Af Steve Taylor
Der var en dyb og ubehagelig ironi forbundet med, at det år, hvor vi skulle have fejret 50-års jubilæet for den første Pride, var de fleste af os i stedet sendt hjem, for at prøve at få kontrol over Coronavirus-pandemien.
Indenfor fire måneder af pandemien aflyste eller udskød mere end 500 Prides, over hele verden, deres traditionelle sommerparade eller -march. Da vi nåede slutningen af 2020, var antallet af påvirkede Prides oppe over tusind – svarende til mere end 80% af verdens Prides.
Men pandemien havde også en utilsigtet positiv indvirkning. Aktivisterne og de frivillige, som organiserer Pride, er heldigvis ukuelige. De vidste, at Prides vigtigste rolle er at samle LGBTI+ fællesskabet, og derfor genvurderede de fleste Prides deres ressourcer og muligheder, og satte sig for at tilbyde online events, ikke kun i deres sædvanlige Prideperiode, men i løbet af hele året.
Global Pride, ledt af European Pride Organisers Association sammen med dennes internationale partnere, blandt andet InterPride, CSD Deutschland, Svenska Pride og med medlemmer såsom Copenhagen Pride og Malmö Pride, skabte på kun tre måneder et 27-timer langt online Pride-event, som tiltrak et publikum på 57 millioner mennesker fra mere end 160 lande. I mange tilfælde nåede det ud til mennesker, der ikke ellers ville kunne deltage i Pride.
Og derfor, når vi analyserer pandemiens påvirkning af Pridebevægelsen, har mange spurgt, om fremtiden indenfor Pride-aktivisme er digital og ikke foregår ’ude i virkeligheden’. Prideorganisatorernes genialitet og opfindsomhed under pandemien viste os, at Pride kan og skal have en online model.
De mennesker, som aldrig kunne deltage fysisk i Pride – fordi de bor i bestemte områder af Mellemøsten eller Afrika for eksempel, eller fordi de ikke er sprunget ud overfor venner og familie – kunne deltage i Pride i 2020, og vi skal sikre os, at de kan deltage i Pride i 2021 og videre frem. Men digitale events kan kun være en del af Pride i fremtiden.
Synligheden af disse marcher og parader har været et kendetegn helt fra den første Pride i 1970 til de sidste Prides før pandemien. Ved at overtage gaderne, ved at stoppe trafikken, ved helt stædigt at være i vejen, giver Pride en synlighed og en tilstedeværelse til LGBTI+ fællesskabet, der ikke kan ignoreres. Det er ikke et tilfælde, at næsten alt fremgang i LGBTI+ ligestilling og menneskerettigheder er sket i det halve århundrede efter vi, og vores queer forfædre, gik ud i gaderne for at kræve forandring.
Digitale Prideevents kan ikke have en lignende indflydelse. Ud over at hacke internationale systemer kan vi ikke forstyrre og protestere online på samme måde som vi kan i gaderne; som den canadiske kunstner Petra Collins siger, ’Hashtag-aktivisme er en katalysator, men ting er nødt til at ske i virkeligheden’. Sociale medier og andre online platforme har skabt en helt ny generation af digitale aktivister, og deres bidrag og aktioner er værdifulde og essentielle. Men vi er nødt til at kombinere det digitale med det virkelige.
Vi skal bare kigge mod Polen for at se vigtigheden i den dualistiske tilgang. Situationen for LGBTI+ personer i Polen i slutningen af 2019 var desperat. Ekstreme højreorienterede og nationalistiske grupper blev opfordret af regeringen til at angribe – ideologisk og fysisk – LGBTI+ personer. Nogle aktivister blev tilbageholdt. Flere kommuner erklærede sig ’LGBT frie zoner’. Nogle borgmestre forsøgte at forbyde Prideevents.
The European Pride Organisers Association samlede finansiel støtte fra Prides over hele Europa – blandt andet Copenhagen Pride – til at hjælpe Pridearrangørerne i Polen. Støtten blev sat på pause, da de fleste Prides i Polen ikke blev afholdt i 2020. Men LGBTI+ aktivismen fortsatte, og i juni blev verdens øjne vendt mod billeder fra flere polske byer, da politiet igen slog ned på LGBTI+ personer. Med mediernes opmærksomhed på andre ting var det sociale medier – og især individuelle aktivister som Bart Staszewski og Alicja Sienkiewicz samt grupper som Stop Bzdurom – der viste verden, hvad der foregik.
På trods af denne online opmærksomhed er situationen i Polen stadig kritisk, og vi ser frem til 2021 med håbet om, at LGBTI+ personer kan gå ud i gaderne med en smule tryghed i at vide, at flere mennesker end nogensinde kender til deres problemer. De vil marchere og protestere og vi, og de øvrige Prides, har til opgave at forstærke deres stemmer og historier. Vi kan hjælpe deres ’hashtag-aktivisme’ til at nå ud til flere mennesker og opfordre flere personer til at være aktivister – både fra lænestolen og i gaderne. Og vi kan række ud til aktivisterne i Polen og vise at vi støtter dem.
Fremtiden for Pride skal være en nøje udtænkt blanding af den virkelige verden og digitale events, ligesom vi planlægger til WorldPride i København 2021. Den virkelige verden, fordi vi er nødt til at stå i vejen, forstyrre og være synlige. Digitalt, fordi vi kan nå ud til dem, der ikke kan være med os ude i den virkelige verden, og vi kan vise dem, at de har et kærligt fællesskab på deres side, hvor end de er og hvad end deres omstændigheder er.
Steve Taylor er kommunikationschef for Copenhagen 2021 og bestyrelsesmedlem i European Pride Organisers Association.
