Af Lars Henriksen
“Jeg vil gerne have, at vi har en samtale i øjenhøjde, hvor vi ikke snakker om systemer, men hvor vi snakker om de mennesker vi er omgivet af og deres vilkår.”
Det er en kold dag i slutningen af februar, da det endelig lykkedes Jonas Poher Rasmussen og mig at finde et tidspunkt, hvor vi kan mødes og snakke om hans Oscar-nominerede film Flugt. Jonas, som forbereder sig på om en uges tid at skulle tilbringe den næste måned i Los Angeles for at promovere filmen forud for filmakademiets endelige afgørelse i Dolby Theatre den 27. marts, kommer på cykel fra et møde i Nyboder. Når dette nummer af HeartCore er på gaden, har vi altså allerede fået udløst spændingen.
Hvor kender du og Amin hinanden fra?
Vi gik i gymnasiet sammen – altså vi boede i den samme lille by – han ankommer som uledsaget flygtningebarn, da jeg er 15, og han er 16, tror jeg, og bor i en plejefamilie. Lige fra vi mødtes, var jeg nysgerrig på, hvordan og hvorfor han pludselig dukker op i min hjemby, men han har ikke villet fortælle det. Mest af alt fordi, han ikke har haft lyst til at lyve, for så skulle han jo fortælle denne her falske historie. Han sagde bare altid, at, ”jeg har ikke lyst til at snakke om det”. Det respekterede jeg selvfølgelig. For 15 år siden spurgte jeg, om jeg måtte lave en radioudsendelse om hans historie, og så svarede han, at han vidste, at han skulle fortælle sin historie på et tidspunkt, men han var så ikke helt klar endnu. Vi havde sådan en aftale om, at det var noget, vi skulle gøre sammen, når han følte sig klar. Der er flere, som har rakt ud til ham, men han ville gerne fortælle den til en, som han var tryg ved.
En ting er at være klar til at fortælle dig den. Noget andet er jo at være parat til at fortælle hele verden den. Hvordan bliver det næste skridt til, ”skal vi lave en film”?
Jamen, vi er så tætte, at det har været en ret åben snak – han har vidst, at jeg var nysgerrig, og at jeg ville gerne lave noget med ham, og så blev jeg inviteret til en workshop, der hedder Amdocs, hvor de inviterer dokumentarfolk og animatorer til at udvikle ideer til animerede dokumentarfilm. Så spurgte jeg ham, om han ville have lyst til at dele sin historie, og det her – ideen med at han kunne være anonym bag animationen – var i virkeligheden det, der gjorde, at han følte sig tryg ved at åbne op. Fordi han ikke behøvede at være offentlig med sin historie – han kunne dele den med verden uden at hans ansigt skulle være klistret på den, så han stadig kan møde folk, uden at de ved, det er ham, og uden at han behøver at skulle small-talke om ting, som er rigtig svære for ham at tale om. Det var det, der gjorde, at han sagde, ”OK – det her føles faktisk som en måde, hvor jeg godt kan se mig selv i det.”
Hvilken fordel er der ved at fortælle historien som en animeret fortælling?
Jeg tror, at der er noget ved animation, som åbner os. Særligt, fordi nyhedshistorier – vi bliver konstant mødt med så mange af denne her type historier og at have et menneskeligt ansigt som lider, det er svært at tage ind, for hvis man tager det hele ind, så kan man jo ikke komme op om morgenen. Når filmen er animeret, tror jeg, at man har paraderne lidt mere nede og måske begynder at lytte mere. Jeg har også sådan en lidt hjemmestrikket teori om, at i og med at vi er vokset op med animation som det medie, vi ser, når vi er børn, så er vi lidt mere åbne, og der er en lidt renere vej til hjertet. Jeg blev så ret tilfældigt inviteret til denne her workshop, og så kunne det pludselig lade sig gøre – fordi han kunne være anonym, men også fordi det er en historie, der delvist foregår i fortiden, og hvor det var vigtigt at gøre fortiden levende igen, og animationen er et rigtig godt værktøj til at gøre det.
