Sexologiens problemer med den kvindelige seksuelle inversion i slutningen af 1800-tallet
Af Anne Sophie Parsons (hun/hende)
Nuancer i de ord, vi bruger til at beskrive seksuel identitet, har været fremherskende gennem hele menneskets historie: Især i den samfundsmæssige forståelse af homoseksualitet og de underliggende årsager til, at et menneske udtrykker begær efter personer af samme køn. Vestlige sexologer i slutningen af 1800-tallet, såsom Richard von Krafft-Ebing og Havelock Ellis, fokuserede på den menneskelige seksualitets mange facetter og brugte betegnelsen “seksuel inversion” – ideen om en medfødt omvending af kønskarakteristika: Mandlige inverterede var, i større eller mindre grad, tilbøjelige til traditionelt kvindelige sysler og påklædning og vice versa. Hvilke spørgsmål rejser den kvindelige seksuelle inversion så i dag, når man tænker på, hvordan hun udgjorde en trussel mod samfundets forståelse af kvinder som føjelige og passive uden deres egne (homoseksuelle) lyster?
Sexologen Richard von Kraft-Ebing beskrev den kvindelige seksuelle inversion som “den maskuline sjæl, der svulmer i den kvindelige barm”. Denne stærkt kønnede beskrivelse er bemærkelsesværdig: Den kvindelige seksuelle inversions “mandlige” natur, i hjerte og krop, beskrives som en medfødt disposition – hun er altså ikke den syndige stakkel, som homoseksuelle tidligere var blevet beskrevet som, men har et medfødt træk, som ikke skulle fordømmes socialt. Det ville blandt andet gælde for maskuline lesbiske og personer, der afviger fra kønnede normer.
Den kvindelige seksuelle inversion – en udfordring af victoriansk moral og heteroseksualitet
Begrebet seksuel inversion var oprindeligt begrænset til medicinske tekster, men blev udbredt efter udgivelsen af Radclyffe Halls famøse roman Ensomhedens Brønd (“The Well of Loneliness”) fra 1928, da fortællingen konsekvent bruger udtrykket “invert” om sin lesbiske hovedperson, Stephen Gordon, som kæmper med sin identitet, hvilket både er en kønnet og seksuel oplevelse i narrativet. Hall tænkte sin roman som både et litterært værk og et middel til at vinde sympati og anerkendelse for kvindelig samkønnet kærlighed. I sin indledende bemærkning skriver den kendte sexolog Havelock Ellis:
“Så vidt jeg ved, er det den første engelske roman, der i en fuldstændig trofast og kompromisløs form præsenterer et bestemt aspekt af seksuallivet, som det eksisterer blandt os i dag. Forholdet mellem visse mennesker – som, selv om de er forskellige fra deres medmennesker, undertiden har den højeste karakter og de fineste evner – og det ofte fjendtlige samfund, de bevæger sig i, giver vanskelige og stadig uløste problemer. De gribende situationer, der således opstår her, er beskrevet så levende og alligevel med et så fuldkomment fravær af krænkelse, at vi må placere Radclyffe Halls bog på et højt niveau af udmærkelse.”
Sexologens opfordring er at acceptere mennesker, der er “anderledes end deres medmennesker” – tydeligvis fra en magtposition, på sikker afstand – set gennem et metaforisk forstørrelsesglas.
Den “mandige- og seksuelt aggressive” kvindelige seksuelt inverterede repræsenterede den socioøkonomiske krise, der fandt sted i samfundet, og at sexologerne var truet af de skiftende kønsnormer. Industrialiseringen og den stigende bybefolkning betød, at mange flere kvinder levede et liv uden tæt opsyn fra deres forældre og derfor var bedre i stand til selv at definere og realisere deres foretrukne seksualitet og kønsidentitet. Det gav kvinder mulighed for at blive økonomisk uafhængige og mulighed for at vælge at leve sammen med andre kvinder – også som seksuelle partnere.
Udviklingen af identitetsbeskrivelser – refleksioner over seksuel inversion
I Shakespeares Romeo og Julie argumenterer den forelskede unge Romeo for, at Julies efternavn, der tilhører den rivaliserende Montague-familie, ikke ændrer hans følelser for hende: “Hvad ligger der i et navn? Det, vi kalder en rose, ville dufte lige sødt, hvilket navn den end havde.” Og det er sandt: Selv hvis Julie havde et andet navn, ville hun stadig være Julie.
Kan det samme siges om den opfundne beskrivelse af “kvindelig seksuel inversion” sammenlignet med et moderne syn på lesbianisme? Ikke helt.
Seksuel inversion skal i langt højere grad forstås som en form for kønsvariation i sin beskrivelse og som sexologiens forsøg på at finde et biologisk grundlag for “sygdommen”. En klinisk forklaring på, hvorfor flere maskulint præsenterende kvinder og queer-kvinder tiltrækkes af deres eget køn. Ifølge denne teori var bøsser og lesbiske seksuelt “omvendte”, mennesker, der fysisk fremstod som henholdsvis mænd og kvinder, men som indeni følte, at de var af det “modsatte” anatomiske køn (ifølge den binære opfattelse af køn). Derfor blev begær og tiltrækning af samme køn forklaret som “latent heteroseksualitet” – med andre ord var bøsser og lesbiske bare heteroseksuelle, der var “født i den forkerte krop”.
Men det giver os et indblik i, hvordan sproget former identiteter – og hvem der er i en magtposition til at gøre dette:
Den kvindelige seksuelt inverterede fremhæver, hvordan forståelsen af afvigelse fra kønsnormer og samkønnet begær blandt kvinder og holdninger relateret til dette har ændret sig med historiske og medicinske kontekster – og understreger, hvor vigtigt et nuanceret sprog er for at forstå os selv holistisk og ikke som kliniske casestudier.
