Copenhagen Pride samler hele Danmark i ny digital Pride Parade

»Det måske mest ikoniske element i Copenhagen Pride, er paraden. En dag vi ser frem til hvert år. Den kan vi ikke være foruden, og det sker heller ikke i år,« udtaler forperson Lars Henriksen. »Paraden bliver i et nyt format, men med samme vigtige demonstration for grundlæggende menneskerettigheder uanset seksualitet og kønsidentitet«.

Marchen, som er lige dele fejring som den er demonstration, har fundet sted hvert år siden 1996. I 2019 deltog 350.000 personer i de københavnske gader og er Danmarks største menneskerettighedsmanifestation.

»Selvom det er underligt at være den store fysiske march foruden, kommer der i år til at være både en digital og fysisk manifestering, som alle kan blive en del af«, fortæller forpersonen og bliver suppleret af projektlederen for den digitale parade Benjamin Hansen: »Årets digitale parade bliver bragt online i samarbejde med TV2 Lorry og kommer til at indeholde tre hovedelementer: Copenhagen Pride Parade Challenge, Paradehilsner og ‘’Stride With Pride’’. Vi har tænkt helt nyt og har skabt et format, som vi glæder os meget til at prøve af«.

’Copenhagen Pride Parade Challenge’

Dette element tager inspiration fra det de sociale medier, hvor ”The Brush Challenge” florerede under corona krisen.’Copenhagen Pride Parade Challenge’ starter med, at én person viser sig i sit hverdagslook og holder derefter hånden hen over kameralinsen. Når personen afslører sig selv, vil personen være i ’pride look’.
»Hvordan man definerer sit ’pridelook’ er op til fri fortolkning. Måske man forbliver helt uændret i påklædning, men viser et skilt med en mærkesag eller hilsen. Paraden er for alle og man skal give det budskab og det udtryk man føler sig tryg og rigtig i. Man kan gøre det alene eller sammen som gruppe, vi sørger for at klippe det sammen«, fortæller Benjamin Hansen.

Se instruktionsvideo her

Copenhagen Pride Parade Challenge vil dermed blive en kæde af mennesker, der bringer politiske og humanitære budskaber, hvilket vil fungere som en solidarisk synlighedsmarkering af Copenhagen Pride Parade 2020. #PrideParadeChallenge

Indsendelse af disse videoer sker via foreningens hjemmeside (på dette link).

Bor man i København har foreningen i samarbejde med Copenhagen 2021 arrangeret en picnic der afholdes i Ørstedsparken den 8. august kl. 15.00 – 21.00. Her kan man få hjælp til at optage sin video. Copenhagen Pride opfordrer alle til at indsende deres bidrag.

Paradehilsner

Organisationer og partnere får mulighed for at give hilsner om en god pride til miljøet, men også politiske og humanitære budskaber. Copenhagen Pride håber på mange bidrag – i særdeleshed fra LGBTQIA+-organisationer. Man kan skrive til Benjamin Hansen på [email protected], hvis man ønsker at bidrage med en paradehilsen

Stride With Pride – i hele Danmark!

”Stride With Pride’” er modsætningen til ”Walk of shame” og bliver dette års fysiske manifestation af pridedemonstration i byrummet. »Vi vil have marchelementet tilbage på en forsvarlig måde, og gøre pridebevægelsen synlig ud over hele landet – både figurativt, men også helt bogstaveligt – vi vil nemlig, ved at gå fysiske ruter der hver danner et bogstav, skrive P R I D E henover landet,« fortæller Benjamin Hansen.

Copenhagen Pride samler pridebevægelsen ved at samarbejde med de prides, som desværre har måtte aflyse i år: pride i Aalborg, Aarhus, Viborg, Ringkøbing-Skjern, Kolding og Fanø er med i demonstrationen. I samarbejde med lokale prides defineres der ruter i hele landet som man går, i formen af et af bogstaverne i P R I D E. Disse ruter marcheres i mindre grupper, med forskellige starttidspunkter og med antal i henhold til Sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og vi får på denne måde skrevet P R I D E hen over Danmark. Det hele optages og bringes som en del af den digitale parade.

Hold øje med vores Copenhagen Prides facebookside, hvor der lægges events op, med informationer fra de forskellige byer. #StrideWithPride #StrideWithPrideNationwide
Den digitale parade bindes sammen af studieværter

Dette års Digitale Copenhagen Pride Parade bliver sendt kl. 18.30 lørdag d. 22. august som optakt til det store Pride Show 2020. Paraden kommer til at indeholde stærke og vigtige budskaber, bl.a. gennem interviews med udenlandske aktivister og tale fra overborgmester Frank Jensen, men også en solidarisk, landsdækkende inkludering af miljøet. Paraden bindes sammen af to kommentatorer, som humoristisk og kritisk vil kommentere på årets parade, live-on-tape, hvilket skal være med til at gøre paraden både underholdende og seværdig. #Solidarity

For yderligere informationer
Projektleder Benjamin Hansen, 42414011, [email protected]
Forperson Lars Henriksen [email protected]

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få organisatoriske nyheder fra Copenhagen Pride en gang om måneden