Under Copenhagen Pride Week er der rigeligt med arrangementer at give sig i kast med, om du vil underholdes eller oplyses. Menneskerettighedsprogrammet byder på en lang række debatter, oplæg og workshops, og rundt om i byen kan du både komme på udstilling eller kanalrundfart med LGBTI+ som tema. Men om aftenen er der som regel kun én hovedattraktion: Showet.
Om det er ”Take Me Back Tuesday” eller fredagens glitrende ”Drag Night”, tiltrækker Copenhagen Prides show altid en stor skare af deltagere, der kommer for at nyde musikken og underholdningen og selvfølgelig feste med venner og fremmede.
Men det er ikke den festlige stemning, der er tiltrækningskraften ved showet. Ligeledes er det følelsen af at se vores miljø reflekteret og repræsenteret på så stor en scene, der har betydning. Unægteligt er det i hvert fald sådan, det burde være – men spørgsmålet er, om vi lever op til vores egne mål, når det kommer til at stable et mangfoldigt show på benene? Og er vores mål ambitiøse nok?
Debat om repræsentation
Det blev et stort diskussionspunkt sidste år, da den danske musiker O/RIOH, som skulle have spillet til lørdagens Pride Show, kritiserede Copenhagen Pride for manglende inklusion på Instagram og efterfølgende blev fjernet fra programmet. I bagklogskabens klare lys er ingen tvivl om, at sagen ikke blev håndteret så godt, som den kunne være blevet, men det ledte heldigvis til med en konstruktiv dialog mellem parterne, da støvet havde lagt sig. Og samtidig bragte det spørgsmålet om repræsentation på dagsordenen, hvilket uden tvivl er på sin plads. Som Danmarks største LGBTI+ begivenhed, skylder vi i Copenhagen Pride også vores miljø at tænke en bredest mulig repræsentation ind i vores shows.
Hvis der er nogen, der ved, hvilke tanker der bliver gjort indenfor området, så er det Tonny Liljenberg. Tonny har været med til at afvikle Copenhagen Pride i 6 år og har altid været personen bag ”Drag Night”. Han har også stået for lørdagens Pride Show siden sit andet år i organisationen. Tonny er også skaber af performancekonceptet Drag House, der laver store drag-events på blandt andet Vega, hvilket har reddet ham kælenavnet ”Drag Daddy”. I arbejdet med Drag House er repræsentation og diversitet også i fokus, og Tonny er for eksempel opmærksom på ikke kun at booke ciskønnede drag queens, men også at give bio-kings og queens samt transkønnede performere en platform til at optræde og vise deres fabulous talent.
Vi spurgte Tonny, hvordan han arbejder for at få en bred repræsentation ind i de shows, han planlægger for Copenhagen Pride, og han beskriver det som en fælles indsats: ”Det er heldigvis ikke noget, jeg står alene med. Jeg lytter meget til de folk, der er omkring mig og de idéer folk kommer med, samt holder mig opdateret omkring nye (og ældre) og spændende kunstnere.” Det er altså en konstant øvelse, men bestemt ikke et punkt, der ikke får opmærksomhed.
Inspiration fra alle verdenshjørner
Er der noget, vi i LGBTI+ miljøet er gode til, så er det (blandt andet) at dele gode erfaringer med og drage inspiration fra hinanden. I takt med at Pride-begivenheder springer op i hele landet, og at mængden af LGBTI+ events generelt vokser sig større, er det oplagt at vise nysgerrighed og lade sig inspirere af deres tilgang. Det gør Tonny gerne: ”Når jeg selv er til LGBTI+ events, er jeg meget opmærksomme på om der er noget vi kan bruge til Copenhagen Pride. Da jeg var til minoritetsfilmfestival på Færøerne sidste år, fik jeg kontakt til en svensk kvindelig rapper, som jeg hurtigt bookede til Copenhagen Pride 2020, og som vi forhåbentligt får lov til at opleve i 2021 i stedet for”.
Samtidig er andre aktivismebevægelser, såsom Black Lives Matter, der i høj grad belyser krydsfelterne mellem seksuel orientering, kønsidentitet og racegørelse, også med til at opfordre til at kigge indad. For at blive bedre til at have en bred repræsentation af identiteter i vores shows, er anerkendelsen af privilegieblindhed ligeledes en praksis, der konstant skal opretholdes, for at vi kan blive bedre til at skabe rum, der er trygge for alle i vores miljø.
Hvad har vi lært fra sidste år?
Jo flere gange Copenhagen Pride Week løber af stablen, jo flere muligheder har vi for at gøre det bedre. ”Jeg synes, at vi har lært, at vi skal være opmærksomme på hvordan og hvor hurtigt vi forholder os til kritik. Vi lærte absolut at dialog er den bedste løsning” fortæller Tonny. ”Vi lærte også, ved at kigge bagud på vores shows, at vi nået langt i forhold til repræsentation og inklusion – men vi kan stadig blive bedre”.
Arbejdet fortsætter, og ikke med et endeligt mål for øje: ”Vi kan altid gøre det bedre. Det er vigtigt at vi hele tiden tænker os godt om og forholder os til inklusion og repræsentation – og at vi lytter til det, folk fortæller os, og dermed hjælper os, hvordan vi kan gøre det bedre”.
Sideløbende med, at vi bestræber os på at blive bedre på inklusion- og repræsentationsområdet, erkender vi også, at vi ikke kan blive bedre alene. Vi opsøger dialog og efterspørger input fra miljøet, og man skal altid føle sig velkommen til at tage kontakt, hvis man har konkrete inputs til, hvordan vi på langt sigt kan sikre et mangfoldigt program, der giver anledning til fest lige så vel som det reflekterer diversiteten i vores miljø.