Det virker, som om der nærmest er et terapeutisk element i filmen; overvejelserne om at skulle blive i byen eller skulle flytte på landet, om at rejse væk fra partneren, og hvor meget man skal investere sig i parforholdet kontra karrieren osv., og hvor Amin i virkeligheden blotlægger en anden side af sig selv.
Jo, fuldstændigt, og det er i hvert fald mit postulat, at den flugt, han har været på, ligesom er fortsat inde i ham, og han har haft svært ved at slå sig ned og falde til ro, fordi han hele tiden har følt, at han skulle skjule sig for sig selv, og har haft et behov for at holde sig på afstand af folk, fordi han var bange for at afsløre sig selv. Så det er rigtigt, at processen med at slippe sin historie – at unburden – afbebyrde sig selv, at komme af med det, det har selvfølgelig været terapeutisk for ham. Han sagde det allerede i det første interview, at ”det her, det kommer til at være terapeutisk for mig”.
Det er samtidig en interviewteknik, jeg lærte, da jeg lavede radio, som hedder momentinterview, som handler om, at idet du jo ikke har et billede, skal du få dit interviewoffer til at være enormt beskrivende ved at lægge dem ned og få dem til at lukke deres øjne og få dem til at beskrive den location, de er i, og komme med en masse detaljer, som selvfølgelig giver en masse for animatoren at arbejde med, men som også gør, at Amin ligesom kom tilbage i det specifikke minde og snakker på en meget mere nærværende måde, og minder, som han måske ellers havde glemt, kommer frem. Det er virkelig en måde til at skabe nærvær og genkende lyde og lugte og genopleve disse her minder frem for bare at genfortælle dem. Man kan mærke det i stemmen.
Der er, synes jeg, sådan et magisk øjeblik, som også kommer lidt bag på én, til allersidst i filmen, hvor animationen løses op i det ”ægte” billede og man sidder og tænker, at ”hey, har det hele været tegnet over ægte billeder?” Det bryder grænsen ned mellem det animerede og virkeligheden. Hvordan har du og animatoren arbejdet sammen om at få genskabt de her billeder, som I jo ikke har set i virkeligheden?Alt, hvad der foregår i nutiden, har vi optaget på video, men alt i fortiden er til dels baseret på de ting, Amin fortæller, og dels har vi foretaget rigtig meget research, fundet arkivmateriale, fotos og brugt kræfter på at få animationen til at ligne Kabul i 1980erne. Vi måtte finde en masse materiale og være ret specifikke. Vi vidste, hvor han boede i Kabul og forsøgte at finde noget fotomateriale fra det område. Det var jo svært, for folk havde jo ikke smartphones dengang, så vi måtte på biblioteket og låne bøger og finde nogle billeder. Men vi fandt et arkivmateriale, og så kunne vi tage det direkte og tegne det og putte det ind i animationen.
Amin har ikke været så meget ind over billederne og det visuelle, men først og fremmest på manuskriptplan. Det er jo en historie, der foregår over 30 år, så der er rigtig meget materiale, der ikke er med. Han har så læst de ting, jeg har valgt, og så gav han kommentarer, hvis der var noget, der var faktuelt forkert, eller hvis jeg havde taget ting ud, som han mente, virkelig var vigtige. Eller ting, han ville tage ud. Han var lidt pinligt berørt over den scene, hvor han beder om medicin mod at være homoseksuel. Det, syntes han, var enormt pinligt, men for mig var det enormt sigende og fortællende. Det siger noget om, hvor du kommer fra, og den skam, man bærer med sig og om at komme fra et sted, hvor der ikke findes et neutralt ord for det at være homoseksuel, og det kommer du med – til Danmark og et helt andet system. Så det var hele tiden en dialog frem og tilbage om, hvad skal der med i denne her fortælling, for at han føler sig repræsenteret, og for at det var en ærlig film.
Ser I Flugt som en aktivistisk film?
