Af Paulie Amanita Calderon-Cifuentes
Trigger warning: Denne artikel omtaler seksualiseret vold og selvskade
“Jeg har været i fængsel. Jeg er blevet voldtaget. Og gennembanket. Mange gange! Af heteroseksuelle mænd, der ikke hører hjemme på et værested for homoseksuelle. Men hjælper du mig? Nej. Du siger, jeg skal gemme mig og stikke halen mellem benene. Jeg vil ikke finde mig i det her pis. Jeg er blevet gennembanket. Min næse er blevet brækket. Jeg er blevet smidt i fængsel. Jeg har mistet mit job. Jeg har mistet min lejlighed i kampen for bøssers befrielse, og så behandler I mig alle sammen sådan her? Hvad fanden er der galt med jer alle sammen? Tænk over det!”
Sylvia Rivera, 1973
De ti initiativer foreslået af forhenværende ligestillingsminister Mogens Jensen udfordrer knap nok den dybt rodfæstede kønsideologi i Danmark, og de ignorerede intersektionaliteten mellem køn, seksualitet, race, migrationsstatus og socioøkonomisk klasse. Ifølge en artikel bragt af fvm.dk i februar 2020 er 43 % af danskerne enige i udsagnet: ”Kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt.” Fokus på den såkaldte ligestilling i Danmark forbliver på kløften mellem mænd og kvinders løn, på barselsorlov og nu i stigende grad på hvor få voldtægtssager, der anmeldes, og hvordan endnu færre fører til domsfældelse. Jeg undrer mig dog over, hvordan nogen kan tro, at vi er endog tæt på at have ligestilling, når nonbinære identiteter stadig ikke er juridisk anerkendte; når transkønnede mindreårige, asylsøgere og fængslede stadig ikke har adgang til juridisk kønsbekræftelse (JKB) eller transspecifik sundhedspleje (TSS); og når den foreslåede lovgivning ikke sigter mod kulturelle og samfundsmæssige forandringer, der demonterer cisnormativitet, transfobi og binært køn. Hvad der er værre er, at den ikke udfordrer det patriarkalske system, der i over et årtusind har undertrykt queer-miljøet.
vorfor har vi ikke et uddannelsessystem, der italesætter kønsnormer og seksualitet – samt seksuelle praksisser, der er bekræftende, empowering og trivselsgivende – i klasselokalet og i en tidlig alder, så børn kan vokse op med en sexpositiv tankegang og lære at sætte grænser?
Hvorfor tillader vi, at menneskerettighederne for transkønnede og queer personer i flygtningelejre konstant overtrædes? Hvorfor anerkendes seksuel orientering og kønsidentitet ikke i samtlige asylansøgninger? Og hvis disse så endelig anerkendes, hvorfor finder man det så nødvendigt at gøre sig til dommer over ansøgernes seksualitet og at tvivle på deres oplevede erfaringer?
Hvorfor har vi ikke klare love mod omvendelsesterapi?
Hvorfor har vi ikke en non-binær kønsmulighed i CPR-nummeret?
Hvorfor tillader vi, at ciskønnede, heteroseksuelle mænd følelsesmæssigt og seksuelt udnytter transkønnede kvinder og transfeminine personer?
Hver gang transmiljøerne rejser disse spørgsmål, får vi at vide, at vi skal slappe af. Folk bliver ved med nedladende at snakke om, at ”forandring tager tid”. Nå skatter, men Lili Elbe døde i 1931, og vi venter altså stadig på de rettigheder, som hun allerede skulle have haft for næsten 100 år siden. Så tillad mig at insistere på, at vi skal have radikale ændringer nu, ikke om endnu 100 år. I asyllejrene forsøger folk at begå selvmord. Folk bliver tortureret, når de nægtes muligheden for at synkronisere deres kønsidentitet med deres kønsudtryk ved, at de nægtes adgang til TSS og JKB. Folks liv bliver sat på pause, mens regeringen via Center for Kønsidentitet (CKI) afgør, om de er transkønnede nok til at få adgang til basale medicinske indgreb, som er essentielle for mange transkønnedes trivsel. Transkønnede kvinder bliver konstant voldtaget af ciskønnede, heteroseksuelle mænd, og ingen rører en finger, fordi kvinderne som regel er racegjorte kvinder med migranterfaringer, og de betyder ikke noget for det koloniale, hvide, racistiske, ciskønnede, heteroseksuelle, patriarkalske system. Neurodiverse transkønnede bliver helt og aldeles udstødt fra mange dele af samfundet, samtidigt med at de bliver usynliggjorte og ignorerede.
Der er et enormt fravær af fokus på at forebygge diskrimination og hadforbrydelser i Danmark. Det er hovedsageligt en forebyggende opgave at håndtere hadforbrydelser, diskrimination, mobning osv. i folkeskolen, på ungdomsuddannelser og uddannelsesinstitutioner for de personer, der arbejder i velfærdsinstitutionerne (sundhedsfagligt personale, pædagoger og lærere). Opgaven består i at ændre normerne og støtte de, som oplever diskrimination som følge af, at de afviger fra normerne. Derfor burde topprioriteten snarere være forebyggelse end fokus på det juridiske system og politiets autoritet. Det er en central opgave at sikre, at de ansatte, der skal arbejde med/håndtere disse klager (Ligebehandlingsnævnet, sundhedsfagligt personale (fx i forhold til seksuel vold)) er uddannede og har både viden om og erfaring med dette arbejde og forstår de pågældende problemstillinger.
