Fotograf Sarah Noregaard
Af Paulie Amanita
“Fra mit smukke land, fra mit hellige land
Jeg hører dette kald fra trommerne
Og timbales til at feste
Og denne proklamation sunget af en broder
Som bor langt væk fra sit land
Og at mindet får ham til at græde
En sang, som han lever af at synge
Af hans smerte af hans egen gråd
Og du kan høre ham sørge (…)”
Gloria Estefan, Mi Tierra (”Mit Hjemland”).
Trigger warning: Denne artikel omtaler seksualiseret vold
Fernanda elsker denne sang. Når hun lytter til den, opfyldes hun af en følelse af nostalgi. Når sangens tekst på spansk lyder: “Det land, hvor du er født, det kan du ikke glemme. For det har dine rødder og det, du efterlader dig,” husker hun sit land, sit folk og sin kultur. Det er ikke let for immigranter at efterlade alt og begive sig ud på en søgen efter bedre muligheder og en højere livskvalitet. Men Fernanda er ikke blot en immigrant. Hun er en flygtning. Faktisk er hun den første transperson nogensinde, der har fået asyl i Danmark på grund af hendes kønsidentitet. Fernanda havde intet andet valg end at undslippe sit land, hvor hendes liv var i fare. Og selvom hun savner maden og musikken, kunne hun ikke blive og risikere sit liv i Guatemala. Fordi hun blev politisk forfulgt af politiet i sit land, stod hun i den triste situation, som mange trans-aktivister har måtte udholde i Latinamerika: Enten rejser du, eller også dør du.
Pas på den rare, gamle dame … hun er en alfons
Fernanda ankom til landet i håb om, at en ven ville hente hende i lufthavnen. Den ven kom aldrig, så hun var pludselig hjemløs på et andet kontinent, hvor hun ikke talte sproget og ikke havde nogen venner. I 2009 ansøgte hun om politisk asyl, og mens hun ventede på svar i asyllejrene, blev hun voldtaget af sine mandlige naboer. Fernanda var blevet placeret i en mandlig flygtningelejr i stedet for at blive indkvarteret sammen med andre kvinder, fordi systemet ikke anerkendte hendes kønsidentitet. Da hun rapporterede overfaldet, fik hun selv skylden med argumentet, at det var hendes skyld, fordi hun var ”klædt sådan”. På grund af denne hændelse valgte hun at forlade lejrene og stikke af til et sted, som en bekendt havde anbefalet hende. Det var her, hun blev offer for seksuel menneskehandel.
“De alfonser, der bedriver menneskehandel, ligner ikke gangstere. De er ud lige som vores naboer. Dem, vi støder på i supermarkedet,” siger Fernanda. Hun befandt sig i denne situation i to år, indtil hun blev reddet af politiet og anbragt på et krisecenter for kvinder, hvor hun fik hjælp til at genåbne sin sag. Efter et stykke tid fik hun afslag på sin asylansøgning. Under Copenhagen Pride 2012 deltog Fernanda og en veninde i paraden, og i et desperat forsøg på at gøre noget radikalt og effektivt gik Fernandas veninde op på scenen under et dragshow, offentliggjorde historien og bad om hjælp fra offentligheden. Derefter oprettede de en Facebook-side, og folk begyndte at tilbyde deres hjælp. Hvis det ikke havde været for denne modige handling, ville hun ikke være her.
Efter denne heroiske indsats sluttede tusindvis af mennesker sig til Fernandas sag. Hun var på tv, i aviserne, og folk mobiliserede sig internationalt foran de danske ambassader og krævede retfærdighed. Hurtigt blev Fernanda et ikon for LGBTI+ kampen, og selvom hun stod i rampelyset og kæmpede en kamp for os alle, havde hun stadig intet og stod til at blive deporteret. Det var på det tidspunkt, at Warehouse9, LGBT+ Danmark, ILGA, Transgender Europe, andre organisationer og endda privatpersoner forenede deres stemmer og gennem organisationen T-refugee krævede, at Forsvarsministeriet genåbnede hendes sag. Ministeren traf endelig beslutningen, hendes sag blev genåbnet, og til sidst fik hun asyl. Det var på grund af hendes problemer og kamp, at lovgivningen blev ændret til også at beskytte queer asylansøgere, uanset hvor meget andre ønsker at udnytte denne succes.
Ubesværet fabelagtig, ufortrødent radikal
Fernanda er bl.a. skuespillerinde og forfatter. Hun har altid ønsket at blive en stjerne, og det kunne hun sagtens være blevet. Men mens Susan råbte om hjælp, kunne Fernanda ikke lade være med at føle andet end skam. Hun var ydmyget. Ser du, alle, der kender Fernanda, ved, hvor elegant og glamourøs hun er. Jeg spørger dig, kære læser, hvordan du ville have det, hvis du pludselig var i Fernandas sted og skulle råbe om hjælp ved en offentlig begivenhed foran tusindvis af mennesker med en helt anden baggrund end din egen? Ville du ikke føle dig flov? Fernanda er ikke anderledes end dig. Så desperat var situationen.
I dag er Fernandas situation dog stadig meget usikker. Da hun først fik flygtningestatus, glemte verden hende. Og selv om hun var blevet et ikon, der legemliggjorde så mange racegjorte queer-indvandreres kamp, og selv om hun havde bevist, at hun var dygtig og stærk, var der ingen organisationer, der nogensinde tilbød hende en lønnet stilling, økonomisk støtte eller en bolig. Den mindre udbedring af systemet dækker ikke over alle de grusomheder, som folk som Fernanda og mange andre må udholde for at få et nogenlunde anstændigt liv. Det er 2021, og Fer har ikke dansk statsborgerskab. Og alligevel er hun stadig den mest åbenmundede og magtfulde trans-BIPOC-aktivister herhjemme.
Latinske transkvinder: indbegrebet af anti-fragilitet
Patriarkatet opfatter latinske kvinder som omsorgsfulde og eksotiske. Det, de ikke fortæller dig, er, at vi også er vedholdende, beslutsomme og bestemt ikke skrøbelige. Nassim Nicholas Taleb definerer ”antifragilitet” som en “egenskab ved nogle systemer, hvor de øges i evne til at trives som følge af stressorer, chok, volatilitet, støj, fejl, angreb eller svigt” (Antifragile: Things That Gain from Disorder. Taleb, 2012). Når man er født som POC transkvinde i et land, hvor velfærd er langt fra virkeligheden, og hvor sexisme, kvindehad og transfobi er så nærværende overalt, udvikler man enten færdigheder til at overleve, eller også dør man. Der er ikke plads til at være sårbar. Når man pålægges dette af samfundet, gør det os til mennesker, der er i stand til at trives i nærvær af vold og kaos. Men vi længes dog ofte efter muligheden for at være sårbare og endelig at kunne sænke paraderne. “Vi SKAL være dem, der har medfølelse med os selv, for det er der ingen andre, der har. Efter at have fået asyl festede jeg i fem dage, og så havde jeg et sammenbrud i flere uger. Nu er kedsomhed et privilegium, som jeg tillader mig selv at have,” siger hun til mig, mens hun smiler via computerskærmen. Fernanda er den ultimative form for anti-fragilitet, for hun er ikke bare modstandsdygtig, hun er også venlig, omsorgsfuld, sanselig, glad, stærk og intelligent. En reinkarnation af Sylvia Rivera. Hun er et forbillede for alle os queer mennesker. Med andre ord … Fernanda er ALT.
Dedikeret til min kære veninde og heltinde, Fer.
