at kunne lide mig selv, når de hader deres tynde kroppe? Vi bliver nødt til at indse, at forskellige faktorer påvirker oplevelsen af Queerness. For hvad er inklusion, hvis vi ikke inkluderer alle kroppe, som går den samme mil ned ad regnbuevejen?
Accept er paradoksalt – skal vi, i acceptens navn, accepterer alle mulige meninger? Skal vi acceptere folk, som siger, “Ingen tykke, ingen femmes, ingen sorte, ingen asiater”, for acceptens skyld? Igen, hvordan kan vi ignorere, at folk, som står på skuldrene af frihedskæmpere, reproducerer den samme strukturelle undertrykkelse, som blev brugt til at undertrykke forgængerne? Hver gang en homoseksuel mand siger ”ingen tykke, ingen femmes”, underlægger han sig den heteroseksuelle mands regler og fremmer sin egen undertrykkelse, både omkring ham og inden i ham selv. Den tykke krop er blevet forvist til et dunkelt kælderrum med læderseletøj og lugten af moskusduftende underarme og læderpolish. Den er blevet til en kink, en fetish, en mærkelighed uden for de normale pornokategorier, for gud forbyde at almindelige øjne skulle se hud draperet over tykke knogler.
Som grønne bakker over græsdækkede landskaber ligger min krop; som rullende bølger over klippeformationer strækker huden sig over det væsen, som fanger det liv, mit åndedræt drog, da disse ord blev skrevet. Frigørelse fra kroppen starter med accepten af, at den er din. Det er den samme skal, som beskytter østersen fra sultne rovdyr, eller skildpadden fra den vilde ulvs bid. Huden omfavner alt, du er, og dit væsen begynder og ender med din overflades fibre. Det vokser på samme måde, som dit liv gør, og udvider sig med hvert åndedrag, dine lunger tager. Det er koncentriske ringe i din skov. Det er visdom, i form af et levet liv, som påtager sig hvert eneste eventyrlystne sår, hvert et omsorgsfuldt ar, hver ufortalt historie, kun synlig i huden, for at gentage de samme ord indtil jorden tager os tilbage.
For mig var det mest befriende øjeblik det øjeblik, jeg indså, at en mands vurdering af mig kun reflekterede hans karakter og ikke min flamme. Ingen mand på Grindr kan fordømme den skat, jeg er, for hvis han vil være toppen af patriarkalsk besættelse, så værsågod at internalisere det had, du projekterer mod mig. For min skyld kan du være din egen undergangs budbringer, men jeg nægter at lade vores koloniale forgængere fortsætte i mit væsens vand. Blodets bånd er trods alt stærkere end fostervandet, og mit blodsbånd er med dem, som kom før os, og som sikrede, at vores kærlighed ikke længere er en kriminel handling. De, som definerede modstand i frihedens navn.
Nu hvor jeg ved, hvorfor jeg valgte at være både feminin og tyk, forstår jeg også, at det ikke handlede om valg, men mere om accept; om at omfavne sandheden i stedet for at jagte et uopnåeligt mål. Et valg skal tages, når vi som minoritet står på vores livsvej. Vælger vi at gå i den retning, som er normen, og prøve bedst at passe ind, eller vælger vi den vej, som fører til vores egen identitet og lader os udforske og udfordre de ting, vi har lært om at være en ”rigtig” person undervejs?
Der er ingen inklusion, ingen frihed at vinde, hvis vi ikke nedlægger de strukturer, som vi skaber, fordi vi ikke har lært andet. Queerness plejede at være det modsatte af det normale. Hvis du ikke passede ind i sociale normer, så var du queer, og hvis vi bruger den definition, så er tyk frigørelse queer frigørelse. Hvilken frihed opnår vi, hvis frigørelse kun inkluderer dem, som passer ind i samfundets andre normer for hvidhed, cis-hed, hetero-agerende maskulinitet og tyndhed, for at nævne nogle få? Kæmper vi, blot så vi kan assimileres og blive en del af dem, som undertrykker os? En klog person sagde engang, “ingen pride for nogle af os, uden frigørelse for os alle,” så hvorfor fejre frigørelsen af dem under glasloftet, når andre ikke engang kan nå den stige, du stod på?