Nej, det har ikke været tanken. Den er født ud af min fundamentale nysgerrighed på min ven. For mig var det en venskabshistorie, som så også var en flugthistorie, og som også var en queerhistorie, men kernen i det, er jo vores venskab, og at der i vores venskab altid har været sådan en sort boks, som man ikke kunne åbne.
Ville det tage noget væk fra filmen, hvis den bliver del af en politisk debat, tænker du?
Det synes jeg. Fordi det bliver en snak om systemer på bekostning af det menneskelige, og det er jeg egentlig ikke interesseret i. Jeg vil gerne fokusere på den menneskelige historie. Og hvis først man går ind i og bliver en del af sådan et råbekor, så er kampen allerede tabt, for så kommer man ikke til at overbevise nogen om noget som helst.
Og måske er vejen til at nedbryde systemerne at sætte ansigter på mennesker?
Det, tror jeg, helt klart er måden at gøre det på, fordi en stor del af grunden til den situation, vi er i nu, handler om den måde, vi snakker på. Både politikerne og medierne. Systemerne bygges jo over måden, vi snakker på. Så når retorikken bliver hård, bliver systemerne hårde. Så jeg vil gerne prøve på at gå den anden vej. Jeg vil gerne, at vi har en samtale i øjenhøjde, hvor vi ikke snakker om systemer, men hvor vi snakker om de mennesker, vi er omgivet af, og deres vilkår.
Nu er du nomineret til tre Oscars. Det er jo ret vildt!
Det er fuldkommen vanvittigt!
Har du en favoritkategori?
Jeg vil sige, jeg tager imod dem alle tre.
Men altså, filmens hjerte er jo Amins historie, som er en dokumentarisk historie, så et eller andet sted, hører den mest hjemme i dokumentarkategorien, fordi animation er jo formen, og det er fantastisk, hvis den også bliver præmieret for det, men det er bare form. Og så er der en international kategori, som er sådan en lidt mærkelig størrelse, hvor man putter alt muligt ind, og det er… Det er en dokumentarfilm!
Hvornår vidste I – hvis der var et tidspunkt eller et øjeblik – at I havde lavet en film, der var Oscarværdig?
I produktionen, da vi var ved at være færdige, havde jeg sådan en følelse af, at vi havde lavet noget særligt. Om den så ligefrem ville være Oscarværdig, det tror jeg ikke, vi tænkte over på det tidspunkt. Men efter premieren på Sundance, hvor den vandt hovedprisen i sin kategori, og vi solgte den til en stor amerikansk distributør lige bagefter, som havde en meget udtalt plan om, at de gerne ville have den nomineret til tre Oscars…
Det sagde de simpelthen?
Det sagde de ved det første møde. ”Vi tror på, at den her film kan vinde tre Oscars.”
Skal Amin med til Los Angeles?
Nej, det tror jeg ikke.
Kan han godt holde ud at sidde herhjemme?
Jeg tror, han ville synes, at det var enormt sjovt faktisk, og især Kasper [Amins partner, red.] ville synes, at det var enormt sjovt, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske. Der er så meget presse, og det bliver virkelig svært at beholde anonymiteten, så – hvis de skulle med, så ville jeg ikke sidde og sige det …
INFO
Flugt er en animeret dokumentarfilm om Amin (ikke hans rigtige navn), der som 16-årig kommer til Danmark som uledsaget flygtningebarn efter en flere år lang flugt. Det er også fortællingen om at finde sig selv, som kæreste, bøsse og menneske med traumer i bagagen. Filmen er Jonas Poher Rasmussens ottende film. Også filmen Det han gjorde fra 2015 om Jens Michael Schau har en homoseksuel hovedperson. Flugt er nomineret til en Oscar i tre kategorier: Bedste Animationsfilm, Bedste Dokumentarfilm og Bedste Internationale Film. Selvom Flugt ikke vandt i nogen af kategorierne, skrev den historie som den første danske film til at blive nomineret til tre Oscars.
