Husk dem, som lytter

I 60’erne levede Robert – eller Bobby – omgivet af kærlighed. En varm familie med masser af børn, som følte sig beskyttet af kærlige forældre – Mary og Bob.

Men familiens harmoni blev rystet, da Bobby kom ud som homoseksuel, da han kom i puberteten. Alle satte spørgsmålstegn ved følelsen af sand kærlighed, for de kunne ikke begribe hans ”valg”. Selvom det aldrig var et valg, men hans identitet, havde Mary svært ved at være vidne til hans lidelse. Selvom hun elskede ham højt, havde hendes religion altid fortalt hende, at homoseksualitet ville flå ham bort fra hende og familien i efterlivet. Og det var alt, hvad der betød noget for hende.

Ved at kende Marys fortid forstås det, at hendes uvenlighed kom fra den frygt, hendes mor havde lært hende at føle. At synde betød, at man kom i helvede, og altså ville Bobbys ”synd” rive ham væk fra hende. Det var derfor, hun blev ved med at presse ham til at afvise sin sande identitet, i håbet om at bønner og anger ville få Gud til at forandre ham og redde hans sjæl.

Mary var ikke en hård mor, men snarere en desperat kvinde, som var blevet opfostret med strenge kristne værdier. I en stor del af sit liv følte hun, at Gud altid dømte hendes og hendes families handlinger, hvilket fik hende til at betvivle sine kompetencer som mor og som hustru. Efter en ufrivillig abort som ung og ugift troede hun virkelig på, at Gud straffede hende og hendes kommende mand for deres samleje før ægteskab. Denne hårde lærestreg lærte hende, at hun kunne holde sin familie i sikkerhed ved at følge reglerne. At stole på kirken og på Bibelen – som hun så som henholdsvis Guds budbringer og budskab – hjalp hende til at finde ro i sit liv. Hun lærte ikke at bruge sin egen dømmekraft, men at følge skrifterne, og det gjorde hun til sit og familiens mantra.

I tiden efter, at Bobby var kommet ud, dukkede Marys usikkerhed op igen. Som mange andre religiøse forældre var hun nødt til at revurdere de doktriner, som hendes familie, fællesskab og kirke indpodede i alle aspekter af hendes liv. Forkrøblet af tvivl på sig selv var Mary nødt til at træffe en beslutning og forkaste noget af det, der gav hendes liv stabilitet. Mary var rædselsslagen for dette, men hendes søn stod i den samme situation. Bobby var Marys mest hengivne barn og fulgte sin mors – og dermed Bibelens – prædikener til punkt og prikke. Derfor havde Bobby hele sit liv en indre kamp. Han var rasende på Gud for at have skabt ham til at fejle, til ikke at være hvad hans familie og religion ønskede, han skulle være.

Bobbys indre konflikt hørte aldrig op, og selvom han gjorde ethvert forsøg på at acceptere sig selv, fornægtede hans mor hårdnakket hans tanker og fordømte dem som djævelens værk. Mary nægtede at forstå din søn, hvilket skabte giftige leveforhold, hvor Bobbys identitet konstant blev holdt nede. Denne situation førte til en af Marys største sorger: Tabet af sin søn.

Den 27. august 1983 sprang Bobby ned fra en bro over en motorvej, og en lastbil ramte ham øjeblikkeligt og tog hans liv. Han følte, at han aldrig kunne gøre hverken Gud eller sin mor tilfreds, og de var begge lige vigtige for ham. Bobby besluttede, at den eneste måde at komme ud af sin depression på var ved at tage sit liv.

Selvom Bobby ikke kunne hjælpe Mary til at forandre sig, mens han levede, rørte hans død noget i hende. Det var ikke en pludselig forandring, men en fem år lang rejse, som førte hende ud på en mission for at skabe lighed for, og accept af, queer mennesker.

”Jeg troede på, at jeg gjorde det rette i Kristi navn. Jeg kendte ikke min sjæl; min samvittighed var bundet til det folk og de præster, som står i stedet for Gud. Jeg fulgte med i blind troskab, og uforvarende fordømte og undertrykte jeg homoseksuelle mennesker – min egen søn. Den uvidenhed og frygt, som holdt min sjæl i mørket, er [nu] faldet fra min sjæls øjne, min samvittighed. Jeg er blevet sat fri til at tro på, stole på min samvittigheds bud.”

Efter Bobbys død bevægede Mary sig mellem øjeblikke med fuldkommen følelsesløshed og komplet hysteri. Hun troede, at Bobby havde taget sit liv, fordi han følte skyld over sin homoseksualitet, og til en vis grad havde hun ret. Da hun senere læste sin søns dagbøger, opdagede Mary en helt anden side af Bobby. Hans skriverier og digte dryppede af selvhad. I årevis udtrykte han konstant al sin ulykkelighed som en bestandig og intens væmmelse over sin homoseksuelle natur. Han udviste også frygt for Kristi fordømmelse; den samme frygt som Mary hele sit liv havde følt. Mens hun læste hans ord, følte Mary sig forbundet til sin søn og samtidig lige så knust og splittet, som han var.

I en søgen efter sandheden begyndte Mary at stille spørgsmål til Bibelen. Det tog hende tid at adskille Guds kærlige natur fra den hævngerrighed, han ofte viser i den bog. Fire år efter Bobbys død, da hun var blevet frigjort af sin uvidenhed og frygt, prædikede Mary for at få alle, som slavisk følger diktaturerne af skrifterne, til at skifte mening.

”Når Gud ser et kærligt og omsorgsfuldt hjerte, er han tilfreds, og alt er godt. Han bekymrer sig ikke om vores seksualitet, men om det massive antal mennesker, som ikke er elsket eller taget hånd om […]. Der er nogle, som vil påstå, at jeg har lyttet til Satan, at jeg er blevet en kætter. Jeg vil hellere kaldes en kætter, mens jeg hjælper Guds børn ud af denne verdens rendesten, som kirken og jeg har forvist dem til, end jeg vil gå i en stor bue uden om dem og dæmpet mumle ’syndens løn er døden’.”