Af Makia Ariela Elisabeth Jørgensen
Som aromantisk og aseksuel var den endeløse strøm af amatonormative forventninger fremsat af jævnaldrende, familie, venner, samfundet – og mig selv – engang et pres, der lammede mig.
Sådan er det ikke længere.
Mit hjerte hamrede. Jeg trak vejret hurtigere, end jeg kunne forstå, dybere, højere. Lyden af mine hårde spark gav genlyd i det smukke, fjendtlige landskab, hvor stilheden larmede, da jeg borede mine støvler ind i den stejle, isglatte bjergside. Jeg var der næsten. Det var kun et par timer efter solopgang, og efter at have klatret gennem den kolde, sorte nat, var det en lettelse nu at se strålerne skinne på målet for mit langvarige begær.
Med mine sidste kræfter udstødte jeg et støn, mens jeg svang min økse og begravede bladet i den glimtende hvide sne en sidste gang. Glædestårer sprang frem i mine øjne. Mine lemmer skælvede af udmattelse og overvældende eufori. Endelig, efter fire år med træning, læring, forberedelse, drømme, besættelse, var den min: toppen af Kyajo Ri – et sjældent besteget bjerg, som ligger gemt mellem to dale i baghaven af den travleste del af Nepals Himalayabjerge.
Når drømme og forventninger kolliderer
Drømme kommer i mange former og størrelser. Som aromantisk og aseksuel, en person som hverken føler romantisk eller seksuel tiltrækning af andre, lå mine egne drømme længe begravet under den bunke af forventninger og antagelser, som var blevet kastet i hovedet på mig, siden jeg var meget ung.
Jeg kan huske, at jeg som præ-teenager læste artikler i blade for unge piger om, hvordan man fik drenge til at kunne lide én. Jeg husker lærere, som sagde, at vi snart alle sammen ville falde i svime over vores kammerater af det modsatte køn, i takt med, at vores seksualitet blomstrede og forvandlede vores hjerner til grød (deres ord, ikke mine). Budskabet i alt det her var klart: At føle seksuel og romantisk tiltrækning er en del af at være menneske; at ønske seksuelle forhold er nødvendigt for vores mentale og fysiske helbred; at indgå i romantiske (og eksklusive) forhold er nøglen til en lykkelig fremtid. Der var ingen tvivl om, at vi alle ville vokse op og gøre lige præcis det.
Jeg kan huske, at jeg troede på det. Jeg mener, hvorfor ikke skulle jeg ikke gøre det? Sex og romantik var alle vegne. Fra ungdomsmagasiner til film og tv til reklamer til almen diskurs dominerede det hvert eneste ord, jeg nogensinde hørte om livet og lykken. Ærlig talt, som et ungt menneske faldt det mig aldrig ind, at jeg kunne sætte spørgsmålstegn ved, om denne pakkeløsning virkelig var en universel opskrift på et tilfredsstillende liv, for jeg havde aldrig hørt nogen foreslå, at det kunne være anderledes.
Siden normerne var det eneste, jeg kunne se, fulgte jeg dem. Eller jeg prøvede på det. Men selvfølgelig fejlede jeg spektakulært i mit forsøg på at tvinge mig selv ind i situationer, som føltes unaturlige for mig. Alt sammen i jagten på at opfylde en drøm, som det tog mig år at opdage ikke var min egen. I stedet var mine tanker hjemsøgt af frygten for, hvad der ventede mig: Jeg ville uden tvivl blive ensom. Ulykkelig, endda – det sagde alle! Midt i det hele overså jeg det tydeligste tegn af dem alle: Jeg var ikke ensom. Jeg savnede ikke sex. Jeg savnede ikke en romantisk partner.
At finde svar
Jeg var 25, da Googles vidunderlige univers løftede byrden fra mine skuldre og gav mig de svar, jeg ikke vidste, jeg havde ledt efter: Jeg er aseksuel og aromantisk. Jeg er ikke i stykker, der findes mange andre som mig – og jeg bliver ikke ulykkelig eller ensom på grund af det.
For nyligt, da jeg sad på en café i København, vendte jeg forsiden på et tilfældigt dameblad, som lå på bordet. Den første artikel handlede, hvis man skulle stole på overskriften, om hvordan du opnår din drøm. Tænk dig grundigt om… hvilken slags bryllup vil du i virkeligheden have? Terningerne var kastet. Jeg læste videre: En lang smøre om at opgive traditionelle, kedelige ceremonier og personliggøre dit bryllup. Aldrig et eneste ord om, at ægteskab måske ikke er alle kvinders største drøm. Og det var ikke engang et bryllupsmagasin.
Heldigvis var min rejse mod min drøm startet for år tilbage. Da jeg nåede 20’erne, begyndte jeg at rejse verden rundt for mig selv. Jeg lavede frivilligt arbejde på en gård med vilde dyr i Afrika og faldt i søvn, ikke med en elsker, men med løver og geparder i armene. Jeg dykkede ned under havets overflade og udforskede den magiske undervandsverden. Jeg vandrede på klodens smukkeste stier og udviklede en altoverskyggende passion for bjergbestigning i store højder. Jeg fik venner over hele verden.
Jeg påstår ikke, at nogen af de eventyr er uden for rækkevidde for dem, som naturligt ønsker seksuelle og romantiske forhold. Men i dag tror jeg oprigtigt på, at det ikke at have disse behov, og derfor ikke længere bruge tid, energi og ressourcer på at jagte den, samt at skulle overveje en partners behov, har gjort mig i stand til at opsøge eventyr uhindret, problemfrit og langt oftere.
Drømme kommer i mange former og størrelser. Det gør distraktioner også. Jeg vil ikke længere lade mig distrahere, mens jeg udlever min drøm.
Makia Ariela Elisabeth Jørgensen er webredaktør, rejseskribent og bjergbestiger med en passion for eventyr og LGBTQIA+ problemstillinger. Hun er medlem af Foreningen for Aseksuelle i Danmark og har været en aktiv skikkelse i foreningen, siden den blev stiftet.
