Af Anne Sophie Parsons
Carol, Firebird, Maurice, The Favourite, Den danske pige… Listen er lang, men alle disse film har ét bestemt element til fælles — det faktum, at de er historiske fortællinger centreret om en LGBTI+ fortælling. De finder alle sted i fortiden og fremstiller kombinationen af LGBTI+ figurer, der forelsker sig eller lever deres autentiske liv, i enten Regency-perioden, Sovjetkrigen eller fra 1950’ernes Mccarthyisme, for at give et par eksempler. De forskellige tidsaldre sætter stemningen for at dyppe tæerne i forbudte romancer, skæmmet af samfundets fordømmende blik, samtidig med, at de skaber en mulighed for at genopleve LGBTI+ fortællinger fra et moderne perspektiv.
Her er forbudt kærlighed stadig tabu, men præsenteres også med en vis distance, holdt i en armslængde, hvor den glatpolerede facade af de tidsspecifikke kostumer favoriseres som reflekteret i et spejl.
Filmindustrien ser ud til at have produceret et væld af LGBTI+ film i de seneste år, der finder sted i svundne tider, med vægt på kostumedramaet. Med ønsket om at skildre forgangne dage, hvor det var en selvfølge at “blive i skabet”, eller som en tilskyndelse til at bryde med samfundsmæssige normer — og i tillokkelsen af “skandaløse romancer” mellem karaktererne — spørgsmålet om, hvad denne undergenre af film udretter i både udseende, tone og ånd, placerer sig mellem to lejre; begge dele præsenterer en romantiseret version af kærlighed, der ikke tør sige sit navn i samme åndedrag. Da det er en version af historien, der er beregnet til en moderne mentalitet og forståelse af queer-identiteter, ser LGBTI+ filmene både bagud og fremad med de finpudsede fortællinger.
De pirrer publikum med både queer-romancer, der lader til at trodse alle heteronormative begrænsninger, og bryder yderligere med definerede samfundsnormer, hvilket understreger deres eget mod og deres vilje til selvudfoldelse. Kostumerne tager så at sige fokus på en måde, der dikterer fortællingerne — glamouriseret og decideret sexet, leger ånden i de queer kostumedramaer med konventionel påklædning, samtidig med, at de omformulerer forståelsen af, hvad det har ville sige at have været LGBTI+.
Tid som en reflekterende — og distancerende — linse mod LGBTI+ liv
Filmene retter et reflekterende blik tilbage på enten historiske figurer — som med danske transkønnede pionerkvinde Lili Elbe i Den danske pige — eller fiktive karakterer som Carol Aird med sovekammerøjne i dramatiseringen af samme navn, instrueret af Todd Haynes. De forskellige epoker ender med at skabe et forbundet rum, der på samme tid forkæler både fantasi og fakta fra publikums perspektiv. Deres dresscode har muligvis været på en bestemt måde og kan uden tvivl kritiseres af eksperter på området, når det kommer til sømme, knapper og folderne på kjolen eller dragten, men det brændende ønske mellem par af samme køn, eller viljestyrke til at bryde kønnede konventioner, kan ikke dikteres til at passe til en perfekt form.
Vigtigst er det, at de filmiske fortællinger har brug for aspektet af den forløbne tid til at ramme — og i høj grad understrege — dramaet, tabet og triumferne i en fordomsfuld og hadefuld verden. I queer-solidaritetens ånd skaber filmene også en tidslomme, der giver mulighed for refleksion over egen identitet i forhold til karakterernes: Hvis jeg var i deres sko, hvordan kunne mit eget liv så have set ud?
At kigge bagud og fremad på samme tid
“Du skal kende fortiden for at forstå nutiden.”
Ovenstående citat tilskrives den amerikanske astronom Carl Sagan (1934-1996) og fremhæver den kognitive evne til at kunne lære af det, der er sket i fortiden for at sætte ting i perspektiv i en nutidig kontekst. Budskabet fungerer også ganske passende i en specifik LGBTI+ historisk kontekst for de queer film, der både finder sted i fortiden (på sikker, behørig afstand), og som også peger mod et moderne publikum; gennem filmmediet ved seerne, at det, de ser, er fiktion — eller fiktionaliseret historie — hvilket giver dem rig mulighed for at reflektere over deres egen seksuelle orientering eller kønsidentitet i de udførlige verdener med begrænsende underkjoler, skræddersyede dragter eller flagrende balkjoler, hvor faste normer er en selvfølge og konklusionen på kærlighedshistorierne kan spottes på lang afstand.
Kostumedramaerne placerer et spejl foran sine seere, der afslører både fortid og nutid for LGBTI+ selvudtryk, glamour og sorg, sexet ophidselse og tvivl på sig selv, samfundsmæssig fordømmelse og brud med normative konventioner — delt mellem en tidligere forståelse af, hvad det vil sige at leve autentisk som sig selv, samt en nutidig og moderne afkodning af filmens engagement i fantasi og fakta, alt sammen understreget i de påklædte filmiske universer.