For at sikre dette bør de ansatte løbende modtage uddannelse og træning fra organisationer og initiativer, der er ledet af transkønnede, interkønnede, BIPoC osv. Den manglende forståelse af og viden om de pågældende problemstillinger resulterer i, at folk ikke får den støtte, de har brug for og krav på. Den manglende forståelse fører også til, at folk heller ikke fremover søger støtte, samt at de afholder sig fra at anmelde den diskrimination og de hadforbrydelser, de oplever.
Så her er nogle af kravene fra transmiljøerne (jeg vil gerne understrege, at jeg ikke taler for alle transmiljøer):
- Transspecifik sundhedspleje (TSS) til alle transkønnede, som har behov herfor, baseret på selvidentifikation og uden gatekeeping. Dette indebærer en demontering af aldersdiskrimination, racisme, anti-blackness, kolonialisme, anti-migrant-strukturer, det cis-heteroseksuelle patriarkat samt af kønsbinærhed, klassediskrimination og diskrimination baseret på folks alder inden for TSS.
- Juridisk kønsskifte uden aldersgrænse eller betænkningstid og med klare retningslinjer for alle, herunder også migranter, der muligvis har eller ikke har ændret køn eller navn i deres oprindelsesland.
- Anerkendelse af nonbinære personer, fjernelse af køn i CPR-systemet og oprettelse af et tredje køn. Desuden muligheden for at angive køn som ikke-binært eller ikke-kønnet i pas og i CPR-systemet.
- Øjeblikkeligt forbud mod udførelse af unødvendig kirurgi på og behandling af interkønnede spædbørn og mindreårige, samt sikring af interkønnedes adgang til genoprettende kirurgi og til kompensation/erstatning.
- Antidiskriminerende lovgivning, som specifikt omfatter kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.
- Anerkendelse af seksuel orientering og kønsidentitet i asylansøgninger. Eller rettere: Luk asyllejrene og giv asyl og permanent opholdstilladelse til personer, der søger asyl på baggrund af transrelaterede oplevelser eller seksuel orientering.
- Omfordel penge og giv økonomisk støtte til de trans-ledede organisationer, der yder peer-to-peer-støtte og arbejder ud en tilgang, der sammenkobler transkønnedes kampe med anti-koloniale, antiracistiske og antikapitalistiske kampe.
- Finansier forskning i transspecifikke emner ledet af transkønnede, såsom deskriptive studier af transkønnede i Danmark, eller sonderende forskning for at adressere årsagerne til og konsekvenserne af at tilhøre en nøglepopulation med høj risiko for at blive smittet med HIV.
- Forbedring af kvaliteten i den service, væresteder yder til transkønnede og nonbinære personer. Øg budgettet til uddannelse af de ansatte på væresteder for ofre for kønsbaseret vold om transkønnedes problematikker og saml data for at kortlægge den drastiske stigning i hjemløshed blandt LGBTI+ unge. Eller rettere: Første skridt bør være at anerkende de oplevede erfaringer med hjemløshed, som queer personer og transkønnede har.
- Øget beskyttelse af sexarbejdere og adgang til regeringens støttepakker for disse. Støt initiativer, der kræver rettigheder for sexarbejdere.
- Anerkendelse af transkønnede forældres juridiske køn på deres barns dåbsattest/personattest.
- Frihed fra tortur, ondskabsfuld, inhuman eller nedværdigende behandling af transkønnede fanger og asylsøgere, hvis ikke ligefrem komplet afskaffelse af asyllejrene.
- Inklusion i uddannelsessystemets folkeskole og videregående uddannelsestrin af en sexpositiv tankegang omhandlende kønsnormer, seksualitet, reproduktive rettigheder og seksualpraksisser.
- Ophør af sygeliggørende og patologiserende diskurser.
Fremtiden for transspecifik lovgivning er international og anerkender alle transmiljøers kampe. Det er essentielt for deres overlevelse, at de mest sårbare befolkningsgrupper prioriteres. Vi har lært af radikal feminisme, at det ikke er tilstrækkeligt blot at infiltrere systemet og lege med dets regler. Det er nødvendigt at demontere det. Køn er et vestligt, kolonialt koncept, som ikke gør nogen noget godt: hverken transkønnede eller ciskønnede personer. De kønsnormer, der følger af et binært kønskoncept, har undertrykt mennesker i tusinder af år og har forårsaget problematikker såsom giftig og skrøbelig maskulinitet. I den sidste ende er maskulinitet og femininitet blevet to ekstreme former for undertrykkelse, som skal afskaffes. Og lovmæssige ændringer bør pege i den retning. Alt andet vil blot være et plaster på et dybt, blødende sår.
Som afslutning på artiklen vil jeg gerne vende tilbage til Sylvia Riveras minde. Sammen med afroamerikanske Marsha P. Johnson udløste og anførte denne puertoricanske transkvinde queer-revolutionen i USA, som med tiden spredte sig til resten af verden. Disse to stærke, racegjorte kvinder ofrede alt, hvad de havde for bøssernes befrielse, blot for at se sig hvidvasket ud af historiebøgerne af bøssebevægelsen og kvindernes befrielsesbevægelse. Historien må ikke gentage sig. Lovgivningsændringerne skal omfatte behovene hos de mest sårbare i transmiljøerne, såsom sorte transkvinder, transkvinder fra oprindelige folk og transfeminine personer med migranterfaringer. Det er ikke nok at stile efter mindre ændringer, der udelukkende er til gavn for landets middelklasse.
De transkønnede og queer personers revolution SKAL være radikal, transformativ, intersektionel og inkluderende.
