Hvordan 1800-tallets kvinder snød patriarkatet til at kunne leve som de ville

Af Karin Lützen

I 1800-tallets Danmark åbnede jobs op i middelklassen for kvinder, som blandt andet ville arbejde som lærerinder og sygeplejersker. Dette ledte til at flere kvinder flyttede sammen, opdragede hjemløse børn sammen og blev begravede sammen, uden at opleve den samme stigma som mandlige homoseksuelle oplevede i 1800-tallet.

Siden 2007 har en kvinde, der lever sammen med en anden kvinde (eller som lever alene) kunnet få adgang til fertilitetsbehandling. Det vil sige, at kvinder uden mænd helt lovligt kan få hjælp fra sundhedsvæsnet til at stifte en såkaldt regnbuefamilie. Det er værd at fejre, for da lov om kunstig befrugtning blev fremsat i Folketinget i 1996, var der et flertal for, at denne ret skulle forbeholdes kvinder, som var gift eller som levede sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold.

Når folketingsmedlemmerne fra begge fløje dengang skulle argumentere for denne begrænsning, sagde de stort set det samme som medlemmet fra Socialdemokratiet: ”Jeg mener, vi kan konstatere at det er bedst for et barn at have både en far og en mor. Det er bedst af praktiske grunde, af økonomiske grunde, men ikke mindst af følelsesmæssige grunde. Det er godt for et barn at have tilknytning til både en mandlig og en kvindelig forælder”. Ingen kunne begrunde dette synspunkt – det var bare sådan det var, og den heteroseksuelle kernefamilie var blevet til en norm her i slutningen af 1900-tallet.

Den moderne kvindes tilblivelse

100 år tidligere var der ikke samme ideal om, at et barn burde vokse op i en familie med en far og en mor af hvert sit biologiske køn. Dengang kunne både ugifte kvinder og to kvinder, der levede sammen, tage forældreløse børn til sig og på den måde skabe deres egen familie. Det krævede naturligvis, at kvinderne kunne forsørge sig selv, og netop i slutningen af 1800-tallet opstod erhverv for middelklassens kvinder. Kvinderne kunne uddanne sig til sygeplejersker eller lærerinder eller få et lønnet arbejde indenfor velgørenhed.

Sygeplejersker­ boede ofte i en særlig afdeling på hospitalet, hvorimod de efterhånden utallige lærerinder kunne bo for sig selv. Selvom lærerinderne i de første mange år fik en lavere løn end deres mandlige kolleger, fordi de ikke blev betragtet som familieforsør­gere, havde de mulighed for at danne deres egen husstand. En del boede på pensionat, ofte sammen med andre selverhvervende kvinder, men ikke så få lejede en lille lejlighed sammen to og to. Dette blev endda anbefalet af skolebestyrerinden frøken Natalie Zahle. I 1872 skrev hun i en dagbladsartikel, at hvis en lærerinde fik en bedre ud­dannelse, ville hun også få større betroede poster og dermed en løn, der svarede til hendes ansvar og ikke var bestemt af hendes køn. ”Hun maatte ogsaa som ugift Kvinde være i Stand til at danne sig en Husstand og Familiek­reds, hvis den ellers ikke ganske naturlig var hende anvist, for at hun trods sin ugifte Stand kunde under sin Virksomhed tilfredsstil­le den i Kvinden aldrig indslum­rede Moder­lig­hed, uden Tilfredsstil­lelsen af hvilken hendes Gerning udad til kan staa Fare for at blive enten overspændt eller tør og haand­værks­mæssig”.

Exceptionelt tætte venskaber

Frk. Zahles to gode veninder: husfællerne og skolebestyrerinderne, komtesse Thusnelda Moltke og enkefru Elise Bay, skabte sig et sådant liv. De tog tre forældreløse drenge til sig og stiftede dermed en familie, der lignede tidens øvrige kernefamilier. De to kvinders samliv blev fremhævet som betydningsfuldt, og da komtesse Moltkes Pigeskole i 1910 kunne fejre sit 30-års jubilæum, skrev Natalie Zahle en artikel om skolen og dens stifterinde. Efter omhyggeligt at have beskrevet komtesse Moltkes skole gennem årene, skrev frk. Zahle: ”Sin Livslykke har hun fundet i Hjemlivet med Enkefru Elise Bay, f. Lund, hvis rige Begavelse, store Livfuldhed, Munterhed, ja, ofte sprudlende Humor, har virket velgørende paa Komtesse M.s ejendommelige Hang til Tilbagetrukkethed og Ensomhed. De har suppleret hinanden paa mangfoldige Maader til Held for Hjem og Virksomhed”. Fru Bay døde i 1916, og da komtessen afgik ved døden i 1928, meddelte skolens årsskrift, at ”ved sin elskede Vens, Fru Elise Bays, Side blev Komtesse Moltkes Legeme stedt til Hvile.” Det vil på moderne dansk sige, at de blev begravet i samme gravsted.

Andre kvindepar blev forstanderinder for børnehjem og forvaltede modergerningen med hver deres egenskaber, som f.eks. frøknerne Anna Herreborg og Agnes Hansen. Da de i 1926 trak sig tilbage efter at have bestyret pigehjemmet Talitha Kumi siden 1887, skrev hjemmets bestyrel­sesfor­mand, fabrikant Rudolph Nielsen, i bogen Danske Opdragelses­hjem i Billeder og Tekst om kvindernes gerning: ”De besad begge rige Evner og et frodigt varmt Følelsesliv, trofa­ste Venner fra Ung­dommen af supplerede de paa en lykkelig Maade hinanden, hos den ene var maaske det stærke, hos den anden det milde det fremher­skende Træk. Kun en saa fuldkommen Harmoni kunde tillade den Udnyttelse af sjælelige og legemlige Kræfter til det yderste, som deres Gerning kom til at kræve.” Selv om han ikke skriver, at den ene var en fader, så antyder han med de to modsatrettede egenskaber ”det stærke” og ”det milde”, at den ene kunne udvise myndighed, mens den anden kunne udvise overbærenhed. ”De to Kvinder gav sig hen i Modergerningen med lige stærk Følelse af deres Pligter og af deres Rettigheder. Det Maal, hvorpaa de aldrig slog af, var at knytte Børnene til hinan­den, til Hjemmet og til deres moderlige Veninder med Baand, der kun kunde lige­stilles med dem, Blodet knytter i det naturlige Hjem”.

Hvad disse to eksempler på kvindepar viser, er, at det ikke vakte forargelse, at to kvinder stiftede familie eller levede sammen hele livet. Det bemærkelsesværdige er også, at der langt op i 1920’erne kunne skrives så uskyldigt om den slags forhold. På det tidspunkt havde mandlig homoseksualitet været meget omtalt i dagspressen, og i England var den lesbiske roman Ensomhedens Brønd (The Well of Loneliness) under stor opmærksomhed blevet forbudt. Romanen udkom på dansk i 1929. Ingen tænkte åbenbart på at hæfte den fæle betegnelse ”homoseksuel” på disse kvindepar, og det er også meget usandsynligt, at de selv har forbundet den omtalte afsporede seksualitet med deres eget hjemlige liv. Heraf kan man konkludere, at dengang homoseksualitet var et ukendt fænomen, kunne to kvinder udmærket skabe en familie. Hvad der blev fremhævet ved disse to kvindepar var, at deres forskellige karakteregenskaber supplerede hinanden, hvorimod det var underordnet, at der ikke var en mand i familien.